…blogbogstaver fra det sydfynske
Så blev Kinge 70! En hel weekend i Ebeltoft og Feldballe, med besøg hos Per og Kirsten i Stråhytten, hvor vi fik snakket og Röskva trænede op til matematik-eksamen, vi spiste med Hella, Troels, Clarissa og ungerne på Mols Bjerge Camping, vi aftenbadede – og lørdag ramte vi Kinge og Hannes gård. 120 mennesker. Familie, venner, telte, sauna, vildmarksbad, helstegt pattegris, live musik og bare god energi. Tak for fetsen Kinge, det var alt hvad vi havde håbet på 🙂
Way back when… Jeg var en ung mand, havde jeg min gang på Hjerk Ø-lejr. Spol frem med ca. 25 år – oig fællesskabet er der endnu. Nogen er kommet til, andre faldet fra – og stedet er flyttet til Kalundborg-ish. Og selvom jeg har holdt en pause fra det i måske 15 år, så er jeg – og vi – velkomne tilbage. En skøn blanding af gymnasievenner, ø-lejr folk og Møn-beboere, der stadig holder sammen og hvert år lejer et sted, hvor vi kan bade, danse i solnedgangen, gå ture, tage tjanser, slappe af og bare være til. Virkelig dejligt – planen var egentlig kun at være én nat, men jeg blev to. Så tak for dansen og for indsatsen. Mange fra flokken tager også på Lyø ø-lejr og hygger, så måske det også bliver et besøg derover i et par dage i år.
Okey, denne her blog kan godt minde lidt om en huskeliste for en demenspatient, det ved jeg godt. Min egen undskyldning er at indholdet her ikke forsvinder ligeså hurtig som på Facebook, og når vi nu har familie i Tyskland, Island, Ebeltoft og KBH, så er det måske meget hyggeligt at der er et lille vindue ind hvad fynboerne går og laver. Og! Den er jo også, som så meget andet online, en ordentlig omgang cherrypicking. Her er ingen billeder fra vasketøjet, rodet, regnvejret og alt det andet der også udgør livet. Fuldstændig som vores gamle, analoge fotoalbums. Men det er måske meget godt, for når jeg indimellem bliver blå, så er det meget rart lige at kunne hoppe ind og se tilbage – og minde mig selv om hvor heldige vi egentlig er. Om ikke andet, så i hvert fald ved nytårstide, når året skal evalueres.
Så, jeg ved godt at de her billeder måske er lidt spredt fægtning i den gode ende af leverpostejen, men… der er jo ikke læsetvang 😉
2. Svendorg har altid lidt nyt at byde på – her en surround teaterkoncert i rundbuehallen med Hess is More.
3. Planter. Det lykkedes for første gang sidste år, og nu ønsker Erla sig at jeg prøver igen med en lille potte-have. Fordi det ser så hyggeligt ud fra vinduet.
4. Jeg var Danmarksmester i Poetry Slam et kort sekund, synes jeg selv, fordi jeg slog den nuværende mester til Sprogense Festival, hvor PSFyn fucking endelig var inviteret – utroligt at det skulle tage så lang tid for dem at invitere lokale kræfter, i stedet for de s…. Københavnere. Jeg gætter på vi kommer igen, de var glade.
