Juni måned

Óliver kom lidt nervøs hen til mig, fordi han skulle til at optræde med sang foran hele friskolen – og selvfølgelig også sine forældre og søskende. Så jeg måtte give ham en peptalk, som i sit indhold var lidt af et sats, fordi det lød nogen i retning af: “Óliver, hvis der er chance for at noget måske går hen og bliver en fiasko eller pinligt, så er der kun én ting der virker – og det er at give den max gas 150%, for så nedsætter du risikoen for fiasko med en faktor tusind. Hvis man derimod står og gemmer sig og virker lidt pinlig over det man laver, jå, så ligger fiaskoen lige for. Så op og give den gas!”. Og så nervøs tror jeg nu heller ikke han har været, måske var det bare en anelse dansk lys-under-skæppen, for hold da op hvor han fyrede den af – det var simpelthen så fedt. Og jeg blev igen mindet om hvor godt det var at vi fik ham flyttet over på en friskole, for han stortrives derude.

IMG_20190620_183759

VID_20190620_185506

Juni var også lig med Roskilde Festival i år. Endnu en omgang glamping med Jeppe, dog får festivalen i år kun en 7’er ud af 10, da vejret var lidt sølle, spottet var kedeligere end sidste år og så var musikken heller ikke helt i stereo. Men trods alt ganske udmærket. Som en Mazarintærte fra føtex.

Sommerferie 19

Sommerferie 19Sommerferie 19Sommerferie 19

I juni tjullede mutii også hernedaf, hvilket jo er en bedrift i sig selv. Men hun klarede det i ét stykke og fik hygget sig med de børnebørn hun vidst savner i ny og næ. Det var dejligt hun kiggede forbi, nu da far ikke længere pludselig kører ind i indkørslen. Og ja, der er totalt rod i kronologien, men sådan må det lige være i år…

Sommerferie 19Sommerferie 19Sommerferie 19

- Ingen kommentarer til Juni måned

Kanojuntaen øver tørsvømning

Planen var ellers genial. Spejderne havde købt et fort i Øresund og navngivet den ungdomsøen og nu skulle vi, de stolte repræsentanter for ungdommen, så over og indvie øen. Med telte, trangia, børn og Peter Belli. Men så skete der noget uventet. Den ellers så tjekkede fætter Mikkel, eller hr. Pagaj himself, havde en utjekket veninde som ikke havde fået styr på tilladelserne. Så vi måtte ikke komme alligevel. Og nu var der ellers lige sat kryds i kalenderen. Konerne var blevet lovet en fridag uden børn og mand, mændene så frem til noget med ild og alkohol og at flytte et familiekalenderkryds er ligeså svært som at smide England ud af EU. Så vi tyede til det tredjebedste – det andetbedste ville have været rent faktisk at sejle i kano. At tage til Gøderup. Gødenstrup. Gøtrup. Hjem til Jesper Bo.

Kanojuntaen i GøderupKanojuntaen i Gøderup

Kanojuntaen i GøderupKanojuntaen i Gøderup

Det var en fantastisk plet på sjællandet de har fundet sig der. Og når man nu selv var gået igang med et husprojekt, så gav det en indre ro og varme at se at der også var andre mennesker som var igang med at omdanne noget fra rustik-ejendom-med-mulighed-for-at-sætte-sit-eget-præg til drømmebolig-for-lige-præcis-vores-familie. Dagen bød sig til med bål, snakke og god mad – og så et overflødighedsbørn af småkravl på mellem 0 og 12 år, sådan føltes det ihvertfald. Det er tydligt at se at jeg har været tidligt ude som forælder. Men det var ren nu rå-hygge alligevel.

IMG_20190615_105429Kanojuntaen i GøderupKanojuntaen i GøderupKanojuntaen i GøderupKanojuntaen i GøderupKanojuntaen i Gøderup

På vej hjem slog vi også lige et smut forbi det nye eksperimentarium og selvfølgelig også Frida. Begge dele kan anbefales.

IMG_20190615_152932IMG_20190615_195543

- Ingen kommentarer til Kanojuntaen øver tørsvømning

Elektrisk livsvidne

Så blev det oktober og sidst jeg bloggede var engang i maj. Nu er det jo ikke ligefrem fordi 2910 har ligget på den lade side; der er sket så meget at jeg måske helst ville have været foruden. På den anden side. Der er også kommet meget godt ud af det. Fars død, uagtet hvor meningsløst og hårdt det var / er, har også givet nogle smukke dage og tættere relationer til søskende og folk langt ude i familien, husets ongoing istandsættelse, som snart nærmer sig sin afslutning, har givet et leverum som vi er glade for og indimellem de to store konstanter, så har livet foldet sig ud undervejs. Min hukommelse er ikke den bedste, og jeg ved at jeg hver nytåraften nyder at sætte mig ned med bloggen og se på det år der er gået. Så jeg må igang igen. Stille og roligt, en post ad gangen, indtil fortiden indhenter nutiden. Nu er jeg igang igen. Det er en rar følelse.

- 1 kommentar til Elektrisk livsvidne