Og så vinker vi :-)

image

image

Så er vi i gang igen. Vi starter ferien med SG Forårsopvisning, med høj musik og mange mennesker, fra kl. 9:30 til 17:00… Det hører med, når man har idrætsunger. Ikke min yndlings beskæftigelse – her er det Erla iklædt
Madonna-mic og i gang med at varme hele hallen op 🙂

Gæk, gæk, gæk…

Vi modtog nogle MEGET fine gækkebreve i postkassen. De bragte stor glæde! Men vi er endnu ikke helt sikre på hvem det er. Men jeg tror snart vi ringer til en vi kender i Jylland 🙂

Marts mobilMarts mobilMarts mobil

Vi har købt en Makey Makey

Vi har købt denne her:

…og så var far på besøg. Og så gjorde vi det her:

…tror måske jeg køber en Raspberry Pi og et par højttalere og bygger min første analoge digtmaskine.

Design, design, design.

Martins halmhus ligger i en kolonihave i Svendborg. Huset er selvbygget, med mange fine detaljer. Jeg glemte at tage billeder, men f.eks. er stigen op til hemsen et afbarket egetræ, hvor man bruger grenen som stige. Kåre serverede sild og påskeøl og så havde vi to timer sammen der, inden Erla skulle hentes ved toget. Jeg er ikke nået til design endnu. Graden af pikmåling mellem mig og Kåre er kraftigt aftaget, hvis den overhovedet har været der.  Grunden til at jeg og Kåre sad i Martins halmhus, var at Kåre lige ville lade mig høre nogle sange han havde skrevet, så jeg kunne give lidt kritik inden han skulle spille dem på tirsdag, nede på Hansted, til Folk for Folk. Jeg er en røvdårlig kritiker. Særligt efter en påskeøl og en sildemad. Han kunne for min skyld have lavet fluxus-musik med waldhorn og haiku, og jeg ville stadig have klappet begejstret. Sådan er jeg. Der skal ikke så meget til. Pissegode sange, Kåre. Ingen tvivl. Spørg til side, han kan skrive tekster, manden. det er ret fedt. Anyway. Det var pikmåling vi kom fra. Han skulle lige vise mig noget, hans nyeste bogindkøb: “Makers” af Chris Anderson. Og så var det at jeg gik lidt i stå. Det er 4. gang på under 10 dage, at jeg i meget, meget forskellige sammenhænge har fået kastet det nye design-paradigme efter mig.

1. På mit nuværende PD-Modul ved UCL er dannelsen netop afgået ved døden, og vi er overgået til design-paradigmet, hvor værdinihilisme og prototyping er det nye sort. Jeg kan ikke sige jeg er enig, men jeg kan godt se at produktion som meningsskabende aktivitet for den enkelte giver mening.

2. OE er sammen med 11 andre efterskoler i Danmark gået i gang med at udvikle 9. klasse på landets efterskoler. Det er et stort projekt, koster en del timer og 100.000.- pr skole. Her fik vi  Stanford Design Thinking smidt efter os som overliggende ramme for hele projektet – og som en nutidig forståelsesramme for undervisning.

3. Erla havde et kursus, med byens andre privatskoler. Guess what? Målstyret læring og design i processen undervejs (min fortolkning).

4. Kåre. Som nævnt ovenfor.

Så det er fagre nye tider. Jeg ved ikke lige om jeg er klar til at smide Klafki ud med badevandet og erklære alt for lige gyldigt / ligegyldigt, men jeg synes det rummer potentaler. Miseren er så bare den summative evalueringsform der ligger i folkeskolens afsluttende prøver. De giver ikke så meget plads til “Hvordan har DU så lyst til at redegøre for din viden omkring det moderne gennembrud?”. Well, det skal ikke forhinde mig i at starte www.oelabs.dk op til næste år, som digital legeplads. Vi ser had det bringer med sig.

Dyr snakker, mennesker taler.

Jamen, for søren da. Først bad de mig om at lave en hjemmeside til demokratifestival.dk, så gjrode jeg det. Så bad de mig lave en workshop til det samme arrangement. Så gør jeg det. Så bad de mig om at lave en showcase, i et aftenprogram som også byder på “Det slører stadig” – og dælme om ikke Dennis Buchleitner, Sara Hauge og Emil Nygaard har sagt “ja” alle tre. Det bliver topgodt og superhyggeligt! …og så er der også lige lidt jazz med Litteratour 2015 og Odense Spoken Word Festival og et nyt gymansie-koncept. Jo, jo. De talte ord bliver ikke glemt, selvom PSFyn nu holder en længere pause i Svendborg og foreningen fremover drives af Odense-folk, med fast base på Teater Momentum…

Så sagde vi kongen var sulten, og soldaten skulle skyde trolden, men at han ikke kunne ramme før han havde fået noget fra den magiske frø, som fik ham til at sigte bedre…

Ungerne er 8, 10 og 12 år. Der er vel groft sagt kun tre år tilbage, hvor vi kan være sammen synkront og have det sjovt. Om tre år flyver Máni mod en efterskole og så gymnasieliv og hvad deraf følger. Og ungerne er nu så store at de er superdejlige at rejse med, de kan klare alting seng og Óliver og Röskva har ihvertfald stadig den højt skattede evne at kunne blive begejstrede. Så det er vel nu vi skal se at komme ud af røret og få set lidt af verden…

…hvilket var lidt samme grund til at jeg tog dem ind for at se Fyrtøjet, for lige om lidt så er de for store. Erla havde taget Máni med til Hamburg, sammen med Ane og Alma på storebørnstur, så far og de to små var hjemme. Vi udnyttede chancen og drønede ind til H.C. Andersen museet, for at kaste os ombord i forklædningerne. For mig var der tale om enten en-virkelig-kedelig-forlystelse eller all-in. Fyrtøjet er som sådan bare nogle kulisser og så en hulens masse udklædningstøj. Så enten kan man så gå rundt og smile og sige sikke en fin hat og kigge efter en kaffeautomat og sige nej i museumsbutikken og kigge på uret efter hvornår de der museumsansatte har tænkt sig at komme og underholde ens unger så man kan få det med og så se at komme hjemad efter man har spist sin lunke krydderbolle med leverpostej – eller man kan italesætte aktantmodellen, spørge om voksne også må blive malet i hovedet og så ellers give den gas i tre timer med 3 x egne eventyr. Det var faktisk sjovt. Og de andre voksne så sig vist nødet til enten at tage tidligt hjem eller trække i udklædningstøjet. Fnis. Efter vi var kommet hjem, gik Röskva igang med at lave legofilmsudgaver af vores eventyr, og så fik den lørdag jo hurtigt ben at gå på… Det er vel det som visse eksperter i familien kalder for “hygge”.

På besøg i fyrtøjet...På besøg i fyrtøjet...På besøg i fyrtøjet...På besøg i fyrtøjet...På besøg i fyrtøjet...

Flipped learning forude?

I traditionel underisning er der mest støtte og hjælp, i det rum hvor der oftest er den laveste kognitive belastning…

Læring er i dag en hyperkompleks konstruktion, hvor al viden kan opfattes som fragmenter, der bliver sammensat af det enkelte menneske ud fra divergerende synsvinkler…

Multimodalitet og flerstemmighed er ikke noget nyt i forhold til perception, men elevens reflektion i mødet med kulturens multimodale artefakter skal bringes ud af den tavse videns mørke…

Alle fortællinger er, uagtet modalitet, spatiale.

Ludisk reduktion kan skabe spor i det rum vi normalt kalder avantgarde, med der er snarere tale om en spildeterminsime i Das Beckwerk.

Der er en gevinst i at tænke det ludiske, det litterære og det filmiske i en nysgerrig åbning ned mod et transcendentalt grundlag, som på én gang er frugtbart og udfordrende. Questing og gamerules og choke-points kan bruges som murbrækkere i arbejdet med det forsnævrede, litterære rum…

Mit nye PD-Modul i Fortællinger og genrer (under medier og kommunikation), viser sig at have bid alligevel. Dejligt.