Denne her blog er jo også mit værn mod vold – og mod demens. Så derfor skal højskolen også med; og alt hvad der derefter hændte. Jeg prøver at ramme et nu på et tidspunkt, men det bliver ikke nu.
Anyways.
Vi havde fået bestilt en plads på en af Rødding Højskoles familiekurser, som særligt i år passede ret perfekt, i og med at ungerne havde hver deres “linie”, da de ramte i de rette aldersgrupper. Og Máni så vi slet ikke, da han boede med de andre teens og havde sig en vistnok temmelig hyggelig, sjovt og måske lidt flirtende (med både piger og måske en halv øl) sommeruge ved vestkysten. På kurset kunne vi vælge mellem madlavning, debat, yoga, kor og dans. Og ud fra en simpel “det har jeg da vist rigeligt af til daglig”-udelukkelsesmetode, så hoppede jeg på dansekursus med Erla. Sammen med 8 andre kvinder. Og lad det være sagt med det samme; en uges flowdance er udfordrende. 50 minutters afrikansk trommemusik. I mørke. Og flow. Altså… Det var faktisk skidesjovt. Uden ironi. Dans er godt.
Resten af dagene gik med lækker mad, søde voksne, ingen indkøb, ingen snak om “hvad skal vi lave i dag?”, en superfed gåtur til Mandø, fællessang og inspirerende morgensamlinger, bålhygge – og det vildeste afslutningsdiskotek for ungerne med alt hvad den kunne trække af oppyntning, slush-ice, candy-floss, popcorn og en masse diskopop. Og mens de voksne blev passet af voksne, så blev Máni, Óliver og Röskva “passet” af tidligere højskoleelever hele ugen, som gjorde et fantastisk stykke arbejde. Det var superfedt for dem at opleve næsten-voksne være i stand til at lege, snyde, fortælle røverhistorier, lege vandkamp og madkamp og bare give den gas. Så snart ugen var ovre, var det første spørgsmål i bilen: “Hvornår skal vi det igen?”.
Og jeg tror såmænd ikke det bliver sidste gang 🙂
