Sidst det skete, var på et fjeld i Island, for ca. fire år siden. I vestfjordene, på en familietur. Solen havde stået uhindret i flere døgn, vandet var blankt og torskefyldt. Billederne taler for sig selv. Naturen var nærværende og sindet blev imødekommet af glade børn, hyggelig familie og sene aftener med øl og bål. Og lige der, på det fjeld, var der i et kort sekund en særlig tone. Måske en følelse af fuldkommen velvære. Det er fire år siden. Jeg kan huske at jeg stoppede op og tænkte at det måtte være den fysiske manifestation af lykke. Jeg har ikke mærket det siden. Og dog. For på et torv, i østtyskland, mens jeg var på arbejde, kom fornemmelsen igen. Ikke i nær så klokkeklar en klang, men en snert…
Turneén med efterskolen, var i år var sammen med Máni. Máni, min store dreng, som langsomt, men sikkert er ved at glide af hænde, sådan som det skal være. Og det var sammen med solen og gåture, fantastisk smukke koncerter i imponerende kirkerum, fede kolleger i natligt og beruset samvær og den bedste årgang som vi har haft i mange år. Det var også kontrasterne med koncentrationslejr om formiddagen og brætspil og hygge om eftermiddagen. Og Máni voksede undervejs. Det tog lige to dage, så var han selvkørende på linie med eleverne, smurte selv madpakke, fulgte med i dagsprogrammet, deltog i flashmobs, gik på shopping, spillede ultimate med eleverne og nød, nød, nød hver en koncert. Samtidig var han den ældste i den lille børneflok på fem unger som var med og var derfor det eftertragtede midtpunkt – og han styrede hoffet med charme og humor i god stil.
Han får sikkert også buddet næste år, og jeg gætter på at han gerne vil med. Der bliver det så nok Norge vi dribler imod, for at prøve noget nyt. Men hvis man savner forår og sommer, så behøver man kun køre 7 timer sydpå, så er der 25 grader og torvestemning – det handler bare om at gøre det. Herunder er lidt billeder, og mon ikke Máni giver en historie eller to hvis man spørger ham…om jeg er glad for at være efterskolelærer? Jo, det tror jeg nok jeg er 🙂
