Den sidste

I aften strikkede jeg en trøje færdig. Jeg begyndte på den da jeg boede på Møn. Jeg havde strikket en trøje til Máni, men strikkede den i størrelse 6 år, fordi jeg troede aldrig at jeg ville have den færdig før… 🙂 Så besluttede jeg mig for at strikke en til, samme model, men en størrelse mindre. Den er så færdig nu. Og nu strikker jeg ikke mere. Det bliver bare ikke pænt nok. Men…. lad os se om jeg kan overholde det…. man kan også blive træt af at tale i telefon, læse og se tv. 🙂 ha ha.

Og så billeder af den feber-ramte “skole” dreng og vores hjemme kontor i tirsdags.

Da jeg så hentede ham i børnehave om onsdagen fandt han to smukke sten til mig og far. Ja mor, I skal have noget fint, fordi I er hjemme med mig når jeg har feber. Så vil jeg give jer noget. …… snøft 🙂

God nat.

Sommerens kim

Morgenluften vejrer mit ansigt
kroppen tændes
mens pedalerne
sløvt træder på mine fødder
stien gennem parken
svinger livligt
i samme stive buer som altid
Mellem vinterens brune
efterladenskaber
knopskyder sommerens sødme
nogen kønnere end andre
visse med pigge
andre med fnuglette dun
Liggende, siddende, vågnendce
blandt parkens officielle buske
gryr dagene også over dem
Med iPods i ørene
Sneakers under føderne
og fremtiderne for sig
Islandske teenagere
I sommerjob for kommunen

At Rainbows End


Goth chicks og ranglede, blege brillebærere stod side om hofte mellem action figurer, dvd’er, tegneserier og paperbacks. Den lokale udgave af Faraos Cigarer er fundet. Nexus i Reykjavik. Og alene på bogpriserne kan man spare ca. 600 ISK i forhold til priserne i de almene boglader i byen. For år tilbage fik jeg min første Vernor Vinge bog, “A fire upon the deep”. Og jeg har kun gode minder om den. 7 år senere har han nu udgivet “Rainbows End”. Han er desværre ikke længere så langt ude i fremtiden som i hans første bøger, men har istedet skrevet en novelle om en nær fremtid i San Diego. Bogens fortælling drejer sig mest om en mand som er kommet tilbage fra kraftig Alzheimer og som nu skal orientere sig i en tid han ikke før har kendt, samt leve med sin nu voksne søn og svigerdatter. Han har tabt sine evner som poet, men bliver lovet at få dem igen hvis han hjælper med at stoppe USA’s efterretningstjeneste i at bruge en teknologi som gør at folk blindt gør hvad de siger. Den mission ændrer selvfølgelig både ham og hans forhold til familien. Vernor Vinge gør et lidt for stort nummer ud af at vi alle sammen i fremtiden har smarte kontaktlinser, som ved hjælp af nerveimpulser og omnipræsent trådløst net gør det muligt at lægge virtuelle lag oven på den virkelige perception af verden. Disse audio-visuelle lag er naturtro og kan bruges til hvad som helst. Istedet for et fortællemæssigt crescendo omkring USA og missionen, fortaber han sig i et virtuelt virkelighedsflip, som måske nok er billedskabende og på sin vis underholdende, men som gør at bogen føles uafklaret og med løse ender. Ikke desto mindre et forholdsvist troværdigt bud på verden om 50 år – når google er kommet med deres styresystem og Synoptik har kontaktlinser med indbygget antivirus på udsalg. Og nu har jeg så lyst til at gå igang med Jim Butcher, alene fordi nørderne i Nexus omtalte ham. Men jeg blev genert da jeg skulle til at købe en bog af ham. Lidt ligesom da man stod med sit første Rapport i hånden og skulle til at betale. Man vidste jo godt det var underlødig litteratur. “Helt ærlig, Kim. hvad ville folk dog ikke tænke hvis de så du havde bøger der handlede om en FBI agent med magiske evner – og så af en forfatter der hedder Jim Butcher.” Næh, du. Op med Don Delillo, Kafka og John Steinbeck – så kan alle vores gæster, som jo altid kigger vores boghylder grundigt igennem, jo se at vi ikke er så snotdumme som vi læser ud til. Denne Emma gadske forlegenhed kan jo i og for sig ikke bruges til noget. Og det er jo okay at indrømme man har set en film om en mand der kan skyde med spindelvæv. Men at sige man læser lægeromaner elller tryllebøger er sådan lidt, ja, pinligt. Well, fuck it. Jeg gik på biblo og lånte mig det nye Wired, to tegneserier, en fotobog og så tre bøger af Jim Butcher. Det er jo bilioteket der har været så pinlige at købe dem – jeg låner dem bare 😉 Nå, ungerne er kommet – jeg er vikar for en islandsk børnehaveklasse i 4 dage. Det er ret hyggeligt. Vi ses…

