Så er det vist snart på tide at sommermaven får sig en opstrammer. Efter Roskilde, grill og øl hver dag i flere uger, så bliver det rigtig rart at cykle 12 km. hver dag til det nye job. Jeg glæder mig som en lille vårhare. Den seneste uge har stået på almen familie turbulens, med fire dage i Ebeltoft, der bl.a. inkluderede en tur på restaurent med oldemor, Röskva lærte at svømme i havet, en tur i Djurs sommerland, aftenhygge i Holbæk, Poetry Slam i København og råhygge med både kusiner, brormand og far. Og nu er vi så endelig landet, en sidste stille aften i det røde hus, inden hverdagen så småt kommer snigende. Alt andet lige, så har det vist været en ok sommer, på trods af at livets vinde blæser lige lovligt kraftigt for tiden. I morgen står den så på unge-bytning, og derefter min første dag på Ollerup. Det bliver spændende. Tirsdag er der sidste band-øver, og onsdag aften står den så på koncert. Og ude i Skårup lader det til at der er besøg fra Island, når Erlas søster kommer og kigger ned, og er med når Máni og Óliver skal til at starte i fritter på deres nye skole – imens Röskva kan tage børnehavens lækre nye legeplads i brug. August ser ok ud.
Min ven K: “Kim, jeg har lovet at vi spiller en koncert til Svendborg festdage i starten af August.” Jeg: “Ikke for at lyde gammel, men vi har jo ikke noget band.” Min ven K: “Nej, men det må vi jo så få.
Stilhed
Jeg: “Okay. Du styrer det, så.”
Jeg var så med til den tredje ud af fire planlagte 6-timers sessions i går med vores band “Pirrende Stilhed og Guldkalvene” (fremover skifter vi så de første to ord hver gang, de skal bare starte med P og S (gæt selv hvorfor)). Og det lader til at vi når op på 11 numre. Numre der spænder fra heftig sauna-polka med råbekor, til tværfløjte omspundne kor arrangementer, over Jørgen Leth vs. Kussen tale-battles til beskidt electronica, spillet på legetøj. Det er ret formidabelt. Vi ender med at være 8-9 stykker i bandet, alle i jakkesæt. Og indtil videre skal vi spille på Svendborg Festdag og til Odense SpokenWord Festival. Det er sjovt. Herunder det første slam jeg skrev, omskrevet til sang… Tag det som det er – og intet mere, indspillet på en afslappet øver i Svendborg, en skyet mandag.
C#m
Græsset er blevet højere, Der er en lille en der støjer
A
Søvnen er blevet lettere, jeg har fået værdighed
E
Beviser er skabt på
H
at jeg har givet min kvinde kærlighed
C#m
Alt ses fra en ny højde, jeg har selv fået ny drøjde
A
Mit sprog er enstavelsesord, ga ga gu gu
E
80 kroner for en sut
H
er ikke ublu
Piger sender lange blikke, Tænker jeg kan rigtig pikke pikke
Hvis jeg døde nu, Ville jeg stadig leve
De næste 18 år
er kommet for at blive
Hjertet er vokset med raketfart, ansvaret er helt parat
Det på tide at trække vejret, at falde lidt til ro,
Jeg har fået barn,
Så nu er vi endelig mere end to
Jeg lugter af bræk, En konto? Nej. Et ovetræk
Har øjne som knappenåle, sex på faste dage
Ikke flere øl,
kun svigermor med kaffe og kage
Gu gu ga ga bømme lømme, teletubbies i mine drømme
Øko til jeg segner, og en holdning til phlatalater
Kan blive rørt af tomme sætninger
fra Naser Khader
Skal det være silikone, gummi eller latex, Vi taler om sutter, ikke sex.
Lort på fingrene. På gulvet, Alle andre steder end i den ble,
Jeg stirrer tomt ud i luften,
med en kop te.
De næste 18 år er revet væk, mit livs skib er sprunget læk.
Men jeg må hellere tage ansvaret, som en rigtig mand
Har jeg fået barn?
Nyd kaos mens du kan…
Endelig slut med fællesrum, ingen vicevært der siger Kim er dum
Pladsen stor og lommen er tom, lege gemmeleg med sin kvinde
Endelig tager mere end 10
sekunder at finde
Æbler vokser ikke længere i poser, Kærlighed, kildevand og roser
Plads til os alle, vi kan blive større og endda flere
Kun en fantast ville
kunne ønske sig mere
Herfra min verden går, banken lover det er rentrefrit de i 10 år
Jeg har fået hus
og barn
– Her spilles blot C#m, A, E, H i dobbelt tempo resten af sangen…
Kutnekker, rundstok, faskine, rørtang, kap geringssav,
Trailercarport, keramisk husnummer, designer postkasse,
Bred klippelængde, multifunktionsstige,
Rank ryg, ingen penge,
Mandighed, arbejde længe,
Tale meget med en dåse i hånden,
Rig på værktøj, men fattig i ånden
Invitere på middag, raclette, fondue, tre-liters vin
Rigtig på med vanten, være voksen og pisse fin fin,
Læse information og ha den liggende fremme
Vi Bor Bedre, har holdning, den er hjemme
Fremtiden lokker med vældig interesse
Skal der nu være riflede brædder til vores terrasse
Har jeg fået hus?
