Måned: september 2007

Så er det weekend igen og denne gang i 4 dage. I hvert fald for mig og børnene. Børnehaven er nemlig lukket mandag og tirsdag, så det bliver festligt herhjemme 🙂

I går var det meningen at Röskva og jeg ville ud og besøge min veninde, der også er hjemme på barsel med sin dreng, som hun fødte dagen før jeg fødte  Röskva. Men vejret var så sindsygt dårligt og det blæste så meget, at vi kunne ikke komme ud. Men heldigvis kom hendes bil hjem ved frokost tid, så de 2 kunne komme her over i stedet. Og der blev snakket 🙂  Ungerne sov, de synes nok bare det var rart at høre mødrenes stemmer bable løs…..

Og det har lettet at blogge lidt om alle de tanker, jeg har haft omkring vores flytning. Det har på en eller anden måde givet mig en mulighed for at tale om det, med forskellig folk. Jeg har nok følt, et pres om at det skulle være så let så let for mig, at flytte tilbage, fordi jeg jo taler dansk og har gode venner og svigerfamilie i DK og kender landet osv. Og ved at jeg har det godt i Danmark, men det viser sig jo at alle forstår at det er svært for mig 🙂 Nåh, i hvert fald så lettede det lidt.

God weekend, knus fra fruen i Sóltún

på at skrive om noget der fylder meget hos mig nu. Jeg ved ikke om blog egner sig til rigtig ærlig snak. Jeg tænker jo på hvem der læser og har ikke altid lyst til at udlevere mig totalt. Man vælger hvilket billede man fremstiller og man vælger jo hvad man skriver om. I mit tilfælde skriver jeg mest om vores hverdag og børnene. Men nu har jeg lyst til at skrive lidt om mit problem. Og uden den friske maske…..

Vi har jo besluttet at flytte tilbage til Danmark næste sommer (selv om man selvfølgelig ikke kan være sikker på at vi gør det før vi er der). Denne beslutning er baseret på en hel masse tanker omkring bl.a. vores hverdagsliv og økonomi. Og vi er enige, Kim og jeg. Men jeg har det svært med det. Jeg har lyst til at blive helt gode venner med ideen fordi jeg ikke har lyst til at sidde i et fedt hus og det hele kører og så alligevel være lidt småbitter over det hele og på mine dårlige dage beskylde Kim for at jeg skal undvære min familie. Selv om jeg ved at de kommer og besøger os, og vi kommer til Island på besøg, så er det ikke det samme. Men jeg er med på ideen og synes det hele er meget fornuftigt. Og jeg tror også at det bliver godt. Men det fylder hos mig, måske også fordi jeg har tid til at tænke over det. Og måske fordi jeg synes det er fantastisk at bo så tæt på min familie og jeg har virkelig ikke lyst til at undvære dem igen. Og vi skal til at hive vores børn ud af deres omgivelser igen igen. Jeg synes det er svært. Og det er svært at vide hvad det gør ved dem og os og jeg har lyst til en eller anden forsikring af, at det nok skal blive godt, men hvem kan love mig det? Beslutningen og det at flytte igen, er måske bare lidt større end som så. Da vi flyttede herop, havde vi jo en aftale om at prøve i 2 år og den overholder vi så, men det er noget andet at flytte tilbage på ubestemt tid. Men da vi flyttede herop, var det lidt sådan “ja, lad os prøve i 2 år og så kan vi jo altid flytte tilbage til DK”. Det lyd så nemt. Jeg vil bare gerne fordøje det hele, sådan at jeg er klar til foråret, at jeg ikke går i panik, men kan glæde mig over det nye skridt og over endelig at vi får hus med plads og have. Fordi det er det vi stiler efter. Og det glæder jeg mig også virkelig til. Jeg er klar til at investere i en bolig og falde lidt til ro, hvad end det betyder. Jeg har brug for at kunne bruge mine kræfter på andre ting end at flytte og falde til. Så derfor er det ikke bare et stort skridt, men tiltrængt. Jeg gider ikke liste alle de gode ting ved at være i Dk op, fordi den her post handler ikke om fornuften i det. Den handler ikke om at jeg har et bagland i Dk. Den handler om mine følelser omkring det hele og at jeg nok bliver nødt til at finde ud af bearbejde dem, så jeg kan være glad og tilfreds og nyde – komme fri fra mine bekymringer og kedafdethed over det. Det vigtigste er jo, at vores lille familie fungerer og alle har det godt. Det der måske også er lidt svært er, at jeg har ikke nogen at dele det med, fordi jeg jo er alene i min situation. Kims situation er en anden. Så vi er ikke fælles om den her proces. Den er kun min.

