Kære Röskva. Der er ikke meget du må nøjes med i livet indtil videre, men denne gang må du – for jeg har kun støvede mobilbilleder af din fire-års fødselsdag. Den var ellers fin, og det var du også. Fire år. Tænk sig. Der er så mange ting der er særlige ved dig – for det uvidende hjerte er det at du er fars eneste pige – og at du er den eneste af mine børn der er blevet født i Island. Men der er meget mere, og måske skulle jeg have vidst det da du lærte at gå i en alder af 10 måneder. Du var lidt hurtigere end drengene. Lige siden har du bevæget dig, og dine egne danse og dine gymnastiktrin kan gøre selv sommerfugle svimle. Dine umiddelbare sværdslag i kampen med dine brødre, får hver gang din far til at smile. Din ubetænksomme bestigning af klatrebjerget i Djurs Sommerland i en alder af 3 år, fik omkringstående mødre til at trække vejret lidt hurtigere. Og du snakker. Snakker, så selv en lærer kan føle sig forpustet. Du snakker, og danser, smiler og slås. Du vil hjælpe med i køkkenet, selv bestemme dit tøj og din mors feministiske tilbøjeligheder og drengepigethed har du smidt ud med badevandet. Dig, og alle dine ting, skal helst være lyserøde som sukker, neglelakken skal sidde fint og i legetøjsforretningen er det hylderne med køkkenmaskiner der er de interessante. Og du giver de bedste krammere. Når du hænger fast om halsen, og bliver hængende i mere end en høfligheds sekund, så ville jeg ønske jeg kunne strække minutterne ud til sekunder. …og hvis man er ekstra heldig får man et kys med på vejen. De dage bliver din far både yngre, rankere og helt særligt glad. Du har fyldt de første fire år godt ud, og jeg glæder mig altid vildt og inderligt til at se dig – du er fars pige, og jeg knuselsker dig til Pluto og tilbage igen Tillykke, krølle.