Måned: juli 2009

I morgen tager vi afsked med Veisteinn, Erlas lillebror. Ikke for good. Men lidt. Knægten har tænkt sig at tage til USA og spille baketball i fire år. I Iowa. Jeg kan jo ikke andet end at synes det er fedt – men han kommer da til at være en mangelvare i familien. Og for ungerne har han og Troels vel sammen status – de sjove – og unge – onkler. Efter mine ture til USA, så misunder jeg ham da lidt. Der er sku fedt derovre. Efterhånden som vi har været rundt hos folk, så finder vi ud af at han ikke er den eneste. Det lader lidt til at der er en del der forlader den synkende skude. Krisen kradser ret så alvorligt for de små hjem – og da både banker og folketing er blandet uforståeligt meget sammen, så er der ingen der påtager sig skyld, betaler regningen eller kommer i brummen. Well, nok om krisen – du kan google på Icesave og læse på wikipedia hvis du vil læse mere. I dag tog vi så vores første tur på strøget. Iført t-shirt i solen. Röskva fik lov til at vælge sig noget nyt tøj i fødselsdagsgave, så bedstefar Ingvar to hende i 66 C nord, hvor hun med ukuelig selvsikkerhed fik valgt sig orange sko og en sort trøje, som hun promenerede rundt med i hele butikken. Drengene sov begge to hos moster, og da vi hentede dem kiggede Máni på mig med et skælmsk smil og sagde lidt stille “Far, vi har fået cola. En hel flaske hver.” Det var lidt vildt – og lidt forbudt. De havde nydt at være uden de strenge forældre, og fået en omgang rundvisning på et krigsskib, lækker mad og masser af forkælelse. Vores tur i sommerhus i weekenden var også perfekt. Efter en aften med grillmad og spil – og svømmetur dagen efter – så lykkedes det de fire voksne at få næsten tre timers eftermiddagslur i solen, mens alle fire børn også sov til middag. Det lyder måske ikke revolutionerende, men tro mig – med tre børn, så er en middagslur på over 10 minutter et større mirakel end opstandelsen. Udstillingen nærmer sig, dem jeg speakede for vil gerne udgive mit undervisnings-materiale og jeg har hver dag siddet i en jacuzi på 38 grader i solskin. Mmmmh, Island. Best i heimi :-). Nye billeder er kommet på flickr – klik ovre til højre 🙂

Valutaturist. Der er noget om det. I aften har konen og jeg spist sushi, vel at mærke fersk, frisk, islandsk sushi. 20 ruller kostede 100 kr. Og en tur i svømmehalllen, som har jacuzier på størrelse med danske børnebassiner? Det koster 10 kr. Firemands hotelværelse? 400 kr. Og sådan er det sikkert de næste mange år – og det er vist endda skruet sådan sammen at den danske krone er en af de stærkeste valutaer set i forhold til den islandske krone. Jeg må sige at det varmer lidt, når nu man er vant til at spare lid på det hele og leve uden bil. I morges tog jeg så på arbejde for første gang. Erla har lidt svært ved at se hvorfor jeg spilder min ferie på at sidde i et lydstudie og læse skolebøger op, til en løn som helt sikkert er på McDonalds niveau efter den er omregnet. Men sagen er jo, at jeg godt kan lide at læse. Den narcissistiske version er vel at jeg godt kan lide at høre min egen stemme. Nu er jeg også lærer, så jeg kan vel ikke helt undsige mig. Men der var også engang en gammel kæreste som sagde til mig at jeg havde en sådan en Thomas Winding stemme. Og nu er han jo død, og hvem skal så læse Alfons Åberg? Det skal jeg. Efter arbejde tog jeg hen til resten af familien, som støvede rundt mellem gammelt græstørv, sættekasser og bingomaskiner i den islandske version af frilandsmuseet. Det var også godt. Lidt sjovt at se hvordan den ellers frimodige Óliver blev grebet af bøjet nakke og stille sind, da han begyndte at hviske fordi vi entrerede en gammel landsbykirke. Her vidste han man skulle være lidt stille. Dagen sluttede med at Óliver tog over at sove alene hos sin bedstefar, mens jeg nød sushi med konen og derefter hoppede i svømmehallen for at møde en af mine gamle islandske venner, som er på vej til Norge. Og da far han kom hjem, så trængte mor til at gå, så nu er Erla ude at føjte med en veninde. Endnu et kryds er sat i den gode ende af skalaen! Hvad vi lavede mandag? Aner det ikke – men det var godt 🙂

