Gleðilegt ár

Langar að óska ykkur öllum gleðilegs og gæfuríks árs. Kærar þakkir fyrir allt gamalt og gott 🙂

Vonandi verður áramótaskaupið gott í ár. 

Við höfum haft gesti í morgunmat og núna eru nokkrir klukkutímar þar til kvöld gestirnir koma. Best að viðra og svæfa liðið, er það ekki?

Verð alltaf örlítið “hrærð” á gamlárs  – hugsa um árið sem er liðið og óska mér að 2009 verði lykkebringende. Við erum ótrúlega heppin í þessu lífi. Takk fyrir það. 

Njótið kvöldsins. Erla

Det Krasser i Provinsen

I følge ordbog over det danske sprog er provinsen alt det der er uden for hovedstaden. Og derfor er det, så længe man ikke bor der, en særlig glæde at varme sig ved hovmodets bål og abonnere på blogs som “Afskaf Provinsen” og nærlæse alle artikler der i deres grundholdning insinuerer at alle provinsboere i deres åndlige armod vælger at give udtryk for deres hovedstadsmisundelse ved at give det socialdemokratiske København en politisk fuckfinger og stemme på Pia K.
Hvis man læste nogle af de interviews der fulgte i kølvandet på “Frygtelig Lykkelig”, var det den samme smøre der gik igen. Her var det så bare Tønder det gik ud over – byen hvor de dyrker incest og folkemusik. Marskens umiskendelige fladhed og vadehavets sorte fugle og tågens tyngde og de lukkede grænsekøbmænd og det tyskdanske sprog og indelukketheden og så meget mere blev set som udtryk for max-højden af EEG amplituden ved landsdelens sammenlagte hjernebølgeudsving. Provinsen er ikke bare et sted. Det er en sindstilstand. Provinsen starter i hovedet. Og hvis vi tager det udsagn for pålydende, så må vi jo i samme åndedrag se bort fra ordbogen over det danske sprog. For jeg har mødt en del skrankepaver og junkier i København der ikke havde meget andet end marsk i hovedet. Jeg har også mødt veluddannede, unge mennesker der i deres selvtilstrækkelige selvforståelse gav udtryk for en ufattelig ensporethed og i deres afmagt overfor gummistøvler, dynejakker, autoværksteder og kaffeborde gav udtryk for et antisocialt og narcissistisk verdensbillede. Så provinsens hoveder findes også på de bonede gulve. Men det vidste vi jo godt. Og vi ved også godt at provinsen fostrer mange store stjerner, måske netop på grund af den vrede som alt for mange kaffeborde, autoværksteder og gummistøvler afføder – en vrede som oftest giver store stjerner i musikanmeldelserne.
Der er bare en ting der irriterer mig. Det irriterer mig når bøsseavisen Politiken promoverer en af deres egne fotografers nye fotobog – og ikke alene bruger webavisen, men også en sektionsforside og et dobbelt opslag – med en svanesang om at “Her er billedet af provinsen.” Bogen hedder “Novemberrejse” og indeholder billeder fra en dag eller to i den nordjyske flække Rubjerg. I sig selv ganske uinteressant. Og billederne er endnu værre. Krass Clement (mage til navn – sådan ville man da aldrig døbe sit barn her i Provinsen) har ellers tidligere lavet interessant fotobøger – og er på livslang ydelse fra kunstrådet. Hans seneste bog, “Et blik over ryggen”, er måske netop en manifestation af Provinsen i hovedstaden. Men når man som Politiken fotograf fået udgivet en bog på Politikens forlag, så bør bogen også bringe noget nyt til torvs, men den viser intet – udover hvor lavt barren er sat i forhold til fotobøger op til juletid. Men på en måde er hele denne Polemik ikke Krass Clements skyld. Hvis han bare havde promoveret sin bog under titlen “Novemberrejse – kedelige billeder fra et kedeligt sted”, så ville alt være i orden. Men det er Carsten Andersen der har skrevet artiklen – en mand som udtaler følgende i et interview om sin seneste bog:

På et tidspunkt besøgt jeg Kazuo Ishiguro, den britisk-japanske forfatter, der skrev den filmatiserede ‘Resten af dagen’, bogen om butleren, der ikke kan finde ud af at sige til husholdersken, at han elsker hende og derfor mister hende. Butleren har total kontrol over sin hverdag og sit arbejde, men livet får han aldrig hold på. Og da han endelig tager sig sammen, er det for sent. Ishiguro sagde dengang, at hvis han så tilbage over sit forfatterskab, handlede det måske ofte om spildte liv, og det er vel risikoen for spildte liv, der ligger som et tema i min roman.