Det var det. E

Ja, så er det en helt almindelig tirsdag i det lille hjem. Jeg var så træt i morges, at jeg gad bare ikke op… prøvede alt hvad jeg kunne for at få Röskva til at sove, men det gik ikke super 🙂 Så er det godt at der findes kaffe. Synes næsten at forældre burde få tilsendt kaffe (eller andre stimulerende ting) fra staten, de første år…. Nåh, men så har den lille prinsesse fået bad og massage, og det er sådan set det vi har nået i dag. På programmet er ellers at rydde op og vaske tøj og bad til moren… vi må se hvad vi når……

I går begyndte lille søster at græde og da sagde Máni: jeg ved hvorfor hun græder mor, hun vil ikke hedder Röskva, hun vil hedde Liva. Jeg hørte det i hendes krop.

Jep, han giver ikke op, selv om vi har forklaret ham, at det er forældrene der bestemmer navnet og at vi ikke synes det er så smart med to Livaer i familien, men de argumenter ignorerer han. Han vil gerne have to Livaer fordi, så når jeg kalder “Liva”, så kommer de begge to, min kusine og min lille søster…… Lidt hyggeligt at han ser det som en fordel 🙂

Og videre med Máni samtaler, vi var på vej til tandlægen i går og der havde vi denne samtale:

M: mor når jeg bliver 6 år, må jeg vælge om jeg skal i din skole eller fars skole. E: Nej, ikke helt skat, det er smartest at gå i skole, tæt på det hus man bor i. Og vi ved ikke helt i hvilket hus vi bor i når du er 6 år. M:Jeg vil gerne vælge huset og så kan du finde en skole tæt på. E:Ok, måske bliver det Island, måske Danmark. M:jeg tror det bliver Island. E: ja måske, men er det ikke også fint, hvis vi bor i Danmark? M: jo, det er også fint. Eller hvis vi bor i Afrika. Jeg synes alle lande er fine, Island, Danmark, Afrika, Legoland og Tivoli. Og det kunne være sjovt at bo i Sommerland.

Som sagt skulle Máni og jeg til tandlægen i går, til årligt tjek. Men Máni er ikke glad for tandlæger og har mødt den du… idi… af en tandlæge i Stege en gang, så det blev det ikke bedre af. Så jeg udnyttede mine forbindelser og fik tid hos en tandlæge med et rigtig godt ry og han skulle være sååå god til børn. Så af sted med os og vi blev ikke skuffede. Hvor var den mand genial. Og Máni klarede det super og vil gerne til tandlægen igen. Så vi tager en tid til i foråret, for at øve. 🙂 Og Röskva klarede det også i god lille søster stil og sov, mens Máni og jeg blev tjekket. Det var husmorens mandags succes. 🙂

Og endnu en Máni kommentar, som faldt i morges: “nej mor, ikke den trøje, jeg vil have en sej trøje på. Og nogle superhelte underbukser…” Han er kun 5… hjælp…!!!

Ellers bruger jeg tiden bl.a. til at øve mig i positive sætninger, som skulle være så gode for krop og sind. Så som “jeg værdsætter mig selv”. Det er lidt utroligt at man har fået ind med samfundet, at ting ikke må være nemme og ikke gå for godt. Sådan noget som, “man kan ikke få det hele”, “livet er hårdt” o.l. Kunne være godt at sløjfe dem.

Og jeg er i gang med oprydning i nogle ting, som jeg har gemt i min fars garage i mange år. Deri er der breve og gamle dagbøger og andre nostalgiske ting. For hver gang jeg gennemgår kasserne, er jeg klar til at smide noget ud, så det ender nok med at kun være ting, der virkelig betyder noget for mig. F.eks. fandt jeg nogle A 4 stykker papir, hvorpå jeg havde skrevet navnet på ham jeg var skudt i, i 9.KLASSE VEL AT MÆRKE, i forskellige farver. OK… jeg er klar til at smide det ud nu 🙂 Det er sjovt og pinligt at gennemgå – også dagbøgerne… og så sagde han og så sagde jeg, men så kom min veninde og bla bla bla.

I dag skal Máni med amma og afi og vælge sig en fodbolddragt i fødselsdagsgave, det glæder han sig til. Og jeg skal klippes. Så mon ikke vi ser brandgodt ud i aften.

Og Steen: jo den er god nok… der er gang i den her 🙂 Heldigvis.

Familien Bille, hvor er det skønt at høre fra jer. Vi skal nok skrive 🙂

knus fra Erla og Röskva til jer derude i den virkelige verden.