Så tag den da, jeg har alligevel ikke brug for den…

Så. Det var så det – så kan jeg godt sige tak for trippet. Min læge har nemlig i dag givet mig en uge tilbage – så tager han kniven frem. Og gør det af med mig. Godt det samme, for jeg lever i et helvede af smerte, som gør at jeg kun lige med nød og næppe kan holde mig oprejst. Han sagde godt nok at det kun var tåen han ville skære af, men jeg er sikker på at man uden tå slet ikke kan holde balancen, og så vælter jeg garanteret på min cykel på Thurø broen og driver til havs. Men sådan er det med en nedgroet negl – det koster dyrt. Men heldigvis har lægen her i den Sidste Uge givet mig en blanding af funtex og morfin kaldet penicllin, så jeg kan gå rundt i en medicin rus og være glad i låget. Ikke at det særligt opsigtsvækkende, min far hælder jo gigt-piller i hele familien så snart de hoster, så det der med alternativ virkelighedsopfattelse og sjove farver er man jo vant til. Men jeg ville bare lige sige det, fordi jeg noget så frygteligt ondt af mig selv. Og også lidt ondt af min familie, fordi jeg den de seneste dage har opført mig som en pansergeneral med migræne – og hvis der blevet stillet spørgsmål ved min uudholdelige opførsel har jeg med fråde om munden råbt: “PRØV DU AT HAVE MEGET ONDT I STORETÅEN – SÅ VILLE DU NOK OGSÅ VÆRE URIMELIGT KNOTTEN OG HALTE. NÅ. SÅ!”. Men en uge på piller, en dødsensfarlig operation og så et par dage med moderne og sexy, sexy forbinding, så burde jeg være til at holde ud igen…

Jammer og klage, Kim.

Et IronKid stævne, 46 kilometers cykling, 2 punkteringer, et løst cykelstyr og et sammenstød senere…

…sad han kiggede tavst ind i væggen. Og fandt det svært tilfredsstillende. Og glædede sig endda til weekendens efterårs aktiviteter, med fredagens fælleshygge om disney sjov, den påbegyndende oprivning af blade i den klare efterårssol, besøg på biblioteket, læsning og optænding i pejsen. Huset er efterhånden tranformeret til et hjem – og et af de rare af slagsen 🙂

Tak for det, Stevie.

Jeg er glad for at Stevie Wonder er blind. For så kunne han ikke se det sjæleløse, metalbefængte venue af en håndboldhal han stod og spillede i i nordjylland. Og hvilken nordjysk købmand har i et anfald af 80´er nostalgi og overmod givet stedet så latterligt et navn? “Gigantium”? Come on… Og jeg er også glad for at Thorbjørn ikke var med, fordi han ville absolut ikke have været imponeret af lyden. Og jeg vælger at se igennem fingre med at de to halv-buttede feminine dværge der lige havde været med Sankt Annæ Gymnasium på Kor-Kibutz i et halvt år bare jallede med med fuld volumen – uden nævneværdigt hensyn til sangtekster. Og også ham fodbold aben der råbte “Oléeee, oléee, oléee, oléeeeee – oléeeee, oléeeeeeee” og kastede med fadøl hver gang han genkendte en intro vil jeg gerne tilgive.

For om Stevie Wonder så havde sunget gennem en dåse med snor, så var der intet der kunne skjule at han i dén grad stadig er en levende legende. Han har så meget musikalsk overskud, fremviser en virtuos legende lethed på tangenterne, i sin sang og på sin mundharpe at man bare MÅ smile over hele hovedet og danse med i to timer og fyrre minutter. Det var fantastisk. Det var funky, svedigt, bevægende og euforisk. Og en sand perlerække af hits. Og at han ikke er bleg for at få 8.300 mennesker til at messe Barack Obama og afslutte koncerten med at få en dansk kvinde til at komme op og rappe M.C. Einar henover et par takter, viser at han ikke kun er ude på at tjene penge – men vist endda synes det er fedt at være på tour. Vi havde i hvertfald en uforglemmelig aften og fik danset og sunget igennem i det nordjyske – og så føler man lige pludselig at så gammel er man da vist heller ikke…

Hans sæt liste fra i går:

01. All Blues (Miles Davis)
02. As If You Read My Mind
03. Master Blaster
04. Did I Hear You Say You Love Me?
05. All I Do
06. Knocks Me Off My Feet
07. “Count Me In…” Jam
08. People Make the World Go ‘Round (The Stylistics)
09. Higher Ground
10. Spain (Chick Corea & Return to Forever)
11. Don’t You Worry ‘Bout a Thing
12. All Day Sucker
13. Visions
14. Living For the City
15. Part-Time Lover
16. Overjoyed
17. I’m Into Livin’ (ny sang)
18. I’m Gonna Laugh You Right Out of My Life (Nat King Cole) (sunget af Aisha Morris)
19. My Cherie Amour
20. Signed, Sealed, Delivered
21. Sir Duke
22. I Wish
23. Isn’t She Lovely
24. “Turn It Up” Jam
25. Do I Do
26. I Just Called to Say I Love You
27. Superstition
28. “I Love You So” Jam
29. As

Stevie får folk til at synge “Barack Obama”:

Stevie Wonder spiller i morgen. Og vi har billetter.

