Nogengange ved man ikke helt hvad det er man savner før man får det. Jeg har ganske åbenbart savnet nærliggende bedsteforældre og det rurale Island. Vi startede bilen og kørte i sommerhus her i weekenden. Det er 1½ times kørsel fra Reykjavik, ud på vestlandet, et sted der hedder Snæfellsnes. Sommerhuset ligger med udsigt til havet, lige nedenfor to store fjelde på 1100 meter, med en flod løbende forbi og 24 islandske heste der går og græsser i folden ved siden af. De syv af hestene er svigerfars – resten af tilhører andre dele af familien. Vi ankom henad eftermiddagen fredag og fik varmet huset op – med elvarme og blæser, brændeovnen tænder man først når man skal hygge sig, da skovene på Island ikke er de største. Men der er brændeovn – og den blev tændt. Vi gik en aftentur ned til floden og ungerne sølede sig til i vandpytter og tyrede sten ud i mini-elven. Så kom svigerforældrene og vi hyggede til kl. 11, da ungerne så endelig mente at det måtte være mørkt nok til at man kunne kalde det aften.
Lørdag morgen stod vi op og tog så på en ret uforglemmelig tur. Vi kørte i Ingvars store 7-personers jeep tværs over Snæfellsnes mod Stýkkishólmor for at gå i en af de utallige udendørs svømmehaller – med varme potter og rutchebaner i varierende størrelse og varmegrader – alt fra 27 – 42 grader. Máni vokser derudaf og er nu nået til at svømme selv med badevinger og tage ture i de store rutchebaner med far. Det er superfedt, endelig en der gider at rutche med mig. Efter svømmeturen tog vi til en lille skov – noget som svigerfar partout skulle vise mig, da jeg havde formastet mig til at kalde hans selvplantede skov ved sommerhuset for et krat. Der spiste vi de medbragte madpakker og kørte så mod nationalparken og Snæfellsjókull – gletcheren på Snæfellsnes. Og da far og Lise jo kommer om et par uger og lejer en bil, så ville vi lige prøve fjeldvejen og se om den var farbar i en almindelig personbil. Op i 900 meters højde med evig sne og fantastisk udsigt – og jo, der var masser af andre tosser i almindelige biler der kørte rundt deroppe, så det skal gentages om et par uger. På vejen hjem kørte vi forbi Hellnar som har et kaffehus der ligger helt nede ved vandet, ret isoleret lige overfor et fint fuglefjeld. Et sted Michelin guiden har glemt at opdage, og som kun de lokale garanteret kender. Men de har vafler, Stella Artois og Cappuchino – og udendørs terasse… Godt hjemme gik vi over til hestene, og jeg må åbenbart ha’ lugtet af hengemt hø, for alle 24 traskede i god rottefænger stil lige i halen på mig, det var ret griner. Frem med kameraet, og jeg troede aldrig jeg skulle skrive det her, men jeg fik nogen fede hestebilleder. I det fjerne sad svigerfar på sin terasse og kiggede på sin smukke kone og datter, sine to børnebørn og hestene der hilste på svigersønnen. I hånden havde han en velvoksen øl, solen var ved at gå ned og i baggrunden sydede lammelåret på grillen om kap med den stille susen fra vandfaldene oppe i fjeldet… Så bliver det vist ikke bedre. Det var bare den helt rigtige måde at ankomme til landet på. Så vi stortrives, bliver indtil videre inviteret ud til middag et par gange om ugen – og der er allerede gang i nepotismen mht. at finde noget arbejde. Imorgen starter Óliver i vuggestue og vi er begge to helt sikre på at han næsten ikke kan vente, han trænger i den grad til at komme ud at lege med nogen jævnaldrende. Well, over’n’out – håber I kan klare varmen derhjemme og vi tales snart ved.
Knus og smil – Kim.
Stýkkisholmor
Snæfelssnes, med gletcheren i baggrunden
-
3 kommentarer til Snæfellsnes
