Forfatter: Kim

Så er man så på arbejde igen efter to dage med syge unger. Eller fem. Röskva har været slatten i fem dage, og det går godt nok stille og roligt med at blive rask. Så forældrene har været hjemme på skift, mens Máni og Óliver også har taget en enkelt dag indimellem. Og selv om det er ufedt, så er det også lidt lækkert at have det som dengang i Island, hvor jeg var på barsel og jeg for Röskva var den eneste i verden. Hvor hun hele tiden ville op og hænge og pusse og nusse og meget mere. I den forgangne uge var vi også udsat for et attentat fra det sociale boligkvarter i nærheden, da en eller anden dum kælling havde besluttet sig for at kidnappe vores kat. Nu da hendes egen var løbet væk, så tænkte hun at vores så da sød ud. Men efter jeg så havde hængt sedler op på skolen, så havde hendes datter på 7 år været hjemme hos sin mor og spørge “Mor, er det ikke den kat vi har fået?” Hvilket så heldigvis var nok til at hun ringede – for halsbåndet med telefonnummer havde hun jo stadigvæk. Nøj, hvor var det svært at være flink da jeg hentede ham. Mage til taber so. Men som rummeligt menneske ved jeg jo godt at hun sikkert har haft det svært, ikke har det store overskud til sine børn og at hun så så Múggi som en nem måde at få lidt glæde ind i livet i en kold tid – jeg synes bare stadig det er tarveligt. I denne her uge er det så Erlas tur til at ligge vandret, hun spæner rundt til møder, arrangerer kaffehygge for Mánis klasse, går i biffen med naboerne og ordner samtidig lige hus og unger. Ret godt klaret. Og da vi holdt kalender møde (ja, sådan nogen holder vi), så fik vi øjnene op for at ALLE weekender indtil januar indeholder enten et besøg udefra eller at vi skal ud at besøge andre. Men det er jo også det tempo der passer os bedst, så vi glæder os til en familiejulehygge tid med masser af besøg fra Island og tonsvis af julebag og nisser… Og ellers så fik jeg mig et lille modernitets chok i dag. I forbindelse med psfyn.dk har vi købt det man kunne kalde legetøj, men som i realiteten er en ret seriøs lille dims til 2K der kan optage superp lyd i PCM og MP3 format. Da jeg så optog mit musikholds udgave af “Hvor skal vi sove i nat”, så faldt de ikke engang ned af stolene da jeg viste dem dimsen og sagde den kunne optage i wav, mp3 og stereo med kondensator mikrofoner – næh nej, de spurgte bare om ikke jeg gad at lægge den over på mobilen, så de kunne få den med bluetooth istedet for mail i næste musik time. Og vi snakker 5. klasse her. Jeg tror lige jeg skal finde min hjelm, for jeg har på fornemmelsen at jeg ikke kan blive ved med at hvile mig på de teknologiske laurbær i endeløse timer, bare fordi jeg kan lidt windows og web… Well, hyg jeg derude – og sig lige til hvis I ser en butik med udsalg af de gode gammeldags have-party-lyskæder til almindelige lyspærer.

- 1 kommentar til Moderne tider

Da jeg i dag, i et anfald af anti-provins besluttede at spraye min parabol rød, kom jeg i tanke om at jeg engang tænkte, da jeg kørte forbi Stengade 30 og de gule blokke, at forskellen på os og de andre er at vi har parabolerne pegende i forskellig retning. Om de andre har den pegende mod Mekka er ikke pointen, men i landet hvor blå gummistøvler i visse egne ses som oprør, er det de små marginaler der tæller. Og jeg løb tør for maling – så lige nu har jeg sådan en “røde hunde” ramt parabol som absolut ikke egner sig som ungdommelig manifestation mod villa, cykelvogn og missekat. Allerede her kan jeg se min oldgamle storebror ryste godmodigt på hovedet af mig og tænke “tsk, tsk – prøver han stadig at kæmpe imod at blive voksen…” Bare fordi han har fundet sig godt til rette i nærheden af de 40. Eller det siger hans væg-til-væg beskeder ihvertfald. Og væg-til-væg beskeder lyver ikke. Men det var jo heller ikke det jeg skrev. Jeg skrev at det skulle være et oprør mod villavovhundvolvo konstellationen – og den har jeg ikke noget imod. Læs lige foregående sætning igen, Troels. For det passer. Det er okay. Det er faktisk ret lækkert. Og jeg behøver ikke undsige det med masser af “Hus og familie er okay, sålænge man bare….”. Nej. Det er ganske simpelt i orden. Jeg ved godt at min megaunge lillebror nu sidder og headbanger med sit hoved nu og tænker “Argh, Argh – hvem fanden er du? og gider du godt sige hvor du har gemt liget af Kim Linnet”. Jeg giver dig ret – “the bodysnatchers” er en mega fed agtig god film – men det rokker ikke ved min tilfredshed… Kom du bare ned og få lidt ævlekage, så du har lidt til at stå imod de kommende måneders julefuckester. Og bare rolig, den skamplet af en parabol jeg har pt skal nok være malet fin til den tid – med smilende hippiesol og det hele.

Og nu til noget ganske andet. Jeg har fået støtte. Det er optur. Tænk sig, mit psfyn.dk projekt har fået lidt økonomisk starthjælp fra Odense Kommune. Det var det samme der begyndte at ske på Island – de ting jeg lavede gav pote. Der kom folk. De var glade. De sagde “Mere, Kim, mere….” Så ranker man jo ryggen. Og jeg er allerede blevet spurgt om ikke vi vil være med til flere projekter, så det rykker lige pludselig. Og jeg er sikker på at det jeg lærte på Island er kodeordet. At arbejde i projekter – og et projekt af gangen. Og så at tro på sig selv og udføre projektet uden at spørge andre folk om deres mening. Det er en af de dummeste ting man kan gøre – specielt i Danmark. Så tak Island, I gav mig et puf i den kunstneriske retning, et puf der var stort nok til at det kører videre endnu. Og tommelfingre opad til Odense Kommune for at være mere end bare H.C. Andersen og Albani. Det er ret fede ting der sker i den 3. største by…

I resten af denne uge står den så på tværfagligt projekt i skolen. Alle klasser skal lave en avis og har en uge til det. Inspirerende, omfangsrigt og kreativt. Lige som man kan lide det. Og så lige lidt småting såsom reformatering af fruens computer, færdigmaling af parabolen, skrivning af 3 tekster til den fynske finale i poetry slam, overvejelser om scorm-formatet i relation til web-evaluering i lukkede prøveformer, Máni skal lære at sove uden ble, Óliver skal lære at gå uden ble, Róskva skal lære at sove uden at drikke mælk, tagrenderne skal renses, Buddha skal males færdig, undervisningsmaterialet til Island skal påbegyndes osv. Det bliver en af de rolige uger 🙂

- 1 kommentar til Når parabolen bløder på Buddha

Så gik den efterårsferie – næsten da. Dagene blev stille og roligt flettet i familiens skød, med god mad, hyggelige stunder og stille revolutioner; Jeppe vandt i kroket. Óliver og Máni fangede deres første fisk. Lars fik optageudstyr i sit lydstudie. Erla kom på Facebook. Gry, Nanna og Smeden var for første gang i Svendborg. Kim fik åbnet for psfyn.dk version 2.0. Moster kom på besøg fra Island. Og Kim og Erla fejrer i aften deres første fem år som ægtefolk med en lille honeymoon på hotel ude på Ærø. Så alt i alt en opladning på den gode og solide måde. Rart? Bestemt…

- Ingen kommentarer til Uge 42