Blandt DK’s 10 bedste // ud i første runde…

Jeg fik kæmpet mig ombord til DM for 5 gang, men denne gang tog hele familien afsted. Aarhus-foreningen for slam betalte for en del af opholdet, PSFyn betalte for transport, så vi fandt en lækker AirBnB og spiste ude på en okay-fin vietnamesisk restaurent. Selve DM? Well, altså. Mor hun kom jo også, så det var skønt. Så jeg havde jo fem forventningsfulde øjne hvilende på mig, men havde nok forregnet mig i forhold til tekst-kvalitet. Det er ikke en selvfølge at gå videre til 2. runde til DM, så man skal ikke gemme sin bedste tekst. Det lærte jeg på den hårde måde og røg ud i første runde. Hvilket jeg da var træt af, men på den anden side så synes jeg min tekst repræsenterede en type lyd-rytme slam, som resten af slammerne ikke havde med. Men det var synd for Röskva. Hun var grædefærdig over at se far få tæsk – hun var virkelig ked af det og sad og græd, da jeg kom ud i pausen. Men da hun så at jeg var helt ok, og jeg fik forklaret hende at det jo bare var en leg på ord, så fik hun det bedre. Måske også en sund livslektion for hende – at se at man kan fejle, og at det er ok, man har jo prøvet og det vigtigste er måske ikke altid at vinde. Ungerne var også med omme backstage og kunne sagtens mærke hyggen og den interne pjat mellem os slammere, som jo er en lille indspist flok der efterhånden har kendt hinanden i mange år. Vi prøver bare igen en anden gang, forhåbentlig.

Undervejs fik vi også lige besøgt et lille galleri, hygget med mutti og sagt farvel til Julie inden hun dribler til USA.

OI000023

OI000024OI000029OI000030OI000031OI000033OI000037OI000044OI000046OI000056OI000075OI000081OI000065OI000085OI000088

OI000090OI000086

Óliver 12 år

Der er ingen tvivl om at en af de bedste beslutninger vi har taget som forældre, var at flytte Óliver på friskole. Ikke at Röskva og Máni ikke også ville kunne trives i de samme frie rammer, der er bare det lille aberdabei at Máni og Röskva trives hvor de er. Men. Tilbage til ham Óliver. Vester Skerninge er på mange måder en fantastisk friskole, med sindssygt dygtige og charmrende lærere, luftige omgivelser og grundsolide værdier. Samtidig er det også en lille lokalskole, som indimellem lukker sig om sin egne referencer og orienteringer mod hvad der er vigtigt. Og måske var det grunden til at Óliver gerne ville have hele klassen hjem til fødselsdag. Så han kunne vise de lokale “landbørn” hvordan han boede inde i “storbyen” – eller for at vise sin fortælling frem, fordi han glad for hvor han bor. Så det gjorde vi. En uge for tidligt, da han skal på musikweekend næste weekend (hvor han ellers reelt fylder 12), men bedre tidligt end aldrig. Så vi havde hele flokken hjemme til at fejre det sidste år, inden Óliver bliver teenager. Vi bød på burritos og udeleg i mørket og alt var lige som det skulle være – og hr. og fru Bonghår klarede skærene i stiv arm, selvom vi måske nok havde glemt hvor sindssygt det er at fylde sit hus med 20 børn på 12 år. Dét er dælme skør butik. Hurra for ham, hurra for os og hurra for den lille friskole 🙂

OI000009OI000012OI000011OI000010

OI000013OI000014OI000016OI000020

OI000017

Legekammerat med Horsens

På en eller anden måde er jeg blevet gode venner med Lisbeth og Julie fra Horsens. De er en del af ledelsen af henholdsvis Det Gule Pakhus og Horsens Kunstmuseum. Og de kan lide mig og det jeg laver, så jeg er både en del af en ny udstilling, skabt i et samarbejde mellem syv jyske museer, hvor jeg har skrevet en tekst om vrede (de syv dødssynder er temaet) og så var jeg ovre og lave en wokrshop i slam, som opvarmning til Jens Blendstrup, en af mine yndlingsforfattere. Udover det var en dejlig dag, med seje deltagere og at Det Gule Pakhus er et superhyggeligt, håndholdt sted, så fik jeg mulighed for at læse et hyldestslam op for Jens Blendstrup, baseret på hans nummer “John Danser Grøntsag”. Og han kunne lide det 🙂 Yes, man… Håber der kommer lidt Horsens forbi min vej hvert år.