PS: Måske onde Micros$oft alligevel har noget spændende at byde på i fremtiden.

Øl

Hej med jer

Nu er Máni og jeg hjemme, han med lidt feber, men har det meget bedre i dag end i går, så den står nok på børnehave i morgen. Udover at jeg blev nødt til at rette eksamener, ringe lidt og maile lidt, har vi hygget os sammen. Vi har lavet flotte perlestjerner og hjerter og Máni har lavet meget i sin “skolebog”.  Han har fået en børnehaveklassebog, som han synes er meget spændende, skriver, farver, klipper og limer. Men vi har lige taget os tid til at spise frokost og fordi jeg har ondt i ryggen, har jeg overtalt ham til at kravle i seng og jeg læser en bog for ham. Vejret er godt og vi har lidt lyst til at gå ud, nu må vi se hvad der sker når far og Óliver kommer hjem. Men jeg vil lige skrive en herlig samtale vi havde. Jeg havde ellers forventet at den ville vente nogen år, men sådan kan det gå…

Máni: mor, må du ikke drikke øl?

Erla: ikke, når jeg har barn i maven, men ellers må jeg godt. Børn må ikke drikke øl.

Máni: Far må godt drikke øl.

Erla: ja, det må han.

Máni:  Jeg må drikke øl, når jeg bliver 16.

Erla: Neeeeej, måske når du bliver 18.

Máni: Men far er da 16.

Erla: nej, han er 30.

Máni: må man godt drikke øl, når man er 30?

Erla: Ja, fordi så er man voksen.

…..osv.

Tillykke, kære studenter!

Bred jeres vinger ud og omfavn verden, det er nu tiden er kommet for at svæve ud og plukke frugten af ungdommens sødemulde træer. Tak for gode tider gennem 7 år – det har været sjovt at følge jer begge to fra at være Erlas to småforvirrede lillebrødre i henholdsvis Hvidovre og Reykjavik, til nu at se to unge mænd klar til at drage ud i verden. God kamp og tusind tak for en fed weekend…

Knus, Kim.

Blogged with Flock

Søndags video til Liva. Kutaci 1

Vær så god Liva. Tjekkisk rågriner, direkte fra de islandske mediers arkiv – de har film blev vist i Islandsk fjersyn da din tante var ung, og dine fætre synes de er ret sjove…

…og hvis mor eller far vil se lidt film, så har jeg lige fået øje på den nye internet-trend med streaming af film og tv-shows i fuld længde…

Artikel Fra Wall Street Journal om fænomenet

http://www.watchnewfilms.com
http://www.alluc.org
http://peekvid.com
http://www.veoh.com

Kognitiv dissonans eller Strictly Ballroom i en familiær tid

Rørende gal på en lørdag. Vel at mærke på en lørdag efter en lang uge. Og vel at mærke på en lørdag hvor solen står højt og der venter god mad og studenterfest om føje timer. Hvordan kan det være muligt?

