Succes og slam starter med s.

Jo. Jeg er ret stolt. For jeg har åbenbart startet noget som var længe tiltrængt. Jeg / vi havde jo ikke ventet det fremmøde, til noget så smalt som Poetry Slam i provinsen. Måske noget i retning af 20 ludere og et par lommetyve. Men vi blev overvældet. Tirsdag aften mødte der over 100 mennesker på Teater Momentum for at se den første semifinale i Poetry Slam – og igår var der så fyldt nede på Hansted i Svendborg, at folk måtte sidde på trapperne under den første runde. Og min dejlige kone lavede en surprise og fik passet ungerne og dukkede op lige før starten 🙂 Det var lækkert. Begge venues var ovenud begejstrede for arrangemntet, poeterne og deres tekster var af høj klasse og publikum var engagerede som dommere og dømte både underholdene (2 gange pi) og fair (4.2 – av, av, av). Der er allerede over 50 der har meldt sig ind i foreningen (jo, vi holdte skam stiftende generalforsamling tirsdag aften, så vi gælder officielt) og jeg er sikker på at finalen i næste måned bliver en fest. Jeg gik selv videre til finalen sammen med 5 andre og så vi se om talentet rækker. Men det var nogen seje drenge der stillede sig frem foran mikrofonen, så hvis ikke det bliver DM, så er det næsten også ok… Så nu skal jeg lige have rettet op på to nætter med sammenlagt 6 timers søvn, have klippet 28 slams og lagt op på YouTube og så relanceret psfyn.dk med nyt design…

Godt så… Vi ses i Holbæk til nogle familiære feriedage.

- 1 kommentar til Succes og slam starter med s.

De voksnes rækker.

I et blændende hvidt lys, gør jeg min blodige ankomst. Stevie Bowie og David Wonder synger i duet, mens lægerne nyder fri hash og sætter manderollen på plads.

I et vræl af præsentation gør jeg mit første indtryk og udtryk, kigger bælgøjet på en verden der er vind og skæv, som satser på laissez faire og vær den du er.

Jeg er lige kommet ud af de voksne sprækker.

Silkejoggingtøj. Lidt for småt. God til at stave – de siger det går rigtig godt. Lilla géle på tube og piger jeg aldrig vil glemme. En første forelskelse der er umulig at tæmme.

Aner ikke hvad jeg skal gøre, laver håndtegn i luften. Kysser min arm og hvisker navne. Men jeg stinker stadig af rynkeby, makrel og leverpostej. Jeg er for barnlig. Det går ikke helt den rigtige vej.

Jeg kan mærke at det er det voksne der trækker.

Antikristne. Århusianere. Et og samme. Hippeforældre. Hjernelamme. Navngivelse er en synd. Navngivelse det er synd. Andre trækker i kjolen, ja til præstens psykedeliske fantasier og får en plads ved Guds side. Os andre, vi må i joggintøjet og lide.

Nonfirmation. Lange taler, sjatter i glas. Ture med onkel. Duft af hash. Jeg orienterer mig pludselig i et virvar af sure øl, cut´n´move, brækklatter og meget meget lidt poesi. Endelig er jeg fri.

Jeg er velkommmen i de voksnes rækker.

Stå ret, soldat. Husk at pudse dine støvler, hvis nu fjenden kommer. Puds din holdning og klip dit hår. Vi er Danmarks stolthed, forsvarer fædrelandet mod kohæsioner, paradokser, allegorier, pleonasmer og alt det andet vi ikke kan forstå. Tænk ikke, bare slå.

Seks måneder i et formørket åndshul. Begravet til halsen i systemer i den jyske muld. Piklængde og kaliber er et og samme. Bøsser er noget vi skyder med og den anden slags er bare for klamme.

