…blogbogstaver fra det sydfynske
En film om Mánis bedstefars barndom – Borghildurs mand, Sveinn. Vildt at det er foregået i denne generation… Måske skal vi derop her til sommer, jeg var der selv for ca. 10 år siden.
Life at Drangar from Kai Nedden on Vimeo.
- 2 kommentarer til Life at DrangarHvis man skal højne kvaliteten af sine blogindlæg, så ville det sikkert være en god idé at blogge lidt oftere. Ellers bliver det hele jo bare sådan en kedelig omgang opremsning som nedenfor. Om jeg så vil gøre det? Det ved jeg ikke, men man kunne da prøve. Sommerferien er startet, og indtil videre bruges tiden på at ordne hus, købe bil, læse “Mount København” og “Ud at stjæle heste.” I år bliver endnu en omgang Tour De Danmark og Island. Det er da en skøn luksus at blive inviteret rundt, men næste år tror jeg nu nok vi dribler alene sydpå for at få lidt kvalitetstid sammen med ungerne og hinanden 😉
Kære blogbog…
Når sommervarmen slår ned, så er det hedligvis jo ikke så tit vi opdaterer. På den anden side, så er det måske lidt formålsløst at skrive dette her, da fruen jo dog er meget flink til at overholde hendes søndagsblogging. Nuvel. Ferien er nu startet. Det var et hektisk løb mod mål til sidst. Personligt var jeg jo ret nervøs for min kære 10. klasse og deres eksamen, da det jo på sin vis også er læreren der skal måles og vejes en smule. Snittet endte på 7,4, hvilket er en del bedre en landsgennemsnittet, så det var jo skønt. Og der var ingen elever der dumpede – omend nogen dog havde røven ret tæt på vandskorpen. Dernæst var det dimmissionstalen der lurede. Og jo, jeg flottede mig, og var den eneste der mødte op i shorts. Fin start. Dernæst havde jeg så forberedt en tale som indbefattede hip-hop tøj med hængerøv, brug af pladspiller og blingbling, samt cap. Og da jeg så de andre stille sig op i deres jakkesæt og holde en velskrevet tale, så vidste jeg jo godt at jeg blev nødt til at gå linen ud, hvis det skulle holde vand. Well, man lærer vel at leve med sig selv på et tidspunkt. Og som farvelhilsen til 5. klasse, så ofrede vi os jo også, og indvilligede i at overnatte med dem på skolen. Det var en hyggelig aften og en hård nat – de sidste unger blev smidt i seng kl. 04:30. Mein Gott, men det vidste vi jo godt. Men hvis der er hektisk på arbejdet, så er det jo godt man også har travlt derhjemme. I Ólivers børnehave var der det traditionsrige sommercirkus, med medbragt mad, bålhygge, snobrød, flødebollemaskine, dåsekast os så videre. På Mánis skole var der for første gang Sankt Hans aften, hvor Máni og jeg spenderede en søndag i skoven med at samle træ til bålet, sammen med andre forældre fra skolen. Det var en god tradition vi fik startet der – og det blev en supervellykket aften. Så nu sidder man her, på fode igen efter sommerafslutning i fredags og venter spændt på hente sin bil…
Þá er sunnudagskvöld. þetta er búin að vera mjög viðburðarrík helgi hjá fjölskyldunni minni á Íslandi og þá er nú alltaf hálf fúlt að sitja hér, þó það sé auðvitað gott og blessað að vera með ykkur í anda. Við áttum að fara til Köben í garðveislu á föstudaginn, en henni var frestað sökum rigningar, svo ákváðum að chilla 😉 Fórum í sund í gærmorgun, þar sem Máni hitti bekkjarsystur sína, fór með henni heim að leika – þau hjóluðu um hverfið með nokkrum öðrum úr bekknum og hann endaði með að gista og vera í allan dag. Við komum svo öll fjölskyldan að ná í hann, því það var huggudgagur fyrir foreldraráðið einmitt hjá þessari fjölskyldu. Óliver fór að leika við Asger eftir sundið og Asger endaði með því að gista hér og mamma hans og litli bróðir borðuðu kvöldmat og komu svo með brauð úr bakarínu að sækja gaurinn í morgun. Og nú ætla ég að skríða upp í sófa, vorkenna mér smá, borða popp og fara svo að sofa 🙂 Næsta vika verður á fullu með grillskemmtunum hér og þar og svo kemur mamma jú í lok vikunnar og allir bíða spenntir eftir því :-). Ég tók engar myndir, en svona til að hressa færsluna við birti ég þessa handa ykkur ;-). Góða nótt!
Christina, Erla og Marianne 🙂 (5 km. 28 mínútur og 57 sekúndur) 🙂
Så var de her. De kære 10. klasser. Eleverne der gav mig præmien som årets flab. Eleverne som fortalte Erla at jeg havde råbt “Du giver mig grå hår og lange løg” efter en af dem en dag. Eleverne som mener at fællesbetegnelsen “Pålæg” kun dækker over Hamburryg. 10. klasse er noget ganske særligt. De er store, de forventer at blive talt til i øjenhøjde, de har selv valgt folkeskolen og de er ude over de fleste knaster der følger med hvert et klassetrin. På nær 5. klasse. De er jo altid knastfrie. Men nu var de her til grillaften. Og der blev talt om knallerter, bøffer, drukture og sommerplaner – og ingen lod til at hidse sig synderligt op over mine gentagne forsøg på at tale lidt eksamen. På fredag skal de op – og jeg er da spændt som en bue. Jeg håber de charmer så det larmer og at de klarer det godt. Om jeg vil savne dem? Gu vil jeg så – der bliver lidt stille når de er væk…
Jeg husker endnu da vi købte vores første bil. En sen aften tog vi op til en tankstation i Nordsjælland, alle tre. Máni var en lille dreng på et halvt år vel. Den forudgående research havde blot været prisen. 10.000.- Da vi kommer derop står der tre hærdebrede tyrkere med guldkæder og brede smil. De kunne vel fornemme at jeg var en smule grøn bag ørene. Og mens Erla og Máni så står alene tilbage på en tanstation i Nordsjælland, så tager jeg en prøvetur rundt omkring til diverse hæveautomater for at hæve kontanter nok, sammen med dræbertyrkeren. Jeg tror mit indre kvalitetstjek bestod i at tjekke om bilen kunne køre og standse – og at jeg ikke blev slået ned. Vi købte den uden at blinke. Vi turde ikke andet. Og da vi ikke havde autostol endnu, så forudseende var vi heller ikke, så tog Erla bussen hjem sammen med Máni, mens jeg kørte ud i mørket. En uge senere kom de tre tyrkere så hjem til os og bad mig om at gå med – jeg smilede nervøst, og stak en hobbykniv i lommen. Jo, jeg gjorde. De skulle bare lige tjekke at jeg nu også havde omregistreret den. Og Máni kan stadig huske vores første bil – den hvide Peugeot 306 med Al Queda klistermærke på bagsmækken. Den var fin. Næste model blev mere fornuftig. Her var vi helt oppe i 25.000.- kr. klassen. En sort Opel Astra, st. car. En bil som Erla købte i selskab med “Trucker” – den eneste hårde kriminelle vi har kendt. Sød som sukker, men med overarme på størrelse med kalkuner. Bil var ægte family style. Den tjente os også godt, indtil jeg glemte at fylde vand på den og den sprang i luften på motorvejen i Jylland, mens vi var på vej til familiefest med ungerne. Det er sikkert fordi jeg er computer-nørd at jeg har så meget imod at give ting vand. Det gør selvfølgelig at blomster og biler dør omkring mig, men det er en personlig brist. Kan også have noget at gøre med at jeg blev født ved kejsersnit og at mine bedsteforældre havde svimmingpool, men det holder jeg for mig selv. I Island købte vi så igen bil af en tyrker. Nu hed han Ilhan. Endnu en gang havde vi ingen vidende onkler med, vi havde ikke lavet research, vi købte den bare – hvilket de også var godt gale over. Og endnu en gang var vi fuldt ud tilfredse – den kunne jo køre.
