Det er næsten umuligt for mig at se Livas dejlige konfirmation som mit tidligere jeg. Dengang vidste jeg ikke at jeg kun var fire dage fra katastrofen. Men jeg vil prøve. Fordi dagen, livet og håbet den dag i maj fyldte præcis som det skulle. Jeg kan huske det var en smuk dag. Vi havde glædet os helt vildt. Sad i Holger i vores fineste puds og så på alle de konfirmander der nu gik omkring på Vesterbro. Det var den lokale by-kirke som lagde rammerne og der var stuvende fyldt. Liva var smuk. I en enkel, lyseblå kjole med et fin halskæde. Smuk og smilende, sød og nærværende overfor alle sine gæster. Det var dejligt at se hende – og at se Annas side af familien igen.

Lige inden konfirmationen gik igang gik jeg over til min far. Han så ikke ud til at være helt på toppen. Og uanset hvor meget jeg end prøver, kan jeg ikke genkalde mig vores samtale. Det var almindeligheder. Lidt snak om de ben der drillede den gamle, hvor meget det irriterede ham. Og jeg var nok ikke helt i humør til at tale om dårligdom – og konfirmationen var lige ved at starte, men jeg kan heldigvis huske vores afrunding:

“Far. Det skal jo nok gå, vi finder ud af det.” Han tog mig i hånden lidt mere fast end han plejede og kiggede på mig.
“Jo. Men hvis nu ikke det går, så husk på at jeg prøvet at være en god far for jer. Jeg har prøvet at gøre mit bedste.” Jeg tror jeg gav ham et kram og sagde “Det ved jeg godt, far” Og så gik jeg op til Erla og ungerne.

Præsten var fantastisk. Brugte sin talerstol som politisk ølkasse og fik talt om at dele sit brugte konfirmationstøj, mens hun pegede på altertavlerne hvor der stod et MobilePay nummer, så man kunne støtte dagens gode sag. Det var rigtig fint.

Efter kirken gik vi i solen mod Vesterbro og Absalonsgade for at nyde en dag sammen. Vi blev forkælet med kølige dråber i haven, mens konfirmanden og hendes veninder skabte liv omkring sig.

Senere.

Festlokalet i Absalonsgade. Rammen for mange legendariske fester. Og nu en konfirmation. Liva havde fået lov til at vælge mad fra sit yndlings take-out og det nød vi andre også. Derefter gik det slag i slag med taler, sange og gaveoppakning – og netop som man troede at nu skulle festen til at klinge af, så bestemte ungerne, eller de smukke unge mennesker, sig for at der nu skulle leges dåseskjul i gården. Så det gjorde vi. Ud at vælte rundt. Ud at løbe. Ud at skrige og ud at være stille. Var far taget hjem der? Jeg kan ikke huske det. Det tror jeg.

Det var en dejlig dag og vi var både mætte og glade da vi trillede hjemover til Svenneren. Men havde jeg vidst at det var sidste gang jeg så min far, sidste gang at jeg kunne holde om ham og fortælle ham hvor meget jeg elskede ham, så havde jeg nok brugt lidt mere tid på det. Men det vidste jeg ikke, for sådan er livet. Og døden.

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Livas konfirmation

Join the Conversation

2 Comments

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *