I et blændende hvidt lys, gør jeg min blodige ankomst. Stevie Bowie og David Wonder synger i duet, mens lægerne nyder fri hash og sætter manderollen på plads.
I et vræl af præsentation gør jeg mit første indtryk og udtryk, kigger bælgøjet på en verden der er vind og skæv, som satser på laissez faire og vær den du er.
Jeg er lige kommet ud af de voksne sprækker.
Silkejoggingtøj. Lidt for småt. God til at stave – de siger det går rigtig godt. Lilla géle på tube og piger jeg aldrig vil glemme. En første forelskelse der er umulig at tæmme.
Aner ikke hvad jeg skal gøre, laver håndtegn i luften. Kysser min arm og hvisker navne. Men jeg stinker stadig af rynkeby, makrel og leverpostej. Jeg er for barnlig. Det går ikke helt den rigtige vej.
Jeg kan mærke at det er det voksne der trækker.
Antikristne. Århusianere. Et og samme. Hippeforældre. Hjernelamme. Navngivelse er en synd. Navngivelse det er synd. Andre trækker i kjolen, ja til præstens psykedeliske fantasier og får en plads ved Guds side. Os andre, vi må i joggintøjet og lide.
Nonfirmation. Lange taler, sjatter i glas. Ture med onkel. Duft af hash. Jeg orienterer mig pludselig i et virvar af sure øl, cut´n´move, brækklatter og meget meget lidt poesi. Endelig er jeg fri.
Jeg er velkommmen i de voksnes rækker.
Stå ret, soldat. Husk at pudse dine støvler, hvis nu fjenden kommer. Puds din holdning og klip dit hår. Vi er Danmarks stolthed, forsvarer fædrelandet mod kohæsioner, paradokser, allegorier, pleonasmer og alt det andet vi ikke kan forstå. Tænk ikke, bare slå.
Seks måneder i et formørket åndshul. Begravet til halsen i systemer i den jyske muld. Piklængde og kaliber er et og samme. Bøsser er noget vi skyder med og den anden slags er bare for klamme.
Jeg kan mærke at de voksne mine vinger stækker
Himlen og jorden er mit. Nær de tyve kan jeg favne alt. Prøver min første abort – bliver bundet op i læder på et kors. Livet skal smages med alt hvad det har. Bjergene flytter sig, jeg er ild og vand. Jeg er ubevidst. Jeg er. Mand.
Telefonnumre forkastes. Lejere udskiftes også. Køkkenet deles. Uddannelsen startes. Fornyet fart. Alt for billige øl og ditto piger. Der går et år. Så er hun der – kvinden i mit liv. Så er hun der – kvinden i min viv.
Jeg er med et voksen så det rækker.
20 år senere – 20 år i en eskapade af dymanisk stilstand. Ungerne er flyttet hjemmefra. Huset og ægteskabet er gennemrenoveret. Stille. Dryp, dryp, dryp. Suk.
Opvågnende selvrealisering. Tordnende selvfiksering. Højskole. Diplomuddannelse. Fitness og krimier. Fyldt bankbog. Båd. Sommerhus. Jeg er selvtilstrækkelig og på ny endelig fri. En ungdom nummer to, nu med intelligens og uden hæmsko. Ukuelig egoist – jeg er alt andet end trist
I mit ansigt er der voksende sprækker.
Mine knogler bliver lettere. Mine muskler svinder. Mine minder overtager mit udsyn. Plejehjemmets rytme har overtaget min puls og mine tænder skærer gennem stadigt mørere kød og meninger. Nu lukker sig snart mit øje og jeg svæver let mod det høje.
I et blændende hvidt lys, gør jeg min stille afsked. Stevie Wonder og David Bowie synger i duet, mens de private læger nyder fri cash og sætter det offentlige sygehusvæsen på plads.
Jeg i en velvoksen grav mig lægger.
- Ingen kommentarer til De voksnes rækker.