Vi landede mandag efter ferien i Island, og kom hjem til et meget, meget fint hus – vi havde udlejet til svenskere, og de er jo ordensmennesker. Men så ramte hamsterhjulet os allerede tirsdag, og i år har job- og skolestart virkelig været hård for den lille familie, så derfor er der først overskud til at skrive lidt om islandsferien nu. Men skrives om den, det skal der – for det var virkelig en fantastisk afslutning af sommerferien.
Vejret er måske en kedelig ting at starte med, men i Island har det en stor betydning – og vi fik 12 dage med høj sol. Vi blev brune, var på stranden, gik i shorts og fik den sommer som Damnmark ikke fik i år. Derudover, så tog vi også hurtigt i sommerhus med Ingvar og Ingibjörg og Erlas søskende som også var hjemme fra både Sverige og Norge. Syv voksne og syv børn, højt solskin, modne blåbær, lammesteg på grillen, gå-tur til vandfaldet, havbadning og brætspil. En magisk weekend, som står som et tindrende klart eksempel på gode timer. Der var alt hvad man kunne ønske sig, både for krop og sjæl. Ja, det lyder lidt floromvundet og pompøst, men hvis nu mindet falmer om et par år, så er det rart at kunne læse om hvor dejligt det var…
Efter mange dejlige dage i Reykjavik, hvor vi også nåede at tage til koncert, tage i biffen, besøge gamle venner, shoppe downtown og hoppe i svømmehallen hver dag, blev det tid til Akranes. Denne gang med en stor event i horisonten; nemlig Sveinns fødselsdag, som blev fejret med en tre timer lang koncert i byens biograf. Vi spillede, hans børn spillede – og flere af Islands bedste musikere kiggede også forbi og viste hvor skabet stod. Erla og søster Begga var værter, og lavede nogle hjertevrame parodier på de gamle. Det var en superfin aften, og ungerne nød at svælge sig i frihed, sodavand og popcorn – og vi sluttede af på terassen derhjemme med en lille kerne af gode folk, som blev hængende til ud på natten. Resten af dagene gik med Reykjavik Pride, flere svømmehaller, tid til at få læst lidt skønlitteratur og så ellers bare råhygge…
- 1 kommentar til Sommerferie, part IV
Þetta var skemmtilegt og dásamlegt að hafa ykkur með.
Hefði ekki getað verið betra.