Lykkedes det på magisk vis Erla at få fat i tre gange solbriller, så vi kunne se solformørkelsen, som var af en sådan karakter, at den først vil komme igen om mange, mange år. Og da vi skulle afsted, var Erla også overbevist om at vi blev nødt til at parkere ret langt fra kysten, da der uden tvivl ville være bilkaos og hobevis og soldyrkere, som vi skulle møve os igennem, for bare at få et lille glimt. Så vi parkerede oppe på vejen og gik ned til den tomme strand, hvor vi forundret kun mødte en enkelt anden familie og lidt kondiløbere. Men vi havde snoller, tæpper og briller med – og så det hele. Det var ret magisk at sidde der i den pludseligt opståede skumring, og se solen mørkne over Svendborgsund. Vi fik også videoer fra Island, hvor det blev nat i et par minutter – ret vildt at se naturen gå i dvale et kort øjeblik.