Efter et større puselspil, der indvolverer en barnepige, fire venner, tre børn, en tjenesteomlægning og to gange fire timers busrejse til nordjylland på mindre end 12 timer, så er vi i morgen på vej mod Stevie Wonder i Ålborg. Og at dømme efter de anmeldelser – “The show was Wonder in essence – in parts confessional; gospel-hall sermonising; fragile, introspective balladering; stinging social protest; and dancefloor euphoria.” – der bliver leveret på nettet, så bliver det det hele værd. Jeg glæder mig 🙂
Og til jer der hjælper os – tusind tak for at det kan lade sig gøre…

* Set List (2hr 10mins)
As If You Read My Mind
Master Blaster (Jammin’)
Did I Hear You Say You Love Me
All I Do
Knocks Me Off My Feet
People Make The World Go Round
Higher Ground
Instrumental jam
Don’t You Worry ’bout a Thing
Visions
Living for the City
Signed, Sealed, Delivered
I Was Made To Love Her
Uptight
For Once In My Life
My Cherie Amour
Ribbon In The Sky
Overjoyed
I Just Called To Say I Love You
Superstition
Sir Duke
I Wish
As

På druktur i vækstlaget.

Der var ingen konform provinsialisme. Ingen pressede bukser. Ingen ravsmykker. I et nabolag udgjort af betonsiloer, øvelokaler og en enkelt nedslidt grillbar ligger der et atelier som i sin attitude vrænger ungdom, frie tanker og løse tøjler udover Odense havn. Og der var jeg så i går. Hvorfor? Fordi Peter Dyreborg, som jeg arrangerer Poetry Slam 2008 med, havde inviteret mig til FLY #16, da han mente at det ville være formåltjenstligt hvis jeg kom og præsenterede idéen i en hob af litterært interesserede. Og det blev en superfed aften. Jeg fik slammet et af mine gamle digte, fortalt om mesterskaberne og talt med Poul R. Weile om Island, Berlin, kompressorer og akrylmalings viskositet. Jeg fik hørt fede digte, underfundige tekster og hæsblæsende monologer. Set spray malerier, drukket tæt og fik løsnet op. Jeg fandt igen noget det som jeg mistede da jeg flyttede fra Island. En række jævnaldrende som maler, skriver, spiller, udstiller og optræder fordi de ikke kan lade være. Og de har til huse i et dejligt stort, beskidt, inspirerende og råt industrilokale med højt til loftet. Og i foråret 2009 kommer der to islandske bands i en uge og laver installationer og musik – det skal nok blive godt. Det bedste af det hele? De vil gerne lege. Det værste af det hele? Busserne strejkede, så jeg måtte sove i Odense…

Tjek deres hjemmesider:
Poul R Weile // FLY // DaysOfARTandLove //

þreytt

Góð helgi næstum að baki. Ungarnir sofnaðir. Nestið tilbúið og frúin getur bjargað sér fyrir horn í vinnunni á morgun án mikils undirbúnings :). Við erum heppin. Með húsið, með fólkið, með börnin okkar, með vinnuna. Á föstudaginn fór ég aðeins út að drekka öl með vinnufélugum. Huggulegt og gaman, og við gátum stutt hvort annað í því að fá okkur einn enn þó svo að augnlokin væru orðin ansi þung. Hverjum datt í hug að reyna að halda sér vakandi á föstudagkvöldi :). Í gær kom Alma (dóttir Ane vinkonu, jafngömul Mána og þau hafa þekkst alla ævi) í pössun, svo það hefur verið leikið mikið  hér um helgina. Kim skrapp til Odense i gærkvöldi og af því að strætobílstjórar eru í verkfalli komst hann fyrst heim í morgun. Svo ég var hér í góðum barnafans. Við skruppum svo í hjólatúr í dag med ungana og bökuðum vöfflur þegar Ane og Andreas komu að sækja Ölmu seinni partinn. Góð helgi. En mig langar heim. Mig langar í mat til mömmu og pabba. Mig langar upp á Akranes og hitta flokkinn stóra þar og fylgjast með öllum frændunum í leik. Mig langar að knúsa Dag. Mig langar að sækja Arnór Breka og fara með hann á róló. Mig langar að heimsækja ömmu á Skjól. Mig langar í sund. Mig langar að skila börnunum mínum í nokkra klukkutíma á Vesturgötuna, í Hellulandið eða Ekrusmárann. Mig langar að vera með fólki sem þekkir mig. Ég er svo svakalega þreytt á að vera ný. Það er svo lýjandi. Að vera alltaf með fólki, sem er mjög indælt og skemmtilegt en maður þekkist ekki. Auðvitað ekki, við erum bara búin að vera hér í 2,5 mánuð. Hlutirnir taka tíma. Mig langar að heimsækja Hrund og fara með Henný á bar 🙂 Og mig langar að hitta öll systkini mín. Ég er með stóra feita heimþrá. En svoleiðis er það. Og eins og mamma segir alltaf, þá sagði Ingunn Jónasar alltaf “guð minn góður hvað það væri leiðinlegt ef maður saknaði einskis eða enginn saknaði manns”. Mig langar að spjalla við Maríellu í frímínútunum og mig langar fíflast á íslensku. Mig langar í heimsókn til ömmu og afa og fara í göngutúr með ömmu. Æi ekki meira væl.

Í næstu viku förum við hjónin til Álaborgar á tónleika. Á sjálfan stevie wonder, svo af hverju er ég að væla.