I dag skulle vi have siddet i Wakamba i den sensommersol som pludselig er kommet. Men det gør vi ikke, for du er her ikke.
Eller.
Det gør vi ikke, for min far er her ikke længere. Jeg ville ønske jeg kunne skrive til ham. Og meget andet. Ringe til ham. Høre ham trampe stille ind i køkkenet. Vise ham vores ombygning. Se ham læse med Röskva. Se ham spille med Óliver. Høre ham tale med Máni om det nye gymnasieliv. Bede ham om at lægge telefonen væk; høre for meget om hans lyster og smage for lidt på hans madeksperimenter. Jeg har lyst til at skrive direkte til dig far, for at få dig tættere på. Men det kan jeg ikke. Og jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg tilgav dig for at du selv valgte at tage herfra, men de ord blev sagt i en overstrømmende følelse af smertelig ømhed, kærlighed og omsorg for dig. Omsorg for dig, som det menneske der har stået ensomt i sin lejlighed klokken 01:40 den 15. maj og valgt at forlade mig, mine søskende, din kæreste og dine børnebørn. Tårerne strømmer ned af mine kinder nu. Jeg har nok ikke tilgivet dig helt alligevel. Jeg forstår det ikke, far. Hvordan kunne det hele være så slemt, at det var den eneste udvej?
Det kommer godt nok til at tage noget tid, det her.
Du ligger lige under overfladen døgnet rundt og jeg bider tænderne sammen. Klarer lige det med huset. Det med jobbet. Det med familien. Klarer lige det hele og løber afsted, imens et stykke af min sjæl stadig står og flagrer ved det bjerg af blomsterkranse som lå til dig efter din bisættelse. Jeg er nu klar til, at kunne se på billeder af dig uden at græde. Jeg kan stadig ikke klare at læse dine gamle mails, dine SMS’er, dine messengerbeskeder. Dem jeg ikke fik svaret på, dem jeg gjorde. Du kommer for tæt på.
Jeg husker vores sidste samtale. Et videocall med dig og alle os fire børn. Vi fjollede og grinede og spillede virtuelt basket. Heldigt for dig, at din sidste samtale med dine børn var en samtale med latter, men hvis du nu bare havde givet et lille hint om at du var på vej væk, var samtalen måske nok blevet en anden. Det kunne jeg godt have brugt.
Men du ville ikke stoppes, tænker jeg. Dit liv, din beslutning.
Egoist.
Ja, undskyld. Men jeg bliver fandme gal på dig indimellem. Det hjælper også lidt. At være rasende på dig. At være helt og aldeles uforstående over at du valgte at gøre det få dage før Ólivers konfirmation, det barnebarn som har siddet og klippet dine musikvidoer; som har jammet med dig. Og hele den islandske familie, som du elsker at tale med, var også på vej. Du må ha´stået i et mørke, som jeg heldigvis kun selv kan mærke omridset af. Ellers giver det. Absolut. Ingen. Mening.
Vi var på interrail. Jeg vågnede en morgen i Prag. Troede jeg havde smidt min dagbog fra Indien væk; vores store tur sammen. Så stod jeg der, midt på banegården i Prag og du var over det hele. Og så begyndte jeg at græde. Igen. Og jeg prøvede at se om jeg kunne genskabe stumperne af dagbogen ved at læse det jeg havde skrevet på hjemmesiden, men det var ikke det samme. For der var to oplevelser jeg ikke havde skrevet om. Den dag jeg vågnede ved vores hus i Our Land og du spurgte om vi skulle svømme over floden. Jeg mindes jeg synes floden så lidt gusten ud, så jeg takkede nej, men du svømmede over – den var vel 100 meter bred, med krydsende flodbåde. Og to timer senere kom du tilbage og sagde at de også var flinke på den anden side af floden. Og så husker jeg kokusnøden. Hvordan vi kørte forbi den ene vejbod efter den anden, men du ville partout have en frisk kokusnød, som du kunne drikke af. Og vi stoppede et sted, hvor du mente at de ikke kunne blive mere friske. Der var meget andet fra den tur (og jeg fandt også dagbogen igen), men lige de to minder er noget af den slags far, som jeg håber på selv at blive ved med at være. Legelysten. Nysgerrig. Måske endda lidt pinlig, akavet og besværlig, fordi legen ikke altid passer ind. Din evne til at aflæse kutyme har ikke altid været skarp og måske er det netop det som har givet dig de ekstra farver i livet.
Jeg savner dig.
Ved din bisættelse var der stuvende fyldt. Over 250 mennesker. Du har betydet meget for mange. Din søster sang. Du fik ikke helt de sange du havde håbet, for vi fandt først dine sangønsker da vi skulle tømme din lejlighed. Du har tænkt på din død i lang tid.
Det kunne du godt have sagt.
Jeg savner dig lidt meget i dag, fordi vi skulle have været i sommerhus. Jeg kommer nok til at savne dig igen. Du ligger stadig lige under overfladen; døgnet rundt. Jeg kommer mig nok aldrig over din beslutning, men jeg kommer forhåbentlig med tiden til at lære at leve med den.
Lige nu skinner solen i Svendborg. Vi lever stadig. Og i stedet for at tage i sommerhus med dig, så tager vi en weekend hjemme. Sammen. I det hus der snart er kommet godt på plads efter kæmpe ombygning. Lidt ligesom mit hjerte og mit sted i verden; der har der også været en ombygning. Og mine børn er blevet til børn som har været til deres første begravelse. Og som kender til ordet selvmord. Det er ikke nemt. Og lige i dag ville jeg ønske du var her, så jeg kunne holde om dig. Og fortælle dig at du er en kæmpe idiot. At du begik dit livs fejltagelse. Men det nytter jo ikke noget. Du kommer her aldrig mere.
Jeg savner dig.
Men det hjalp at skrive det her. Så kan jeg måske komme lidt videre. Tror mit hjerte lige skal have lidt fokus, jeg er ikke helt på toppen. Om et par uger skal du i jorden. Ved siden af din mor og far som du har ønsket. Vi bliver en lille flok på omkring 30. Det bliver fint. Så er vi så langt. Troels har været et jern i forhold til at rydde op efter dig, men jeg ved han også hellere ville have været foruden. Det ville vi nok alle. Din Sietske. Din storebror. Din lillebror. Din søster. Dit kommende barnebarn. Fucking hunden.
Så ingen havbadning i år ved Wakamba, ingen kvædemarmelade med en note af mug. Ingen guitarspil, ingen bar røv og morgenkåbe til langt op ad formiddagen. Ingen late-night meditationer rundt om bålfadet. Ingen minigolf-slagtning. Ingen nærgående spørgsmål eller diskussioner om Trump.
Savner dig, far – og elsker dig. Og tilgiver dig nok helt på et tidspunkt. Bloggen har fået en fast læser mindre. Men en gang om året læser jeg bloggen selv, så alene derfor bliver jeg ved. Håber du er et bedre sted nu, men indtil vi ses vil jeg lige nyde det liv jeg har omkring mig. For det er godt.
-
Ingen kommentarer til Farvel far…
