Tak for en feeeeed fest, jeppe – og tillykke med de 40
Det årti åbnede du med stil!
Og lidt feststemning fra Lonely Island – de bliver jo ved med at lave de fede videoer…
…my dad ain´t a phone…
Som nogen måske har bemærket, så er der kommet et nyt udseende på bloggen, for lige at pifte den lidt op. Det er sådan lidt “Start-2010″ design, men det er da meget friskt – og læsevenligt for os der er tunghøre på øjnene.
Desuden er der kommet en ny lille aktivitet oppe i højre hjørne – nemlig den fine “Ordmaskine” fra PSfyn, som jeg selv har kodet – og som bliver opdateret med nye ord indimellem. Man må meget gerne skrive fede eksempler OG lister med gode NAVNEORD, TILLÆGSORD og UDSAGNSORD i kommentarboksen. Gerne opdelt i ordklasser og med et ord pr. linie – så kommer de med i næste ombæring.
Eksempel fra ordmaskinen : “Mod clairvoyante healere og forsangere kæmper selv samtalen, dialogen og kærligheden forgæves.” Hmm, gad vide om det passer?
Det står jo lidt i kontrast til Paulus´ kærlighedsevangelium: “Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde … Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind … Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt … Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
Anyway, her er lidt billeder fra dejlige dage med dejlige unger i Ebeltoft:
På cykler for første gang – det gik på trods af brosten
Kalejdeskopværksted (fedt ord) på Glasmuseet
Æblefest, æblepresning, æbledrikning, æblespisning:
Natkirkekoncert:
Jeg håber VIRKELIG at www.nymalt.dk bliver en realitet. Hvis ikke folkeaktierne bliver for dyre, så skal jeg have nogen. Det er den fedeste bygning – og den bedste idé i mange år i Ebeltoft.
Superfedt børneteater. Dejligt univers, råt sprogbrug, dobbelttydigt – og med pølser bagefter
…og et stroll ned af Memory Lane. Lækker frokost på Mols med Mikkel, Toke, Kinge og Astrid.
Og en klassiker – besøget hos Oldemor. Hun så godt ud – og serverede en lækker frokost.
Ovre til højre kan I se lidt nye links. Deriblandt også linket til Erlas nye blog. Hun havde det, forståeligt nok, lidt svært med at blogge og sætte billeder ind på Emtekaer, når jeg nu indimellem bloggede om mit syn på skilsmissen. Hun er et andet sted i sin process, og er måske nok mere klar til at sætte billeder af børn ind og blogge om det forestående venindeliv, end om tabet af en fælles fremtid.
Anyway, jeg synes det er dejligt. For det første fordi jeg nu kan følge lidt med via både ord og billeder i de uger hvor jeg ikke har ungerne, og så også fordi hun har valgt et fint tema på den bedste bloggingplatform der findes – wordpress. Erla skriver på Islandsk – og er vist begyndt at tale islandsk til ungerne når de er på besøg hos hende. Dejligt – lidt mærkeligt at det først kommer nu, men bedre sent end aldrig. Når det kommer til at tale Islandsk ihvertfald. I andre tilfælde der kan selv “for sent” være det samme som “aldrig”, men det er en anden historie.
I denne her uge har der været foruroligende stille. Tiden er gået med arbejde, et bankmøde, et mæglermøde og stille dage i efterårssol. I disse dage, hvor timerne efter kl. 17:00 som oftest blot er fyldt ud med behåret samvær med katten, online tidsfordriv og gentagen oprydning, der tror jeg dagene i Wyoming for mange somre siden kommer mig til gode. Ensomheden er ikke uvelkommen, og mit eget selskab er for det meste udmærket. Som de fleste mænd har jeg det dog bedst ved tosomhed på den lange bane, men lige nu skal der stilles skarpt på de ting som en singletilværelse også kan give. Der kan tidsnok komme ny suppe på bollerne, og tilsyneladende er der masser af kvinder i samme situation som mig.
Men jeg har tænkt sporadisk over kød-statistikken. I skilsmisser er det i 70% af tilfældene kvinden der smutter – og hvis det er manden der smutter, så er det fordi han har fundet en ny. Altså kan fraskilte kvinder se frem til et kødmarked hvor 30% af mændene er single fordi de har været utro, og hvor de resterende 70% har været så kedelig/dumme/fattige/antilyttende/sure/heddetsåmegetkim, er der er en kvinde der er skredet. For mændenes vedkommende bliver kødmarkedet udgjort af 70% kvinder der er umulige at stille tilfreds eller meget svære at høre, og 30% kvinder der var så kedelige at være sammen med, at deres mand fandt en anden. Så er der indimellem også de singler der ikke har været gift og fået børn endnu – og det er der jo nok en fucking grund til. Spændende. Nå, det var et…sidespring
…og bare rolig, så sort og surt ser jeg ikke på fremtiden – dertil findes der for mange søde mennesker lige omkring mig…
Lige nu forsøger jeg at få skrevet to nye numre til vores band inden den næste øver, jeg skal involvere mig til op over begge tindinger i to ugers nonstop musikteater på efterskolen fra uge 45 – og så er der lige Odense SpokenWordFestival i November, de fynske mesterskaber i Poetry Slam 2011 i december og DM til januar i Odense.
Huset sættes til salg nu, og indtil det er solgt (i år 2014 – gid jeg tager fejl…), så vil jeg bruge min tid på at vise mine unger at jeg elsker dem, nyde jobbet, nyde fritiden – og blive bedre til at ringe til de lokale venner… og hvis så livet tilbyder en fristelse undervejs, så må vi se om der er appetit.
Stay real,
Kim.
En kreation af Máni fra fritteren. Supercool, eh?
En almindelig onsdag aften, indfinder der sig i en af de mere kreative provinsbyer et ganske særligt fænomen. For mens Frodegruppen 40 fortjent høster bifald (en titel som “Du ligner noget fra en pejs” er jo respektindgydende) og Høxbroe lukrerer på medie-hype imens han laver ulidelig musik (så er den ukendte Lasse´s musik jo flere alen bedre – men respekt for at Høxbroe rejser så meget rundt og arrangerer, men han tiltaler mig ikke som alfabet), så tumlede tre spokenword / musikfænomener sammen i Svendborg, til en tredobbelt Spokenword koncert. Og selvom publikum kunne tælles på under to kasser øl, så var det en aften der litterært og musikalsk ragede højt op over den rådne banan. Og dette her siger jeg selvfølgelig ikke fordi jeg selv er en del af den kunstneriske konstellation, er morderisk stolt over at være det osv., men udelukkende fordi publikum var så glade bagefter. Og nu kunne onde antropologer måske mene at det blot er fordi dem i Svendborg ikke er bedre vant, men hvad ved de om nogetsomhelst. Aftenen var umiskendeligt en succes, og en fint pejlemærke imod den kommende koncert som snart indtager Odense Spoken Word festival… It´s a dirty job, but someone´s gotta do it…