…fik vi på Bullan, Reykjaviks hemmelige hipsterburgerbar. Med Afi, Amma, søster Solveig og alle ungerne. Derefter hjem til disneyshow – og så til det pis vi hader mest. At sige farvel. Og denne gang en smule sværere, fordi min Óliver bliver heroppe. Kunne jo ikke så godt pakke ham ind i vat og rustning, men måtte istedet pakke mit hjerte ind i samme, og se ham i øjnene og sige “Du er sej, Óliver, det kommer til at blive superfedt.” Ikke et ord om hvor meget jeg kommer til at savne, eller hvor meget hans søster allerede har givet udtryk for at hun synes det er svært og næsten ikke et ord om den angstbyld der selvfølgelig vokser. Islændinge kører jo bil som tosser, naturen sprænger i luften om ørerne på én, i deres skoleklasser hænger der høreværn (og man skal have et “tisse-pas” om halsen, når man skal ud for at tisse i timen), der er gletchere og lava og arrrrgh! Hrmph. Og så bliver han jo bedre til islandsk end mig. Well. Jeg synes nu også vi er nogle gode forældre – at vi siger ok. Men han virker sikker i sin sag – og så er der bare lidt mere islandsk bonderøv i Óliver end i de andre. Heldigvis er der en partner-in-crime, to unger mere, en opgave og et musikteater derhjemme som kan få tiden til at flyve – og masser af andre ting. Og så er det jo også træning til efterskoletiden, når den komemr for Máni. Så nu glæder jeg mig allerede til om tre uger 🙂