Det viste sig at være rigtigt set. Máni havde godt af at få en stille aften på sofaen, uden en lillebror til at engagere ham i aktiviteter. Feberen faldt støt og lørdag morgen var han, om ikke i hopla, så ihvertfald frisk nok til at sætte sig ud i en bil. Skyerne glimrede endnu engang ved deres fravær, mens vi kørte ud af Reykjavik imod Selfoss og Ingolfsfjeldet. Familien havde, som de efterhånden har fået for vane at gøre, lejet en stor hytte hvor samværet udspiller sig omkring en hulens stor bunke unger, to hunde, ramme efter ramme af øl og så masser af mad, anekdoter og guitarmusik. Konceptet har ikke ændret sig en meter, siden jeg prøvede det for første gang for et par år siden. Og det ender vel med at jeg bliver ligeså forstokket omkring det, som jeg er omkring julen. Det er bedst at have det som vi plejer. Efterhånden som avancementet af sociale interaktioner for Óliver kræver et større og bedre ordforråd, så kommer det islandske snigende tilbage til ham. Han taler stadig som en halvdøv indvandrer på krykker, men han gør et ærligt forsøg. Eftermiddagen bød på turens andet besøg i svømmehallen – og for ikke at være alt for mainstream, så valgte vi en lille lokal svømmehal, hvor der kun var en enkelt rutschebane og fire udendørs bassiner med sol og 36 grader varmt vand. Det var, ifølge Erlas lillebror, ret så hipt. Ifølge undertegnede var det bare lidt trangt og pisselækkert. Klokken 17:40 kom vi hjem til vafler og kaffe, for lige at tage den værste sult, imens Sveinn lagde fire lammekøller på grillen, Ingi åbnede de første øl og damerne snittede frugt og grønsager. Jeg indtog en velafprøvet rolle, fra min tid i børnehave, som ham den sjove fra Danmark – noget med at puste ild og stille op til dåsekast. Nuvel. Mad – mmmh. Videre. Erlas lillesøster er ikke lesbisk. Og heller ikke fra tyskland. Men hun spiller fanme en fed bas. Og hendes kæreste kan synge, hendes barndomsveninde kan spille violin og de to sidste kan så give den gas på trommer og guitar. Tilsammen kalder de sig Cosmic Call, og ligesom familien har købt en god portion af mine billeder, så tog vi også over for at se hende spille om aftenen i Selfoss. Og jeg mener ikke kun de unge. Nej. Vi tog allesammen afsted. Familiens politimand, Jónas, blev hjemme og passede krapylerne, mens vi, iført alt fra dynejakker til shorts, tog over og udgjorde 90% af publikummet. Cosmic Call er på tour med tre andre bands, og efter at have hørt på lortebandet “Soundcheck” i en halv time – og derefter en omgang norsk heavy – så kom de på scenen. Nepotisme eller ej, så synes jeg stadig de har fat i den lange ende. Alene instrumentariet, med både keys og strings, gør en stor del. At så bassisten er velsignet og at forsangeren både hopper og snakker med publikum gør det jo kun endnu bedre. Og jeg fandt ud af, at det der med at være valutatuurist ikke er så ringe endda, fordi en stor fadøl på Island pt. koster 30 kr. Hjemme igen faldt den samlede flok så i den gamle fælde, og der gik præsteanekdoterogguitarsangtildenårlemorgen i den. Jeg kunne ikke klare det, og hoppede tidligt i seng. Dagen i dag gik så med at rydde op og bruge et par timer på at lufte ungerne ved den nærliggende bæk, hvor vi sparrede en psykologregning eller to, ved at foretage den meget meditative og mentalt sunde aktivitet “kaste sten i vand”. Nu er vi back in RVK, har nydt lækker, obligatorisk søndagsmiddag hos svigerfar og har nu puttet ungerne. Jeg har heldigvis 40 sider tilbage af Brooklyn Follies, hvilket betyder at denne aften er reddet – men en del af morgendagens program bliver at finde en ny bog – og gå i svømmehallen. Godnat derude, hvorend i er 🙂

