Far-søn tur i Reykjavik

Byen ligner sig selv. Enkelte butikker er bukket under for krisen, mens andre er genopstået. Jeg tog min store dreng på en stroller fra den ene ende til den anden, og det var superhyggeligt. For det meste er jeg lidt i vildrede over hvad jeg skal tale med ham om – hans verden består ofte af videoer, youtubere og spil som jeg ikke kender til, og referencerne går tabt et sted mellem generationerne. Så at have et simultant samvær om fysiske forhåndenværende ting og oplevelser var dejligt. Vi var i samtlige boghandler (på jagt efter en Rubiks Terning), brugte en lille time i den islandske udgave af Faraos Cigarer og tog så også lige to kunstudstillinger. Og istedet for pølsevognen, tog jeg ham ned på den hipstervenlige burgejoint ved havnen, Bullan. Det faldt han for, og kunne godt fornemme det var lidt cool. Máni er ret vild med Island i denne omgang, og jeg kunne selvfølgelig godt lade den ligge der – det er trods alt et nemt land at være forelsket i – men jeg har på fornemmelsen at der ligger et lille faderopgør et sted. Superlativerne om Island efterfølges ofte af slet skjult misbilligelse af den danske natur og de klorfyldte torturbaljer vi kalder svømmehaller derhjemme. Jeg giver ham ret i alt hvad han siger – fordi det ret beset ikke er helt forkert. Det var f.eks. ret skønt at tage ungerne ud under den nordlysoplyste aftenhimmel efter aftensmaden og kaste sig nedad i de udendørs rutsjebaner…

I dag står den på den traditionsrige pandekagefrokost og så en tur tilbage til Akranes. C’est la vie…