Og det er måske netop angsten for spildte liv (måske hans eget), der gør at han giver den meningsløse bog en mening ved at iklæde den nye klæder. Den bliver set som påstået dokumentation for hans eget billede af Helvede, som det tager sig ud i de endeløse rækker af tågede hverdage i Rubjerg.
Nu tænker I sikkert at grunden til at Kim kæfter op, er at han bliver arrig hver gang nogen påpeger at han bor i provinsen. Godt set, det gør han. Men jeg blev faktisk også tosset over at se hvor meget opmærksomhed Politiken giver sine egne produkter – og især når de stinker. Detr kan jeg ikke rigtig have. Men du kan jo se billederne her og så dømme selv – synes du det er gode fotografier? I forhold til Sobol har han jo ikke sat en skid på spil – han står i sikkerhed af dokumentationen og gør ikke andet end at stå på afstand og dømme. Og tage dårlige billeder. Og bruger endda kun en enkelt dag på det. Det er fanme for tyndt. Det er en ommer, Carsten og Krass.

kultclement_10_27-1_308742ikultclement_9_27-12_308744ikultclement_7_27-12_308743ikultclement_3_27-12_308736i

Til sidst så kan vi jo lige tage et billede fra nutiden – det indgår i et tema om Roadkills – og spørgsmålet er som om fotografen er fra Provinsen eller fra Hovedstaden. I kan stemme ovre til venstre.

Thomas Jessen:
8896-20081224142121

Komin heim húrra

Alltaf gott að koma heim. Þetta var nú samt mjög vel heppnuð ferð 🙂 en núna hefst undirbúningur gamlárskvölds, þar sem við verðum með góða gesti. 🙂

Ekta danskur julefrokost

Strákarnir fengu sérmeðferð 🙂

Moster Kirsten og við mæðgur.

Röskva dýravinur – hundurinn var skelfingu lostin

Heima hjá bedstemor Hella

Komin til bedstefar Lars

með kusine Liva. Litla systirin var því miður lasin.

horft á Shrek á íslensku



Tjek lige den pornostar fra 70erne der lige droppede forbi 🙂



Ebeltoft ved juletid



Vi leger med ler




Louise nyder lidt ro





Ólivers nye hår



Så er man kommet hjem, og trænger bare til lidt fred…

Á Jótlandi

Komin til tengdó í Ebeltoft. Börnin sofnuð og við að springa eftir julefrokost dagsins. Alvöru danskt með síld, kálfasultu, skinku og alles. Ég gleymdi hleðslutækinu mínu, svo það er ekkert hægt að hringja í okkur þessa dagana. Verðum komin til Lars eftir hádegi 28.des. þar sem hann heldur jólaboð fyrir sín börn. 

Og eins og ungarnir mínur voru eitthvað að springa á limminu fyrstu 3 vikurnar í desember eru þau búin að vera yndisleg í fríinu. Kannski þurftu þau bara svona á fríi að halda. 🙂 Allaveganna eru þau alveg frábær. Stóðu sig svona líka vel í jólaboðinu í dag og voru eins og englar. Óliver kallaði að vísu pabba sinn hálfvita í kvöld, og pabbi hans lét hann vinsamlegast vita að svona talaði maður ekki. Þá vitnaði sonurinn í vin sinn í leikskólanum, sem talar svona og þá kom stóri bróðir við sögu og sagði Máni honum að maður talaði ekki svona í okkar fjölskyldu, þar væru aðrar reglur.  

Og svo vorum við að ríma áðan og Röskva elskar pöskva, Máni elskar fáni os.frv. og svo sagði Máni: Óliver elskar bóliver… og þá varð Óliver súr og sagði: Nei ég elska mamma mín. 🙂 

En mikið er ég komin með nóg af svona ferðalögum í bili. Ég á eftir að verða alger leiðindaskjóða sem nennir ekki að fara að heiman. Kannski er kvótin bara búin í bili, enda við búin að druslast um með ungana í 6 ár. Og kannski er það bara allt í lagi, þ.e. að vera heima hjá sér, þangað til að löngunin til ferðalaga springur aftur út :). Segi nú svona. 

