Det startede med at Máni tilbød at løbe en halvmarathon med Erla i hendes tempo. Det siger man jo ikke nej til. Så ville Röskva også. Og så Óliver. Og jeg kunne jo bare klappe og tage billeder, sagde de – men nej, jeg får jo GOMO (Grief of missing out), så jeg har også meldt mig til. Og kan nu løbe 4 kilometer. De kloge siger jeg bare skal kunne løbe 13, så kan jeg godt løbe 21 uden at dø. Jeg er skam gået i gang, men det kræver da sit at være standhaftig. Gearwise har fruen købt et par løbeshorts til mig – så må vi se om resten af udstyret kommer 🙂
