Det her glemmer de døde aldrig, hvis du gør det.

Til middag hos min ven K, sammen med min ven M.

Min ven M:”Okay, I må ikke stjæle det jeg siger nu”
Jeg:”Det lyder interessant. Og vi stjæler ikke. Vi bliver bare inspireret.”
Min ven M:”Så siger jeg det ikke.”
Jeg:”Okay.”

Tavshed

Min ven M:”Okay, så siger jeg det alligevel. Jeg vil skrive noget om de glemtes kirkegård.”
Min ven K:”Hvorfor?”
Min ven M:”Fordi det passer jo ikke. De har jo levet engang. Der er nogen der har elsket dem, nogen der har kendt dem, nogen der har begravet dem.”
Jeg:”Men de er jo ikke kendte for os.”
Min ven K:”Jeg tror de har det fint med at være glemt. De har nok selv valgt at ville blive glemt.”
Min ven M:”Men det tror jeg ikke. Nogen af dem må være blevet lagt der mod deres vilje.”
Jeg:”Det kan du ikke vide”
Min ven M:”Nej, det er rigtigt nok. Men jeg vil skrive en tekst om dem alligevel.”
Jeg:”Det synes jeg er frækt. Det kan du da ikke tillade dig.”
Min ven K:”Nej, så ligger de der og vil gerne glemmes, og så kommer der en eller anden opkomling og hiver dem op i lyset med digte og alt muligt. Det er da provokerende.”
Jeg:”Det minder mig om en bar hvor man kunne få en gubby-drink for 20.-, men hvis man synes det var synd for fiskene, så kunne man også redde en for 20.- og få den over i det hellige akvarie.”
Min ven M:”Hvad har det med de døde og glemte at gøre?”
Jeg:”Jo, fordi man kunne så også få en gubby-drink med en fisk fra det hellige akvarie for 40.-. Det blev pigerne vildt sure over. Så hvis man lover noget, specielt hvis det noget med noget helligt, så skal man holde det”
Min ven M:”Jeg har ikke lovet de døde noget”
Min ven K:”Nej, men de har jo selv villet i det hellige akvarie – og så trækker du dem op alligevel med digte.”
Jeg:”…som måske ikke engang er 40.- værd.”
Min ven M:“I kan sige hvad I vil, jeg vil skrive om de døde.”
Jeg:”Bliver det så et slam, eller et essay eller prædiken?”