Jæja hafið það rosa gott, Erla

Julebrevet a la Kim.

Jeg ved ikke helt hvornår jeg får mig et roligt år. Og jeg ved heller ikke om det er det jeg vil have. I år var afslutningen på en periode, der ligesom min tur til et træskur i USA, har sat et præg på mit verdenssyn og min sjæl som forhåbentlig aldrig forsvinder. Det var to rigtig, rigtig gode år i Island, som både gav mig en start som kunstner, jeg fik lært at læse og tale Islandsk og jeg fik uforglemmelige jeepture i fjeldene, magnifiscente drukture til Airwaves, badet i varme floder, fik venner og familie på besøg og fik også en masse gode islandske venner. Og så var det jo også lærerigt i proffessionsmæssig sammenhæng at se hvordan man underviser unger i et andet land. Der er lidt mere test og Pisa over Island – og det er både godt og skidt. Så flytningen til Danmark har for en meget stor del været gjort med fornuft og voksen omtanke – en del af hjertet og sjælen stadig længes mod det kolde nord. Men her i Svendborg har vi det nu heller ikke så ringe endda (husk nu på jeg er Jyde). Det er godt – og bliver bedre og bedre. Vi havde en fed indflytningssommer med familie og venner der både kom og arbejdede og kastede karma ind i huset til et par fødselsdage. Og min angst for ensomheden i provinsen blev dæmpet af at jeg lige pludselig fik og har succes med en forening der laver Poetry Slam på Fyn. Det er unge folk og fede venues – og projektet vokser og vokser bare. Rent arbejdsmæssigt er det lidt en kold tyrker i forhold til Island – men den skal snart bygges op igen et nyt sted, så der mulighed for at tænke visionært om fremtiden. Ungerne trives så heldigvis som gale og driver mig ofte til vanvid: Den store er ved at lære nye ord og prøver kræfter med dem a la ”Du skal ikke diskutere far” – den mellemste står viklet ind i sin flyverdragt og får et flip af DAMP-størrelse hvis jeg så meget som overvejer at hjælpe ham (KAN SELV, FAR!) – mens den lille vil vise at piger er tidligere udviklet end drenge og derfor frejdigt kravler op på ting og hoppesynger, selv om hun ikke er meget mere end et år. Grrrreat! Der er knald på fra 7-morgen til 8-aften, men det er også tit de samme unger der får os til at grine, og som heldigvis stadig syned det er sjovt at danse med far og mor inde i stuen. Huset er vi meget glade for og det er også nogle gode venner vi er flyttet efter – Frank, Louise, Ane og Andreas er alle rummelige og humoristiske folk med livlige unger, så den del af ligningen er blevet fint løst. I år 2009 har vi indtil nu ikke så meget på programmet. Eller, det passer så ikke helt – januar er fek.s. allerede booket op med besøg. Men huset skal – måske – have lavet havedør fra køkkenet, ny græsplæne og bålplads. Jeg skal have lavet mit undervisningsmateriale færdigt. Vi skal til Island, hvor jeg har en fernisering i Juli. Og Frank og jeg begynder forhåbentlig også at lave noget kreativ sparring, ligesom i gamle dage. Og som altid så regner vi jo med at få rigeligt med gæster der vil komme og udnytte gæsteværelset og passe vores børn en enkelt aften. Håber I har det dejligt derude og vi glæder os til at se jer…

Julebrevet i år – det når nok ikke postkasserne…

Et sindssygt år som sædvanligt. Året begyndte i en mærkelig med dog hyggelig lejlighed i Reykjavík. Med i pakken fik vi en have, nogle rigtig gode naboer og en masse legepladser. En rar tid. Máni gik til fodbold og brødrene prøvede kræfter med gymnastik. Den ene med mere succes end den anden J. Vi var en masse sammen med familien og vennerne og måske især fordi vi vidste at nu skulle vi til at forlade landet igen. Det første halve år bød på: barsel i sne og storm og så tilbage på mit job på Réttarholtsskóli, hvor jeg var super glad for at være lærer, et par ture til Danmark for at finde hus og siden job, ture med familien, pakning i container og andet godt. Afslutningen på Island, var så sjovt nok en tur til Kroatien med storfamilien, hvor far inviterede os fordi han fyldte 60 år.