VI stod og glippede med øjnene tre timer før flyafgang. Lidt vel tidligt på den. Suset af København havde ikke helt lagt sig – måske er en af sidegevinsterne ved at være flyttet til Svendborg at man nu rent faktisk nyder at få duften af brosten lidt indenbords. Vi lånte Jeppe og Annas lejlighed og fik os en pizza og hvedeøl til aftensmad nede i skydebanehaven, mens ungerne drev rundt imellem soppebassiner og legestativer. Flyturen gik over al forventning. At konen så har udsat sig selv for samme tur, uden at være to voksne, tidligere på året, det fatter jeg ikke. Og uanset hvor meget en børnefamilie påstår at en tre-timers flyvetur gik uden problemer, så lyver de altid lidt. På den anden side, så er alt jo relativt – dvs. at den gik flyvende i forhold til at der var ingen gråd, simultan søvn fra ungerne og ingen belskift. Der var masser af traven frem og tilbage, overfede medpassagerer og andre irriterende unger, men det kunne som sagt have været meget værre. Huset vi er landet passer os glimrende. Der er to legeværelser til ungerne, det ligger lige ved siden af en superfed, nyrenoveret svømmehal og i samme bydel som svigerfar. Efter indflytning tog vi over til svigerfar og fik grillet lammelår – og ungerne tog sig en tur i jacuzien med Solveig og Arnor. Efter en omgang sondering ved middagssnakken, lader det til at alt er ved det gamle. Folk passer deres arbejde og deres studier, har ikke tænkt sig at blive skilt, får nogle børn og starter vel en lille revolution hist og pist. Derefter tog vi ned i midtbyen for at gøre Kim lidt jaloux. Eller det vil sige at vi skulle ned og låne et jakkesæt til den begravelse vi var til i dag, for sådan noget som jakkesæt er ikke noget som hverken Kim ejer eller som han har lyst til at tage på efter han selv har rejst med det. Henny og Kristjan havde fået sig et superhyggeligt to-etagers hus fra 1908 i midten af Reykjavik, som de var ved at sætte i stand på den gammeldags maner. Mand, det var lækkert. Osede af Reykjavik og gode gamle dage. Klokken var efterhånden 23 efter en omgang snak, så vi tog hjem for at putte unger – Röskva plagede om at sove 🙂 I dag startede dagen så med at Máni fik 39,4 i feber – og vi skulle til begravelse. Så moster tog ungerne, jeg iklædte mig kejserens nye klæder, og vi tog over for at begrave Erlas farmor. Jeg skulle bære kisten sammen med Erla og seks andre – hvilket i forvejen havde gjort mig en anelse nervøs. Men ved hjælp af spejling og gode instrukser blev det en både smuk og vellykket begravelse. Det var forresten både samme præst og i samme kirke som Röskva blev døbt, hvilket for mig skabte gode bånd. Lige nu er Máni ved at komme sig, Óliver er taget i spejderhytte med resten af familien og Röskva og jeg er trætte efter turens første omgang svømning. Hun ville SELV køre i alle rutschebaner – hvilket hun (næsten) fik lov til. Så imorgen tager vi så på landet sammen med resten af familien – og håber Máni kan klare det. Næste uge skal jeg så i lydstudie tre gange for at indtale en dansk børnebog på 104 sider, tjekke op på udstilling – og sikkert i sommerhus med familien. Det er fedt at være tilbage 🙂