1. December slam…

Jeg er hjemmelavet. Næsten. Der lige et par briller og et par ører der er syet ind. Men resten er hjemmelavet. Hjemmelavet er når lyset står skævt i lyseholderen, når marmeladen knaser lidt af for meget sukker, når strømperne er for små, når peberkagerne smager af peber, når konfirmationssangen er skrevet på ”jeg er havren”, når rugbrødet mangler salt, når gaffatape der holder cykelkurven fast, når kæderne til sexlivet er købt i ”jem og fix”, når bordet er en gammel dør og når ungernes handsker smitter af i våd sne. Og det er svaret fra den flinke moster, når man kommer med værtindegaven og siger ”Det har jeg selv lavet” og hun svarer ”Det kan jeg fanme godt se.” Og Hjemmelavet tager dobbelt så lang tid og er mindst ligeså dyrt. Og man tænker ”Så, min søn, det kan godt være fare er vred og stresset, men jeg er ved at snitte en kniv til dig, og det kan jeg slet ikke finde ud af og den bliver skæv og grim – men den er til dig fra mig, og jeg har selv lavet den.” Og jeg tror hjemmelavet er godt. For det stritter imod alle de glansbilleder der glider rundt imellem os. For når vi laver noget hjemme, så siver tiden langsomt ind i tingene. De salte tårer over strikkeopskriften der driller, får garnet til at lune lidt mere, den glemte tid i ovnen gør skorpen lidt ekstra sprød på rugbrødet og de manglende evner i sløjd gør at bordskånerens grove udformning kan modstå varmen fra et meteornedslag. Og nogen gange er hverdagen det mest hjemmelavede jeg har. For hverdagen er uden opskrift, og skæv og ikke altid lige salgbar og der er garanteret ingen der ville bytte med mig, for der er ingen, der som jeg, ville putte deres børn (hvem fanden læser tre bøger for tre børn), eller rydde op efter dagen (hvem fanden nøjes med at rydde op i sofaen), eller male deres døre (hvem fanden ville male deres døre med tusser), eller gøre huset juleklart (hvem fanden hænger kulørt julelys udenfor med vilje) eller ringe til mormor (hvem fanden ringer til mormor frivilligt). Mormors mormor arbejdede røven ud af bukserne, hun cyklede til lægen i regnen og kunne mærke sin krop hele vejen derhen. Jeg føler mig kun sulten når jeg er på slankekur eller der er kø på motorvejen, jeg er bekymret for min kropsbygning og går til zumba, til fitness, til sbs, til spinning, til bootcamp og køber fairtrade kaffe og økologisk sødmælk fordi jeg ikke selv har tid til frivilligt arbejde. Min kone får forstørret brysterne og jeg får forlænget nosserne, jeg tænder solen for en tyver, drømmer om lige tænder og praler af de hjemmesider jeg spilder tiden på at lave. Vi har det helt og aldeles glimrende og skriver det igen og igen og igen og igen og igen og igen på facebook. Alt er muligt. Alt er tilladt. Alt godt nok. Men hvad skal vi stille op med alle disse dage, selve livet. Hvorfor er vi til? Her er der ingen klipper til Sartre. Kun blød muld, og det dør man ikke af. Men Svendborg Bugt er ihvertfald smuk. Der løber en sti hele vejen, og man kan se solen stå op til venstre, og se den dø under Storstrømsbroen og Ærø. Og det er beroligende at stå der og se på havet, der er større end en selv. Det var her før jeg kom. Og er her når jeg går. Jeg bygger en hjemmelavet tømmerflåde. Jeg stager ud fra land og nettet til fisk fremfor facebook. Jeg kaster mig overbord og lader mig rense og svømmer i land, splitternøgen, løber hjem og hopper i kanen og laver det der leves bedst derhjmme. Og sørge for at der kommer flere af mig. Og er hundrede procent hjemmelavet.