5. Møllergadefesten er en klassisk forårsbebuder i Svendborg, hvor den sydlige og mere autonome del af gågaden byder op til dans, spoken word og livemusik. Altid hyggeligt – særligt når man kender både danseinstruktøren (Sofie) og spoken word’eren (Louise Cain). Og selvfølgelig møder man det hav af mennesker man kender – vi er vel i provinsen 🙂
6. Hov? Er det Óliver? På trommer? Ja, det er det… men det er også Óliver til hans debutkoncert med sit eget band ‘Olivenlunden’. En helt fantastisk aften 🙂
Det er ikke tit man møder dem, men jeg har været heldig at møde en håndfuld gennem livet. De der mennesker, hvor kemien, humoren, grænserne og energien springer fra samme kilde. Og jeg ser ikke Marco så tit efter han skiftede job fra efterskolen, der kan gå år, men han inviterede til 42 års fest, som bøde på herremiddag, ølkroket og bodega – og de tre ting understreger måske meget godt, hvorfor jeg virkelig godt kan lide manden. Så nu er det næste skridt jo at få det til at ske igen 🙂
Jeg har været på stadion én gang i mit liv. Det var da min far tog mig til en pokalfinale med AGF. Og jeg er, surprise, ikke superinteresseret i sport, men da det nu er enhver mands lod at kunne svare på spørgsmålet: “Hvilket hold holder du med?”, så må fødebyens hold være det nemmeste svar. Jeg er Aarhusianer – ergo AGF. Så da det nu lugtede lidt af at de vandt for første gang i 40 år, så tænkte jeg at vi skulle på stadion. Det var så komplet umuligt, fordi, ja – 40 år. Så det blev til en tur til Storskærm i Tivoli med Máni og vennerne. Kampen var kedelig, men selskabet var godt – og et par ugen senere eksploderede Aarhus, hvilket Máni heldigvis nåede at opleve. Måske jeg skulle ønske mig en AGF trøje i julegave 🙂
Vi husker det, heldigvis, de små getawyas fra hverdagen. Husker at tage til en islandsk koncert. Husker at tage ud at spise. Husker at leje en bette hytte tæt ved vandet. Husker at tage på vandreferie. At sejle. Bade. Husker at spille pool. Og brætspil. Og når man nu husker at gøre det, og endda nyder det, så bliver det ikke så meget ‘husker’ henad vejen, men i stedet en lyst til at gøre det – fordi det er dejligt. Og se, det er jo ikke så ringe endda <3
I dag bliver onkel Ingi bisat. Vi så ham sidst i vinterferien, men vidste ikke at det var sidste gang. Ingi var varm, underfundig, hjælpsom, sjov, imødekommende og han vil blive savnet. Han var manden der sammen med Sveinn har hjulpet med både at bygge et badeværelse på Møn, døre i vores hus og er berømt blandt vores børn for at lære indtil flere dansemoves fra sig – og hans karateagtige måde at klappe en kat på. Og ikke mindst hans måde at bevæge et stykke papir særligt på, i en sharing-circle i en Jurte i Vestfjordene en hedengangen sommereftermiddag i Island.
Erla er sammen med familien i Island for at sige et sidste farvel. Herfra vil vi gerne sende masser kærlighed og varme tanker, til dem der nu skal undvære ham lidt mere. Vi kommer til at savne dig Ingi, og din varme og det lys du bar med dig rundt i verden. Tak for samværet, hjælpen, historierne og din rolige imødekommenhed. Altid. At vi ikke længere skal se dig igen, går langsomt op for os og det bliver mærkeligt at besøge Island til sommer, og vide at du ikke er en af dem man skal give et kram. Havde vi vidst det var det sidste kram vi kunne give dig i vinters, havde vi holdt lidt hårdere fast – du smuttede før vi var klar… men vi bærer dig videre i vores minder og hjerter. Tak for alt, Ingi.
Kærlige tanker og kondolencer fra Kim, Máni, Óliver og Röskva.
Man skulle jo tro jeg var en anelse fantasiforladt, når nu jeg hænger det samme sted for 16. år i træk – og jeg vil da indrømme, at begejstringen over gentagelserne indimellem kan være tricky, men så må man jo bare selv skabe lidt forandring. Samtidig så er der jo også en grund til at man bliver hængende – for eksempel når arbejdet også er at tage til koncerter, hygge med kvikke unge mennesker, skabe kunst sammen med teenagere – og når de unge indimellem tager fusen på en, og laver en remoulademad med afklippede negle, for at vise hvor mange negle man indtager på en måned, hvis man bider negle. Den slags gør det da lidt sjovere derhenad 🙂
