Denne her post har fået ID nummer 1001. Hvilket vil sige at den forrige post egentlig burde have været fejret med gevaldigt humør, da den var post nummer 1000. Lidt ærgeligt at den så hedder ugen fra helvede. Til gengæld fandt jeg så også ud af at det ikke helt passer, for da jeg ville finde min første blogpost på emtekaer.dk, så fandt jeg ud af at systemet ikke havde talt fra post nummer 1 fordi vi har flyttet udbyder, emigreret databser osv. et utal af gange. Så vi udsætter den store fest til den 30. maj 2008. Så er det nemlig 5 år siden jeg skrev den første blog post. Som i al sin enkelhed lød:
Gad vide om det her virker – det elektroniske a4 ark til pludselige indfald…
Og det gjorde det jo så. Vi har haft 7.269 besøg siden december sidste år, et gennemsnit på omkring 50 travle besøgende pr. dag (de bruger kun ca. 1 minut og 32 sekunder på hjemmesiden). Der er blevet skrevet 1423 kommentarer, top-søgeordene til at finde os er på en 1. plads: erla ingvarsdottir, på en 3. plads: kim linnet og på en fin 6. plads: “freelesbian” og 35 % af jer bruger firefox. Men mere om alt dette den 30. maj.
Ellers går det godt. Jeg har min sidste uge på arbejdet og glæder mig til at gå på barsel for første gang i mit liv. Ikke at det bliver den rene afslapning, men jeg glæder mig til at have dage hvor jeg ikke skal have dårlig samvittighed over ikke at have lagt planer. Selv om jeg selvfølgelig har indtil flere små-projekter der skal afvikles (oldefars bord skal laves færdigt, Röskva skal lære at kravle, gå, spise og læse, jeg vil begynde at producere netundervisning og så er der en hushandel og en flytning der skal planlægges).
Den seneste uge er jeg så også blevet opdaget af det islandske undervisningsmateriale forlag og jeg har nu to gange været inde og læse tekster ind til materiale for 10. klasserne her på øen. De gode gamle DAYO-FM dage har givet god træning, og de er ret forhippede på at bruge mig noget mere inden vi tager mod DK. I samme åndedrag udnyttede jeg chancen og viste dem noget materiale jeg selv har flikket sammen omkring brug af musik i danskundervisningen og det lader til at de har lyst til at udgive det næste år. Så det er jo spændende. Og hvor var det dog superfedt at sidde med hørebøffer på igen i et radio/lydstudie. Jeg elsker at lege med lyd. Jeg bliver nødt til at se hvad der er af lokalradio i Svendborg. Så kan jeg farve mit hår sort og sige “Godnat Danmark, hvorend du er…” hver onsdag kl. 01:30 ligesom i de gode gamle dage på Nørrebronx.
Nå, videre bare videre mand….
- Ingen kommentarer til Lyden af 5 år…