Så. Det var så det – så kan jeg godt sige tak for trippet. Min læge har nemlig i dag givet mig en uge tilbage – så tager han kniven frem. Og gør det af med mig. Godt det samme, for jeg lever i et helvede af smerte, som gør at jeg kun lige med nød og næppe kan holde mig oprejst. Han sagde godt nok at det kun var tåen han ville skære af, men jeg er sikker på at man uden tå slet ikke kan holde balancen, og så vælter jeg garanteret på min cykel på Thurø broen og driver til havs. Men sådan er det med en nedgroet negl – det koster dyrt. Men heldigvis har lægen her i den Sidste Uge givet mig en blanding af funtex og morfin kaldet penicllin, så jeg kan gå rundt i en medicin rus og være glad i låget. Ikke at det særligt opsigtsvækkende, min far hælder jo gigt-piller i hele familien så snart de hoster, så det der med alternativ virkelighedsopfattelse og sjove farver er man jo vant til. Men jeg ville bare lige sige det, fordi jeg noget så frygteligt ondt af mig selv. Og også lidt ondt af min familie, fordi jeg den de seneste dage har opført mig som en pansergeneral med migræne – og hvis der blevet stillet spørgsmål ved min uudholdelige opførsel har jeg med fråde om munden råbt: “PRØV DU AT HAVE MEGET ONDT I STORETÅEN – SÅ VILLE DU NOK OGSÅ VÆRE URIMELIGT KNOTTEN OG HALTE. NÅ. SÅ!”. Men en uge på piller, en dødsensfarlig operation og så et par dage med moderne og sexy, sexy forbinding, så burde jeg være til at holde ud igen…
Jammer og klage, Kim.