Så skete det endelig! Hvor hvor ofte er det man kan få sine medmennesker til at juble over fækalier? Min lille, nu store, datter har lavet sin første lort på potten – og det var vist også på tide. Hun er jo en vaskeægte lady, der elsker alt hvad der er lyserødt, og er fløjtende med feminismen, især når hun sidder o Buddy´s legetøjsbutik, og bare helst vil have lyserøde husholdningsapparater i plast. Jeg tror endda man kunne sælge hende en lort, hvis bare den var lyserød – gad hvilken farve flamingoer egentlig laver. Og på grund af ladygenerne, så tror jeg det der med afføring er helst noget hun ikke vil beskæftige sig for meget med. Men nu ringede hun selvfølgelig glædesstrålende til far. Tre gange i går. For nu havde hun lige tisset. Og nu havde hun lige lavet lort. Og nu havde hun lige lavet en perleplade. Fascinerende. Jeg ellers mange gange fortalt hende at store piger ikke bruger ble, men så siger hun bare at “jeg er en lille pige, far”. Men når hun så skal i seng, og jeg siger at alle små piger sover nu, så bliver det til “Jeg er en stor pige far.” Smart. Hun bliver måske politiker. Ja, ja. Det ser ikke ud til at der er flere første tænder foreløbig, ikke flere ´første lort på potten´ og ikke flere første skridt. En anelse veomdigt – og vennerne er først ved at starte nu… Så må vi se hvordan det går i Jylland og i KBH, når farmand skal rejse rundt med tre børn og en potte – det skal nok give anledning til en munter scene eller to.
Min ven M:”Okay, I må ikke stjæle det jeg siger nu” Jeg:”Det lyder interessant. Og vi stjæler ikke. Vi bliver bare inspireret.” Min ven M:”Så siger jeg det ikke.” Jeg:”Okay.”
Tavshed
Min ven M:”Okay, så siger jeg det alligevel. Jeg vil skrive noget om de glemtes kirkegård.” Min ven K:”Hvorfor?” Min ven M:”Fordi det passer jo ikke. De har jo levet engang. Der er nogen der har elsket dem, nogen der har kendt dem, nogen der har begravet dem.” Jeg:”Men de er jo ikke kendte for os.” Min ven K:”Jeg tror de har det fint med at være glemt. De har nok selv valgt at ville blive glemt.” Min ven M:”Men det tror jeg ikke. Nogen af dem må være blevet lagt der mod deres vilje.” Jeg:”Det kan du ikke vide” Min ven M:”Nej, det er rigtigt nok. Men jeg vil skrive en tekst om dem alligevel.” Jeg:”Det synes jeg er frækt. Det kan du da ikke tillade dig.” Min ven K:”Nej, så ligger de der og vil gerne glemmes, og så kommer der en eller anden opkomling og hiver dem op i lyset med digte og alt muligt. Det er da provokerende.” Jeg:”Det minder mig om en bar hvor man kunne få en gubby-drink for 20.-, men hvis man synes det var synd for fiskene, så kunne man også redde en for 20.- og få den over i det hellige akvarie.” Min ven M:”Hvad har det med de døde og glemte at gøre?” Jeg:”Jo, fordi man kunne så også få en gubby-drink med en fisk fra det hellige akvarie for 40.-. Det blev pigerne vildt sure over. Så hvis man lover noget, specielt hvis det noget med noget helligt, så skal man holde det” Min ven M:”Jeg har ikke lovet de døde noget” Min ven K:”Nej, men de har jo selv villet i det hellige akvarie – og så trækker du dem op alligevel med digte.” Jeg:”…som måske ikke engang er 40.- værd.” Min ven M:“I kan sige hvad I vil, jeg vil skrive om de døde.” Jeg:”Bliver det så et slam, eller et essay eller prædiken?”
Tavshed
Min ven M:”Det bliver en tale.” Jeg:”Ok. Min ven K:” Jeg tror ikke jeg blev inspireret alligevel.”
..og dagen efter modnedes æblerne end, skuret gik i sort og banantrumpeten fløj i blomst,
1. Haveaffald forsvinder ikke på magisk vis, bare fordi man lægger det i en kompostbeholder.
2. Kompostbeholdere bør bygges med en eller anden smart anordning, der gør det muligt at tømme dem nedefra.
3. Grene, kroketkøller, snobrødspinde og trærødder har ligeså lang degraderingstid som plutonium. De skal ikke i en kompostbeholder, uagtet smarte anordninger. De skal brændes eller gives til løse hunde.
Lige nu står hele huset og råber på mig. Jeg har prøvet at råbe “Du kan selv rydde dig op”, men det hjælper tilsyneladende ikke, huset har ikke fattet at det er sejt at være lidt Hogwarts-agtigt for tiden. Og hækken står også og surmuler, den føler sig udenfor, bare fordi alle de andre hække står og ser så selvfede og nyklippede ud. Ja, ja. Jeg skal nok. Jeg burde selvfølgelig også have indset at ti ungers dagslange besøg ville efterlade sig en erkendtlighed eller to, og derfor burde jeg jo også, som den ansvarlige skolelærerforældrefar jeg er, have bedt dem om at rydde op. Men nu var de jo lige igang med at jonglere med ild. Og jeg ved godt hvad man siger om folk der leger med ild. Dem beder man ikke om rydde op. Nej, man giver dem en is, hælder mere olie på deres fakler og åbner en øl. Men næste gang! Den treårige dog begyndt at indse at alt rod ikke opstår af sig selv, eller skabes af andre, hvilket er en tidlig form for indsigt – jeg er først selv nået dertil i løbet af de sidste otte år, tror jeg. Og vasketøjet og opvasken har jeg vist, trods alt, selv rodet mig ud i. Nuvel – men så længe det er godt vejr, så må hus være hus – og så står den på hækkeskamfering og skur-malning. Så kan det være huset tager sig sammen imens…
