Jeg ved godt at denne blog kunne arkiveres på el-biblioteket under “teflonbelagte livsskildringer”, men det er ligesom også dens ærinde. At huske de gode tider. Og grunden til at den passus lige skulle skirves, var at både jeg og Erla har en lille frygt for hamsterhjulets snarlige komme – og derfor kom til at tænke over alt det andet som hverdagslivet også bærer med sig. Men ingen gider jo at læse om sure sokker og sene arbejdstimer, mindst af alt mig selv, da de sure sokker jo så på en eller anden måde skal overkommes tre gange. Anyways, Jeg ville bare lige sie at jeg har sure sokker, ligesom alle andre. Bare ikke i Holland – der gik jeg med sandaler.
Nå. Men vi har en af den slags somre, som vi sjældent har. Den er nemlig ikke fyldt til randen med planer – hvilket gør at vi kan finde på dem henad vejen. Så efter lidt googling fandt vi ud af at vejret var hot i Holland og at der lå en campingplads ved en sø, 30 minutter fra Amsterdam og 20 minutter fra Den Haag. Så teltet og resten af vores campinggrej blev pakket, der blev fånet et ekstra Trangiasæt fra efterskolen og så var vi på vej. 836 km.
Det gik fint. Men med de obligatoriske bilkøer og tissepauser, så tog det 11 timer. Og vores aircondition er gået i stykker. Det var der vi fandt ud af at vores daglige grænse for kørsel ligger lige omkring Hannover. Ja, det kan godt være vi ikke skal være langturschuffører i vores næste liv, men sådan er vi så. På trods af et halvt døgn i en sommervarm Peugeot (det er IKKE en Berlingo), så var campingpladsen dog så fin, med en teltplads 10 meter fra vandet, blå aftenhimmel og glade unger, at Erla fik fugtige øjne af glæde. Jeg var også svært tilfreds…
Næste dag brugte vi på fluks at hoppe i søen, som var omkring de 25 grader og med sandbund, vi fik milkshakes på den lokale restaurent-med-træbro-på-vandet og så tog vi om eftermiddagen til Den Haag for at opfylde en af Erlas drømme: at se et miniland. Ligesom jeg kan gå helt på røven over ruiner og skrifttyper, så kan hun ikke stå for ting som ikke er i rette størrelsesforhold. Hun er grundpjattet med små bygninger og store shampooflasker foran Matas på strøget. Go figure. Og glæden var stor, da Erla og ungerne så hvor omfattende Madurodam i Den Haag var. Det var jo et meget stort miniland, nok til at underholde os i flere timer. Faktisk var vi så udkørte af at se på små ting at vi droppede Escher-museet og byvandringen i Den Haag og tog direkte hjem til Trangia-dinner og kolde dåsebajere fra køleboksen. Good call.
Dagen efter var vejret for godt til at vi gad andet end at være på campingpladsen. Vi så IronMan i levende live (herunder), lejede en motorbåd om eftermiddagen og ungerne fik en tur i pladsens oppustelige vandparkparadis, imens Erla lånte en cykel til byen for at købe ind. Det lån har så gjort at hun har fundet ud af hvad hun vil ønske sig til sin 40-års fødselsdag: penge til en hollandsk cykel, med front-bagagebærer og tykt stel.
Imens Erla forelskede sig i en cykel, forelskede jeg mig i hende her. En hollandsk bådtype som hedder en Sloep. Tænker det hedder en motorbåd på dansk. Men for mig er det den indbyggede dieselmotor, istedet for påhængsmotor, og så det tykke reb som udgør charmen. De koster så 20.000 euro brugt, men man har jo lov at drømme.
Da Óliver og jeg var i Amsterdam med bedstefar for at besøge Louise, så tog vi på Nemo, byens store eksperimentarium. Óliver havde glædet sig helt vildt til at vise os det, og han havde behørligt advaret os om at man godt kunne bruge fire timer derinde. Efter fem timer moslede vi helt blæste ud og gik ned mod bymidten, hvor farmand ganske behændigt kom til at lede både kone og børn direkte ind i Red Light District, med strippere og Coffeeshops ud over det hele. Der var så også et upermarked som vi overfaldte, og vi fik lidt førstehjælp til blodsukkeret på en plaza i solen. Máni og Röskva plagede om en kanalrundfart, så vi hoppede ombord, selvom aftensmadstiming og parkeringstid ikke var i perfekt sync med den beslutning. Aftensmaden blev en hurtig durum og parkeringsudgifterne taler vi ikke om. Vi var trætte og glade da vi ramte soveposerne.
Turen hjem blev så knapt så vellykket. På FDMs hjemmeside stod der at man ikke skulle køre på tyske motorveje i weekenden, medmindre det var VIRKELIG nødvendigt, så vi bad GPSen om at lede os hjem via landvejene, hvilket gjorde at vi blev nødt til at tage en færge over Elben istedet for at køre over Hamborg – og at køretiden kom op over 14 timer. Så vi besluttede os for at overnatte en enkelt gang på hjemturen. Alle hoteller og AibBnB var optagede, så vi måtte pakke hele teltet ud igen, og var ikke helt så smarte, da vi valgte en campingplads INDEN færgen. Meget skidt kan man sige om den campingplads, men den havde da minigolf. At så lige netop det spil skulle udløse en større familiekrise og føre til sætninger som “Jeg spiller ALDRIG minigolf igen” fra begge drenge, gjorde ikke just opholdet bedre. Men vi fik da sovet og næste dag kom vi, efter en times kø, med færgen over Elben og kunne trille nemt ind i DK (Tip: Brug Harislee-grænsovergangen, der er ingen pas-kø).
Alt i alt en superdejlig tur, som gjorde at hele familien nu er ret vilde med Holland. Søde mennesker, vand over det hele og en grundlov fra 1500-tallet som er baseret på “Frihed til at tænke, frihed til at tro og frihed til at være den du er.” Ikke dårligt – og så ligger det lige rundt om hjørnet…
-
3 kommentarer til Sommerferie, Part III