Så begyndte vi næste kapitel i vores liv. Og nej – nu skal jeg ikke flytte igen. Og forhåbentlig ikke skifte job. Vi er havnede et rigtigt godt sted og efter en skør sommer, med Kim der styrtede rundt og var super effektiv og jeg der styrtede rundt og var super mor, så var det fint at komme til hverdagstid. Vi har været super heldige at have vores gode venner Ane, Andreas, Frank og Louise her omkring os og det betyder meget. Máni begyndte i skole på Nordre skole i børnhehaveklasse, Óliver begyndte i børnehave (hvor han skulle lære at tale dansk) og Røskva skulle i dagpleje for første gang i sit liv. Nåh – ja så skulle Kim og jeg også begynde nye jobs. SÅDAN gør man det. Men vi er efterhånden ved at falde godt til. Máni er glad for at gå i skole, Óliver taler et meget charmerende indvandrerdansk og Røskva er nogle gange ved at drive sin dagplejemor til vanvid. Igen har vi været super heldige med naboer, så drengene har gode legekammerater lige rundt om hjørnet. Jeg er meget glad for mit arbejde på Haahrs skole, har nogle rigtig søde kollegaer og er faldet super godt til på lærerværelset. Og jo eleverne er faktisk også søde. J Og hvad har jeg ellers gang i? Har taget et iværksætterkursus, er begyndt til fitness, er med i en bogklub, læser en masse, og kommer lidt ud med kollegaerne en gang imellem, har været en del i biffen og vi har haft de første 50 gæster i huset. Så vi keder os i hvert fald ikke.

Jeg håber 2009 står på ro og fred. Men vi får se J.

Jólabréfið í ár – sem aldrei kemst í póst :)

Kæra fjölskylda, vinir og sálufélagar.

Þá er aftur komið að því að líta yfir farin veg. Enn eitt brjálað ár liðið í lífi pólsku sirkusfjölskyldunnar. 2008 var gott ár, en einnig ár umbreytinganna. Við hófum árið í Hæðargarði í svolítið sérstakri en þó hlýlegri íbúð. Með í kaupið fengum við frábæra nágranna, garð og fullt af rólóum. Máni fór líka að æfa fótbolta með Val og bræðurnir gerðu það líka gott í leikfimitímum. Óliver þurfti þó á sérstakri handlagni móður sinnar að halda til yfirhöfuð að finnast það vera góð hugmynd að vera að taka þátt í svona hópleikjum J. Óliver varð 4 ára og héldum við fínasta afmæli í Fossvogsdalnum. Við Röskva vorum heimavið fram til 1.mars, þar sem við Kim skiptum um hlutverk og ég fór aftur í Réttó. Með vorinu hófust ferðalögin. Við fórum í fjölskylduferð á Laugar í Sælingsdal með Akranesfólkinu, þar sem við áttum ógleymanlegar stundir með öllu liðinu. Þegar við vorum búin að pakka öllu okkar hafurtaski í gám, lá leiðin til Króatíu í 14 daga frí með Ekrusmáragenginu. Brilliant að detta í svona sumarfrí.

Og svo hófst nýjasti kaflinn í lífi okkar. Svendborg.

Eftir sumarið þar sem Kim vann eins og óður í húsinu og ég var óð móðir með alla mína unga – var gott að komast í hversdagsleikann og komast í vinnuna. 🙂

Og Máni varð 6 ára og Röskva 1 árs.

Ég er svakalega ánægð í minni vinnu, í Haahrs skole hér örstutt frá heimili okkar. Máni byrjaði í hverfisskólanum hér og er mjög glaður í skólanum. Hann stendur sig vel, er prúður og hlíðinn og ábyrgðarfullur. (Í skólanum þ.e. ). Óliver byrjaði í dönskum leikskóla og er núna farin að tala þessa fínu innflytjenda dönsku J. Röskvu var hent til dagmömmu og gekk það vonum framar. Kim er að kenna í Thurö skole, einnig í hjólafæri og er sæmilega sáttur við það. Við eigum ekki bíl eins og er og förum allra okkar ferða á hjólum og gengur það bara vel. Svo hversdagurinn er bara í góðum gír.

Við óskum ykkur gleðilegra jóla og farsældar á komandi ári – takk fyrir allt gamalt og gott.