Jeg kan mærke at de voksne mine vinger stækker

Himlen og jorden er mit. Nær de tyve kan jeg favne alt. Prøver min første abort – bliver bundet op i læder på et kors. Livet skal smages med alt hvad det har. Bjergene flytter sig, jeg er ild og vand. Jeg er ubevidst. Jeg er. Mand.

Telefonnumre forkastes. Lejere udskiftes også. Køkkenet deles. Uddannelsen startes. Fornyet fart. Alt for billige øl og ditto piger. Der går et år. Så er hun der – kvinden i mit liv. Så er hun der – kvinden i min viv.

Jeg er med et voksen så det rækker.

20 år senere – 20 år i en eskapade af dymanisk stilstand. Ungerne er flyttet hjemmefra. Huset og ægteskabet er gennemrenoveret. Stille. Dryp, dryp, dryp. Suk.

Opvågnende selvrealisering. Tordnende selvfiksering. Højskole. Diplomuddannelse. Fitness og krimier. Fyldt bankbog. Båd. Sommerhus. Jeg er selvtilstrækkelig og på ny endelig fri. En ungdom nummer to, nu med intelligens og uden hæmsko. Ukuelig egoist – jeg er alt andet end trist

I mit ansigt er der voksende sprækker.

Mine knogler bliver lettere. Mine muskler svinder. Mine minder overtager mit udsyn. Plejehjemmets rytme har overtaget min puls og mine tænder skærer gennem stadigt mørere kød og meninger. Nu lukker sig snart mit øje og jeg svæver let mod det høje.

I et blændende hvidt lys, gør jeg min stille afsked. Stevie Wonder og David Bowie synger i duet, mens de private læger nyder fri cash og sætter det offentlige sygehusvæsen på plads.

Jeg i en velvoksen grav mig lægger.

- Ingen kommentarer til De voksnes rækker.

Jeg har! / Har jeg?

Jeg har! / Har jeg?

Græsset er blevet højere
Reoler er blevet farligere
Søvnen er blevet lettere
Far og mor siger jeg har fået værdighed
Beviser er skabt på at jeg har givet min kvinde kærlighed
Alt ses fra en ny højde
I sympati med drægtighden har jeg selv fået ny drøjde
Mit sprog udgøres af enstavelsesord – ga ga gu gu
700.- kr for en sko på størrelse med en abort er ikke ublu
På caféerne sender løse æggestokke mig lange blikke
Tænker at ham der kan rigtig pikke pikke
Hvis jeg døde nu
Ville jeg stadig leve
De næste 18 år er kommet for at blive
Hjertet er vokset med raketfart
Værdierne og ansvaret har længe været parat
Det på tide at falde lidt til ro
Og prøve endelig at være mere end to
Jeg har fået barn
Jeg lugter af bræk
En konto? Nej. Et ovetræk
Har øjne så små som knappenåle
Sex på faste dage
Ikke flere øl, kun svigermor med kaffe og kage
Gu gu ga ga
Teletubbies har invaderet mine drømme
Jeg synes brio-tog er fuldstændigt fantastisk æstetisk kønne
Jeg har fået en holdning til phatalater
Kan blive rørt af tomme sætninger fra Naser Khader
Hun spørger om det skal være silikone, gummi eller latex?
Jeg lyser op. Vi taler om sutter, skat. Ikke sex.
Lort på fingrene. På gulvet. På håndklædet. I bukserne. Alle andre steder end i den ble.
Jeg stirrer tomt ud i luften med en kop te.
De næste 18 år er revet væk.
Mit livs skib er sprunget læk.
Men jeg må hellere tage ansvaret som en rigtig mand
Og nyde kaos mens jeg kan.
Har jeg fået barn?
Endelig slut med møder, a-konto vedligehold og oprydning i fællesrum
Ingen opgang med kanyler og ingen vicevært der siger Kim er dum
Løsrivelse fra en ungdom
Nu er pladsen stor og lommen er tom
Lege gemmeleg med sin kvinde
Endelig tager mere end 10 sekunder at finde
Æbler vokser ikke længere i poser
Kærlighed, kildevand og gratis roser
Plads til at vi alle kan blive større og endda flere
Kun en fantast ville kunne ønske sig mere
Herfra min verden går
Og banken har lovet det er rentrefrit de næste 10 år
Jeg har fået hus
Kutnekker, rundstok, faskine, rørtang, kap geringssav,
Trailercarport, keramisk husnummer, designer postkasse,
Bred klippelængde, multifunktionsstige,
Rank ryg, ingen penge,
Mandighed, arbejde længe,
Tale meget med en dåse i hånden,
Rig på værktøj, men fattig i ånden
Nikke, sige tjooo, såeh deet, skulderklap, snak og minimal handling,
Et billede af fem mænd der står til deres charmes bisætning
Invitere på middag, raclette, fondue, tre-liters vin
Rigtig på med vanten, være voksen og pisse fin fin,
Læse information og ha den liggende fremme
Vi Bor Bedre, har holdning, den er hjemme
Fremtiden lokker med vældig interesse
Skal der nu være riflede brædder til vores terrasse
Har jeg fået hus?
Omgivet af glade poeter kan jeg mærke ordenes stringente tiltrækningskraft
Og at p.s. ligeså godt kunne stå for
Poetiske sælgere, perfide sandheder, pirrende singler, passende syndsforladelse, provokerende satanister, perceptive sjæle, pik suttere, plettede silkelagner, pumpede stjerneatleter, pæne sypiger, prøveløsladte slagtere, pis slubrere, pernitten synkope, poetry slam
Jeg har talt i 3 minutter
Pulsen Stiger, poesien syrer, pointene sættes, poeten stopper.
Har jeg talt i 3 minutter og 10?