Dis
Alderen tynger. Torsdag var en aften med tilbud om koncert med fire islandske bans – Motion Boys, FM Belfast, kanikkehuskenavnet og detsikkertligegyldigeband. På MySpace lød de som nogen af frontløberne i den nuværende Electro bølge, med bands som The Knife som anførere. Godt setup. Men jeg sagde nej. Og det var svært. For så kunne jeg jo ikke, troværdigt, skrive om det på bloggen. Og jeg kunne ikke vise svigerfamiliens unge medlemmer at der stadig var spræl i danskeren. Min værdighed som urban festabe måtte bukke under for fakta; jeg var træt, vinden var hård og kold på cykel og jeg skulle op og undervise 1. klasse hele næste dag. Fredag ringede Thorbørn. Og jeg sagde nej. Til et par øl med Christian. Ikke på grund af selskabet – Christian minder endda lidt om JeanMarcus når han folder sig ud i sit gode hjørne. Og Thorbjørn er altid god for et par strøtanker og et par strøøl tilegnet projektet “Island som tilflytter”. Igen begik fesaben harakiri. Denne gang med en sabel anført af fredagstræthed og viden om at morgendagen bød på “MánisAfslutningsfestMedGymnastikholdet” og “IngvarFreyrBliverStudent”. Begge dele vægtige begivenheder som altid medfører en tur ind i udklædningsskabet, for at lede efter udklædningen som “StoltOgDeltagendeFamiliefar” og “FriskOgEngageretSvigersøn”. Festaben bukkede under, med en viden om at den pondus som en enkelt bytur ville have givet selvet nu var mistet og derfor ikke kun bruges til at komme igennem weekendens obligatoriske studenterfester. Lørdag. Máni og Óliver giver den alt hvad de har. Begivenheden kan findes under bogstavet L. Lortemorgen. Råb, skrig, uenighed, modvilje – godt og grundigt på tværs. Ikke så godt når det bliver iblandet en afholdt abes nylige dobbelte selvmord. Så er det godt vi skal til gymnastik. Så er det knap så godt jeg har læst forkert på sedlen og afslutningsfesten først starter en time senere. Aaaagh! Solen banker ned på de islandske fodboldbaners plasticgræs. Duften af grill breder sig. Og der er en time forude uden program for den lille familie af tidsslaver.

Sonans
Efter en uge med meget vikararbejde er der nu endelig weekend. Foråret er kommet til Island. Og familiære anliggender byder på to fester. Jeg har bagt rugbrød til den Veisteinns fest og vi har været ude at se på gaver. Væk fra hverdagens trivialiteter og folk til at tage sig af vores kære guldklumper. Selv Joakim Von And trænger til ferie fra pengetanken indimellem. Og heldigvis har jeg været så fornuftig at sige nej tak til ugens tilbud af byture, så jeg kan mønstre lidt overskud til ungerne og kvinden i mit liv. Tømmermænd begynder mere og mere at minde om tidsspilde. Eller sagt på en anden måde; der skal noget særligt til før sengetiden bliver efter 01:00. Så jeg er udsovet og klar til gode tider, gode mennesker og god mad. Problemet er bare at jeg er møgknotten. Og jeg ved hvorfor. Og jeg ved også godt at denne grund, eller disse grunde, vil blive erklæret ugyldig ved den almenmenneskelige domstol. Set udefra er jeg jo en værre barnerøv hvis jeg er sur i dag. Det ved jeg godt. Så det er jeg ikke – for jeg har lige drukket en hel kande kaffe. Men, inden jeg glad og fro afslutter posten her og går ud og leger med Máni og Marcus, så vil jeg bare lige have lov til at pointere at selvmorderiske, barnlige festaber skal have lov og plads til at være sure – også selv om vi oftest bliver det på meget upassende tidspunkter og grund af højest mærkværdige grundlag. Vi ved godt. Men det siger vi ikke til nogen. Og så længe I indimellem leger at I er forstående overfor vores barnlige surhed, så går det. Den bedste kur mod os? Tag lidt pis på os, find spejlet frem, ab efter – så seriøse er vores anfald heller ikke…