Så er fuglen fløjert fra reden mod de sydlige himmelstrøg. Og ved jo at det hun kommer til at få det hun ønsker, og så håber jeg bare at hun nyder tiden som barnløs kvinde imens… Heroppe har vi været ude i studiet i dag og male lidt og så har jeg endelig bestået den egentlige prøve mht. mit islandske – det lykkedes mig at skændes med en ekspedient og få ret, på islandsk. Det må ligesom være det der viser at man behersker sproget – argumentere og alt muligt. Så jeg slap for at betale 6000 ISK som han sagde – hvortil jeg svarede at det var prisen for at have det man kalder en forretning som har to års garanti. Nemlig. Well, well. Óliver er på vej til Akranes, men jeg har lidt på fornemmelsen at både jeg og Máni kommer til at savne ham for meget, så vi tager nok også til Akranes på torsdag og sover – hvis vi altså må for svigermor 🙂
I går var jeg så til afslutningudstillingen, og i forhold til sidste år hvor udstillingen blev holdt i nogle trendy, men mørke siloer, så var årets museum en bedre oplevelse. De forskellige uddannelsesretninger havde hver deres område og i forhold til sidste år synes jeg blandt andet at de grafiske designere var lidt længere fremme i skoene… Men som forudset, så var der som altid også de obligatoriske islandske idéer omkring uld, bjerge og neon. Det er åbenbart uundgåeligt at gå igennem den periode som kunstner heroppe…
ARKITEKTUR
Gik fra det kedelige, overdimensionerede parcelhus:
…over til det lidt mere vovede, med niveauer og materialeskift…
..til de mere interessante, organiske former:
TØJDESIGN:
Ikke noget videre at byde på – mindede lidt om fejlslagne forsøg på at modernisere punk og dunjakker:
PRODUKTDESIGN:
Her var der straks lidt federe ting at komme efter…
De her organiske smykker fik mig til at tænke på Vertical Farming, som jeg synes er ret interessant og som jeg nærer store håb for.
Så er jeg jo også en sucker for lampe design, og idéen med et gulvmonteret spot der lyser op i en løsthængende reflektor er måske ikke ny, men de fleste der bruger den funktionalitet ender altid i et eller andet overforbrug af chrom eller noget der ligener en blanding mellem Sydneys Operahus og en italiensk scooter. Her har de i stedet brugt en moderne lampeskærm – noget der får det til at lykkedes lidt bedre:
Lidt i samme boldgade var der plastickælke i Philip Starck dimensioner, men med oldschool formsprog:
GRAFISK DESIGN:
Fra den fuldstændigt idéforladte narcissisme:
Pengesedler med portræt:
…over den sædvanlige islandske skamridning af historisk folklore…
Runer med rust:
…til gennearbejdet udtryk, gennemsyret af overvejelser og kvalitet:
Fonten “Autokrat”:
Lidt mere spændende medicinindpakning:
MALER / KUNST:
En lidt blandet landhandel, men bedre end sidste år.
Uld, du kære uld:
Ret flotte og interessante optiske værker:
Træ:
Når der nu ikke er Palmer, må man bygge dem selv:
“Hvis ikke starten er god, så er det lige meget hvad man gør for at rette op – det vil altid være noget møg…” – Kunstnerens egen forklaring:
Kom bare, afrikanere – vand har vi nok af:
…neon…
…se mig se mig se mig….
…og så alt det man ligesom bare gik forbi…
Men, ret skal være ret. Jeg ville stadig gerne have leget med ler og farver i fire år. Det kunne da have været hyggeligt. Og ligesom inde for alle andre professioner, så bliver gallerierne jo nødt til at lægge vægt på at de kunstnere de udstiller er uddannede – derfor ville jeg gerne have haft papiret. Jeg håber bare på et tidspunkt at der vil ske det for kunst- og bogverdenen som også er sket for musikverdenen – nemlig at det bliver cool og trendy at udgive sine ting selv og man ikke partout skal have Gyldendal eller fire års uddannelse stemplet i nakken, før medier og andre accepterer det man laver som gyldigt kulturprodukt. Men indtil revolutionen kommer, så må man jo bare spænde faldskærmen og hoppe først…
- Ingen kommentarer til Billeder fra Listaháskolins afslutningsudstilling 2008…