- 1 kommentar til Jeg har! / Har jeg?

Sagaen om "Vinduet"

Det startede med at vi kæmpede i en lille måned om at købe huset med nye vinduer. Så fik vi dem. Så fik Troels den perverse ide at ville åbne for et af vinduerne mens han malede – så faldt det ud og gik i tusind stykker. Så ringede vi til firmaet – de sagde undskyld, bad os vente 6 uger og kom så med det forkerte vindue. I deres verdensmandsmanérhed lod de så det forkerte vindue stå. “Det kunne jo være det kunne bruges.” Nej. Det kunne det jo så netop ikke. Og bad os vente 6 uger til. Så i dag sidder Kim og venter kl. 8:15 og trækker på en kollegas godhjertethed. Og så ringer de jyske tosser (slogan: “Vinduer med omtanke”) og siger at der desværre er sket en fejl. Men hvis vi liiiige venter lidt, så vil de prøve at finde vores vindue. Altså, godt nok er jyder langsomme – og det er der mange piger der godt kan li – men helt ærligt, det kan godt både blive for trægt og trælst…

- 1 kommentar til Sagaen om "Vinduet"

Undskyld.

Jeg troede ALDRIG jeg skulle gøre det. Kunstnerisk fallit. Men nu har jeg gjort det. Trykket på “Autofilm” knappen i Windows Movie Maker. Jeg blev bare deprim af at tænke på at nu måtte jeg da snart få lavet en video. Det er virkelig sløjt – og meget voksent, uambitiøst og lallet. Men så igen – man har jo en kvinde, tre børn, en kat, et hus og et job – så tiden til at sidde og lege med Premiere er ligesom ikke helt nem at finde… Så her er – ta da daaaaa – emtekaer.dk´s første (og forhåbentlig sidste) autofilm:

And by the way. For nørderne – Vi har I mange år kun haft én hjemmeside, emtekaer.dk. Men efter det islandske kunsteventyr, så er kimlinnet.dk begyndt at give mening, hjemmesiden psfyn.dk måtte jo også laves, nu når man skulle starte en poetisk forening – og så videre. Og for at prøve lidt forskelligt af, så har emtekaer.dk ligget hos www.one.com, kimlinnet.dk har ligget hos www.surftown.dk og psfyn.dk har været hos www.inmotionhosting.com. Og alt har fungeret fint (på nær hos surftown – de er nogle sløve bananer, også teknisk set). Men da det for det første er lidt dyrt at bruge forskellige udbydere til hvert domæne – og besværligt – så ville jeg samle alle mine websider et enkelt sted. Og jeg er ret sikker på I ikke har kunnet mærke det, men emtekaer.dk ligger nu på en amerikansk server sammen med alle mine andre sider. Alle domæner er inde hos dk-hostmaster blevet sat op til at bruge www.gratisdns.dk som navneserver og så er der gratis oprettet A-Records på alle domænerne inde hos www.gratisdns.dk som peger videre mod www.inmotionhosting.com.

Fordelen? Uendelig plads, uendelig trafik, 6 domæner og en masse andre features. Og en hastighed der slår surftown.dk. Prisen er kun 6.95 USD om måneden for hele pakken, hvilket lige nu svarer til 37 DKK. Det kan næsten ikke gøres meget billigere 🙂 Surftown har godt nok 10 domæner for 48 DKK, men som sagt så var jeg ikke helt tilfreds med dem. Og flytningen af emtekaer.dk og kimlinnet.dk er gået helt smertefrit 🙂 Så tjek www.inmotionhosting.com ud, hvis du vil til at lege med hjemmesider…

- 1 kommentar til Undskyld.

Så tag den da, jeg har alligevel ikke brug for den…

Så. Det var så det – så kan jeg godt sige tak for trippet. Min læge har nemlig i dag givet mig en uge tilbage – så tager han kniven frem. Og gør det af med mig. Godt det samme, for jeg lever i et helvede af smerte, som gør at jeg kun lige med nød og næppe kan holde mig oprejst. Han sagde godt nok at det kun var tåen han ville skære af, men jeg er sikker på at man uden tå slet ikke kan holde balancen, og så vælter jeg garanteret på min cykel på Thurø broen og driver til havs. Men sådan er det med en nedgroet negl – det koster dyrt. Men heldigvis har lægen her i den Sidste Uge givet mig en blanding af funtex og morfin kaldet penicllin, så jeg kan gå rundt i en medicin rus og være glad i låget. Ikke at det særligt opsigtsvækkende, min far hælder jo gigt-piller i hele familien så snart de hoster, så det der med alternativ virkelighedsopfattelse og sjove farver er man jo vant til. Men jeg ville bare lige sige det, fordi jeg noget så frygteligt ondt af mig selv. Og også lidt ondt af min familie, fordi jeg den de seneste dage har opført mig som en pansergeneral med migræne – og hvis der blevet stillet spørgsmål ved min uudholdelige opførsel har jeg med fråde om munden råbt: “PRØV DU AT HAVE MEGET ONDT I STORETÅEN – SÅ VILLE DU NOK OGSÅ VÆRE URIMELIGT KNOTTEN OG HALTE. NÅ. SÅ!”. Men en uge på piller, en dødsensfarlig operation og så et par dage med moderne og sexy, sexy forbinding, så burde jeg være til at holde ud igen…

Jammer og klage, Kim.

- 7 kommentarer til Så tag den da, jeg har alligevel ikke brug for den…

Kommer I ikke herned?

Ikke fordi vi er ensommme, men da jeg cyklede 46 km i går gennem Svendborg, så var der altså maaaange huse til salg i nærheden 🙂 Og det kunne da være hyggeligt… Her er tre under 1.5 mil, som ligger under 400 meter fra vores hus:

150 meter fra vores hus, 1.4 millioner, udbetaling 70.000

300 meter fra vores hus, 1.4 millioner, udbetaling 70.000

25 meter fra vores hus, 825.000 DKK, udbetaling 45.000

- 2 kommentarer til Kommer I ikke herned?