Siden da har vi været på cykel. Og nu er tiden så kommet til igen at se på bil. Og jeg må være ved at blive gammel, Jeg har efterhånden brugt vandpytter af tid på at se på bilzonen.dk, dba.dk, hvorlangtpaaliteren.dk, fdm.dk, bilpriser.dk, bilbasen.dk und so fucking weiter. Og mein gott, hvor jeg dog savner den lidt mere uovervejede del af mig selv. Skal det være st. car, øko-john eller mini-mpv, diesel eller benzin, berlingo, altea, kangoo, doblo, ulysse, zafira, touran eller a2? Heldigvis så har vi ikke uanede mængder af bananer, så måske kan det, for fjerde gang i træk, være med til at indsnævre mulighederne.
Så min yndlingsdame har følgende specs, så er mærket ligemeget:
7 sæder (og nej, Erla er IKKE gravid igen – det er noget med besøgende fra Island)
Fra 2004 og frem
Kører over 16 km/l – gerne på diesel.
Har kørt under 180.000 km.
Gode dyr er rådne – og modtages med kysånd 🙂
Við byrjum bara á síðustu helgi :-). Þá fórum við til Bjerreby i mat til Louise og Frank vina okkar. Fengum góðan mat og krakkarnir voru med svakalega flotta sýningu fyrir okkur í garðinum 😉 Það endaði með því að strákarnir fengu að gista.
Hér er heimatilbúið ródeó.
Og á sunnudeginum lögðum við í ferðalag að hitta Inga í Fredericia. Hér erum við í lestinni.
Og á göngu um bæinn.
Og við fengum íslenskt lamb í kvöldmat og átum á okkur gat – gjörsamlega brilliant.
Svo fór ég í skólaferðalag þriðjudag til fimmtudags. Hér erum við Lise í dómkirkjuturninum í Ribe.
Þegar ég kom heim var Kim búin að plana siglingu og grill með nágrönnunum, svo við fórum til Thurö. (vorum með bíl í láni).
Og í gær fór ég í sumarbústað með Óliver, Röskvu, Mána, Alex (vinur Mána), Signe, Asger og Berthram. Rosa huggulegt. Við skruppum á ströndina og grilluðum svo í bústaðnum.
Fröken smart 🙂
Erla og Signe rétt fyrir miðnætti.
Svo kom bedstefar í heimsókn í dag – húrra 🙂 allir glaðir að sjá hann.
Og annars er sumarið að koma í garðinn. Og sko… jarðaberin mín 🙂
Jeg tror nok jeg har omtalt Maskinen før. Det lille skæve åndehul i Svendborg. Og nu da Erla var taget til Langeland med alle ungerne, så vidste jeg jo der lå en uforstyrret morgen og ventede på mig. Så jeg ringede til Kåre og Dann, spurgte om de vil med ned og se girafferne. Og det blev en rigtig solid aften. Indslagene varierede fra fælles-loop-madness med publikum og en loopstation over uendelige lysbilledshows til klassisk singer-songwriter setups med både violin og klokkespil. Og så lidt poesi fra drengene – Dann og jeg fik endda lavet duet, han med poesi og jeg på bluesklaver i baggrunden. Det funkede hæderligt. Efterhånden som aftenen rullede sig fremad, så blev det uundgåeligt at det hele ville ende i åben mikrofyn multijam, hvilket efter en halv times galskab blev afløst af White Stripes´ Doorbell og et fyldt dansegulv. Det var lækkert og en foreteelse der tåler gentagelse. Mon ikke Lars Linnet kigger forbi engang? Morgenens timer blev brugt på at få huset til at ligne et helt andet hus, og så overraskede Lars glædeligt ved at kigge forbi til lidt aftensmad og putte-unger hygge.
