Forfatter: Kim

Jeg kiggede en aften på Kåre og spurgte ham hvordan det egentlig startede, alt det her. Alt det her med at vi nu skulle bruge 250.000 DKK på tre dage. For det var det vi skulle. Og det var startet med et simpelt kulturmøde, for præcist et år siden – et møde hvor jeg sendte Kåre som stand-in istedet for mig. Og hvor var det dog godt. Så nu har Kåre og Mads ligget vandret i flere måneder, mens jeg har holdt mig en smule mere i baggrunden. Det har dog stadig betydet at jeg har arrangeret 3 workshops, fået designet og udgivet min første bog og fået en fuldfed håndfuld lyrikere til Svendborg. Det var tre gode dage med de samme folk som jeg hang ud med sidste år, og også nye iblandt. Og jo, der var mange kendte poeter iblandt, og meget kan man sige, men det kan de også. Mht. det videre virke, så er jobsituationen jo lidt usikker fremover, så der blev også snakket lidt frem og tilbage om hvordan man egentlig kan gøre det, hvis man vil ud og have klejner for sin kunst. Slam og Spoken Word er ikke lagt på hylden, men måske er det ved at blive til noget andet…

Og her er vores bog, som jeg har designet og skrevet i: Lyrikspor

…og lidt fjernsyn:

Så fik jeg klaret det. 14 dages nervøsitet mundede ud i en 2. plads til DM i Poetry Slam 2011. Der var meget tæt løb, i et tætpakket teater, fyldt med fedt publikum. Og selvfølgelig kan jeg være bagklog på flere måder, men jag retter nok bare snart ryggen og er stolt over min 2. plads. Det er nu ikke så ringe endda. Desuden var resten af weekenden sat til at foregå i familiens skød, da vi skulle fejre både Kim, Lars, Liva, Louise og Olivers fødselsdage i januar. Der blev gået ture, spist og hygget – og givet gas til an karaokefest i boligforeningen. Så alt i alt en aktiv weekend, med tre unger og to voksne der er lige lovlig trætte, i forhold til at det er mandag i morgen…

Indflytningsklart parcelhus i Nordre bydel.

Rigtig pænt parcelhus beliggende i efterspurgt kvarter i gå afstand til Svendborg bymidte, skole  …den er så lige blevet lukket (og, jo, det er Mánis skole, så han skal skifte skole næste år – og skal skifte igen i 7. klasse, og så skal han på efterskole…så meget for den “rolige og stabile” barndom som vi ville give ham, fordi det var det vi ikke selv fik, hrmph)., indkøb, off. transport mm. Ejendommen fremtræder meget indbydende og er holdt i lyse og venlige farver.

Ejendommen indeholder: Bryggers med flot nyt sort klinkegulv og plads til vaskemaskine samt tørretumbler. Lyst og venligt køkken med adgang til spisestuen.Spisestue med flot kig ud over den vestvendte have. Stue med udgang til stor sydvendt terrasse. Pænt badeværelse der er renoveret i 2005 med bruseniche og klinkegulv. Stort soveværelse med indbygningsskabe og adgang til påklædningsrum. 2 værelser med indbygningsskabe.

Stor terrasse med adgang til dejlig nem vestvendt have. Til ejendommen hører endvidere garage med isoleret værksted samt carport.

Endvidere rigtig gode tilkørsel forhold til den nye motorvej.

En indbydende ejendom der er lige til at flytte ind i…….

Jeg er hjemmelavet. Næsten. Der lige et par briller og et par ører der er syet ind. Men resten er hjemmelavet. Hjemmelavet er når lyset står skævt i lyseholderen, når marmeladen knaser lidt af for meget sukker, når strømperne er for små, når peberkagerne smager af peber, når konfirmationssangen er skrevet på ”jeg er havren”, når rugbrødet mangler salt, når gaffatape der holder cykelkurven fast, når kæderne til sexlivet er købt i ”jem og fix”, når bordet er en gammel dør og når ungernes handsker smitter af i våd sne. Og det er svaret fra den flinke moster, når man kommer med værtindegaven og siger ”Det har jeg selv lavet” og hun svarer ”Det kan jeg fanme godt se.” Og Hjemmelavet tager dobbelt så lang tid og er mindst ligeså dyrt. Og man tænker ”Så, min søn, det kan godt være fare er vred og stresset, men jeg er ved at snitte en kniv til dig, og det kan jeg slet ikke finde ud af og den bliver skæv og grim – men den er til dig fra mig, og jeg har selv lavet den.” Og jeg tror hjemmelavet er godt. For det stritter imod alle de glansbilleder der glider rundt imellem os. For når vi laver noget hjemme, så siver tiden langsomt ind i tingene. De salte tårer over strikkeopskriften der driller, får garnet til at lune lidt mere, den glemte tid i ovnen gør skorpen lidt ekstra sprød på rugbrødet og de manglende evner i sløjd gør at bordskånerens grove udformning kan modstå varmen fra et meteornedslag. Og nogen gange er hverdagen det mest hjemmelavede jeg har. For hverdagen er uden opskrift, og skæv og ikke altid lige salgbar og der er garanteret ingen der ville bytte med mig, for der er ingen, der som jeg, ville putte deres børn (hvem fanden læser tre bøger for tre børn), eller rydde op efter dagen (hvem fanden nøjes med at rydde op i sofaen), eller male deres døre (hvem fanden ville male deres døre med tusser), eller gøre huset juleklart (hvem fanden hænger kulørt julelys udenfor med vilje) eller ringe til mormor (hvem fanden ringer til mormor frivilligt). Mormors mormor arbejdede røven ud af bukserne, hun cyklede til lægen i regnen og kunne mærke sin krop hele vejen derhen. Jeg føler mig kun sulten når jeg er på slankekur eller der er kø på motorvejen, jeg er bekymret for min kropsbygning og går til zumba, til fitness, til sbs, til spinning, til bootcamp og køber fairtrade kaffe og økologisk sødmælk fordi jeg ikke selv har tid til frivilligt arbejde. Min kone får forstørret brysterne og jeg får forlænget nosserne, jeg tænder solen for en tyver, drømmer om lige tænder og praler af de hjemmesider jeg spilder tiden på at lave. Vi har det helt og aldeles glimrende og skriver det igen og igen og igen og igen og igen og igen på facebook. Alt er muligt. Alt er tilladt. Alt godt nok. Men hvad skal vi stille op med alle disse dage, selve livet. Hvorfor er vi til? Her er der ingen klipper til Sartre. Kun blød muld, og det dør man ikke af. Men Svendborg Bugt er ihvertfald smuk. Der løber en sti hele vejen, og man kan se solen stå op til venstre, og se den dø under Storstrømsbroen og Ærø. Og det er beroligende at stå der og se på havet, der er større end en selv. Det var her før jeg kom. Og er her når jeg går. Jeg bygger en hjemmelavet tømmerflåde. Jeg stager ud fra land og nettet til fisk fremfor facebook. Jeg kaster mig overbord og lader mig rense og svømmer i land, splitternøgen, løber hjem og hopper i kanen og laver det der leves bedst derhjmme. Og sørge for at der kommer flere af mig. Og er hundrede procent hjemmelavet.