IMG_20170114_174103692IMG_20170114_203003638IMG_20170114_152131437IMG_20170114_153339161IMG_20170114_203239150_TOP

Rasmus Seebach bor alene. Om aftenen er der ingen som putter ham, det skal han selv sørge for. Når han vågner, er han stadig en i sengen. Han kigger under dynen, men der er ikke andre end ham, og han kigger på sin opvask, og der er kun én tallerken og én gaffel og én kniv og ét køleskab. ”Jeg er helt alene” tænker Rasmus Seebach. En eftermiddag går han en tur og kommer forbi en kolonihave. Rasmus Seebach får øje på noget meget smukt.  – ”Sikke nogle flotte tænder du har” råber Rasmus Seebach. – ”I lige måde” siger pigen bag hegnet. ”Jeg hedder Lonni, hvad hedder du”? – ”Rasmus Seebach” svarer Rasmus Seebach. – ”Vil du hjælpe mig med at vande?” spørger Lonni. ”Ja”. Rasmus Seebach vander alt hvad han kan. Han vander højt og lavt, han vander sko og fliser og vildt og inderligt. Han bliver et med vandkanden. Rasmus Seebach synes han er god til at vande, måske en af de allerbedste. ”Se lige mig” siger Rasmus Seebach. ”Prøv lige at se mig.” ”Flot, Rasmus, men jeg må smutte nu”, siger Lonni. Hver nat drømmer Rasmus Seebach om Lonni og hendes tænder og knæhaser og hævede øjenbrun og tykke ankler og hendes våde, våde, våde sko. Hvad mon Lonni laver lige nu? Tænker Rasmus. Rasmus begynder at følge efter Lonni. Han er iklædt uldsokker og parkeringsvagtuniform, så han bliver stille og usynlig. Lonni ser på sko. Rasmus ser på Lonni. Udenfor en bygning standser Lonni og går ind. ”Tangoskole” står der på døren. Hvem danser hun med? Rasmus Seebach presser hele sit ansigt og begge øjenæbler meget, meget tæt på ruden. Rasmus er glas. Lonni danser. Lonni danser. Lonni danser. Først med den ene, og så med dan anden. Rasmus Seebach kigger gennem vinduet. Han synes Lonni ser glad ud, men dem hun danser med virker trælse. Så Rasmus Seebach går ind for at danse. Alle andre danser to og to, men Rasmus Seebach danser alene. Han danser først på to ben og så på et ben, først det ene, og så det andet. Nogen griner, men så bliver der stille. Rasmus Seebach hopper rundt i en dans som bliver vildere og vildere. Rasmus Seebach er helt ustyrlig. Han danser som ingen på danseskolen har danset før. Rasmus Seebach ligner en rystepudser hvorefter han ligner en vinduesvisker hvorefter han ligner et trykluftbor hvorefter han ligner en børnehave hvorefter han ligner agterpropel på molsfærgen hvorefter han ligner en sømpistol hvorefter han ligner et førstehjælpskursus hvorefter han ligner en drukneulykke og så ligger han ned på gulvet, helt, helt udkørt. Og nu er Lonni helt, helt vild med Rasmus. Rasmus Seebach og Lonni går ture i skoven. De plukker blåbær og spiser svampe. Nogle gange bliver de så påvirkede, at de laver akupunktur på pindsvin eller leger gemmeleg med regnormene og der var engang hvor Rasmus Seebach sked kogler i en hel uge. Det bliver efterår og Rasmus Seebach og Lonni hjælpes ad med at rive blade sammen i kolonihaven. Lonni kaster drillende en håndfuld blade efter Rasmus Seebach, som løber efter hende og knepper hende. Da det bliver vinter, spiser Rasmus Seebach og Lonni pandekager med blåbærsyltetøj. Når de er ude laver de englefigurer i sneen eller skriver deres navn med pis. Indimellem ligner de to engle som flyver tæt sammen. Og når de er indendørs, leger de gemmeleg og de finder de altid hinanden.

 

Arken

Som fødselsdagsgave havde jeg fået en tur på museum, en middag hos Troels og så invitation til familiefødselsdag. Ret lækker gave må man sige, for museet var virkelig flot og med gode udstillinger (Martin Bigum), Troels bød på tysk raclette og fondue middag, samt brætspil – og fødselsdagen hos Liva var også tophyggelig. Så januar blev startet ud på bedste vis 🙂

IMG_20170107_192907575IMG_20170107_194559565IMG_20170108_105816010_TOPIMG_20170108_105826717IMG_20170107_162530108IMG_20170107_152251885IMG_20170107_145809026IMG_20170107_143934257IMG_20170107_142625959IMG_20170107_135748948_TOP

40

Så fyldte jeg 40 år. Hvis jeg er heldig, så var det halvdelen af livet. Og den slags tanker er jo så nok noget der hører alderen til. Men nu er det vist slut med at bilde mig selv ind at jeg er ung; jeg er voksen. Lidt sent at indse det, I guess. Men det var nu ikke nemt at finde ud af hvad jeg ville. Skulle det nu være nytårsaften med en stor fest, skulle det rykkes til sommer – eller skulle man bare gøre det på dagen og peppe det lidt op? Jeg valgte det sidste, lejede et sted ved vandet, lejede et vildmarksbad og købte ind til drinks, gode øl i Chili Con Carne. Low key og helt perfekt. Om eftermiddagen kiggede kvinder og børn forbi og hyggede sig med kage og brætspil, og kl. 18:00 tog mændene så over. Begge brødre og framand var der, samt en god håndfuld poeter og godtfolk fra Svendborg. Da jeg sad i vildmarksbaddet kl. 04:30, efter at have været i havet for 5 gang, havde jeg det supergodt. Min fødselsdag var den perfekte start på 40’erne.

Jeppe talte om at det var nu det gjaldt; det var nu der var lagt nogle spor som ikke var til at ændre (Kone, børn og uddannelse + det løse), og det var måske nu man skulle til at nyde alt det man havde skabt i forhold til både ægteskab, børn og karriere. Og mormor siger det samme; 40’erne er de bedste. Jeg synes også de starter godt ud: fed weekend i KBH, jeg skal til DM i slam og i februar tager jeg til Indien i 12 dage med min far. Det bliver så fint, alt er lutter godt…

Kim 40 årKim 40 årKim 40 årKim 40 årKim 40 årKim 40 årKim 40 år