Forfatter: Kim

…sidder og laver et undervisingsmateriale til Odense Centralbibliotek og finder pludselig mine gamle tekster på nettet fra dengang i 2009, hvor jeg var med i daysofartandlove…

Du skubber til døren og vinden når lige at gribe den; giver den et ekstra smæld og
jeg kigger på dig og siger “Det er de uventede knald jeg bedst kan lide ved dig.” Vi
standser op og ser på børnene der leger med sandet, og jeg giver dit hånd et klem og siger
“Tror du vores sand løber lige så let om ti år?” Fuglene er vågnet og du tror de fortæller
om smukke ting og jeg smiler til dig og siger ”Fuglene lyver kun om natten.” Bordet var
gammelt efterhånden og det trængte til en kærlig hånd og varmepistolen brændte sig ind
til træets årer og jeg siger “Dine årer minder mig om floderne vi svømmede i, før fremtiden
kom over os”. Dagen lukker sig om os, du ligger og fylder næsten ingenting i hængekøjen og jeg kigger mod trækronen og hvisker til dig “Se, vores birketræ vinker til os når det blæser.” Mit hjerte har slået i takt med dit åndedrag i mere end tusinde nætter og jeg elsker at nå dig, lige inden du er vågen, og hviske ord som du tror du har drømt og i dag er det “Jeg elsker dig mere, for hvert et år der vokser ud af din krop.” Maden får os til at blive døsige og vi kan ikke tage os sammen til at rydde af, så istedet sidder vi og se på vandhanen der drypper og jeg fylder rummet med “Det er dryppene vi bemærker, men stilheden imellem dem fylder mest.” Og katten har igen lagt sig foran kakkelovnen og du frygter en glød vil skabe lys lue og du kigger forvirret på mig og siger “Jeg vil føle mig mere sikker på os to, hvis vi ikke vi var så brændbare.” Og den dag, da du glemmer vinterens hårdhed og bevæger dig ud uden omtanke, da ringer du og skriger “Hent mig, inden min hud falder i et med verden.” Og i dag siger jeg “Ja.” hver gang jeg mener nej.

Sidste år blev den danske folkeskole smadret af regeringen. Der er ingen der melder om at det nu er en bedre skole. Og dog, Máni har for det meste ikke lektier, fordi han nu får dem lavet i skolen – og alle vores tre børn er glade for skole, men det var de også før. Anyway. Under lockouten, som jo gør at jeg aldrig kan stemme på S fremover, var vi ved at planlægge en edcamp. Det skete aldrig, da lockouten jo blev afblæst. Men nu sker det så alligevel – forhåbentlig. Den 19. november inviterer jeg, i kraft af min sidegeschäft som virtuel højskoleforstander (don´t ask), til EdCamp på Harders. Det bliver hyggeligt og forhåbentlig også lærerigt 🙂 Så kom frisk, vi skal være over 30 før jeg gider…

Musikteater tid, endnu en gang. Og snart er det ovre. Det er en af de der perioder hvor jeg er efterskolelærer med stort E, men heldigvis er godt gift, fordi Erla så kører biksen derhjemme. Og endnu en gang har det været formidabelt. Ny scene i år, ny historie, nye elever. Og så er det samtidig empiri for min opgave, så det passer perfekt. Det bliver til seks forestillinger for 1000 mennesker, med al hvad den kan trække af musik, videokulisser, teater und so weiter. I love it 🙂

Der er da sket lidt siden sommerhus. Vigtigst af alt er at vi har ferie, men derudover er da da sket lidt. Qua mit medforstanderskab i kultur-ping-klubben “Verdens Største Højskole”, så spenderede vi blandt andet en dag på Svendborgsund, for at se en færge blive sænket. Den foregående sætning må gerne genlæses, og hvis man er i tvivl om hvorvidt en færgesænkning er noget man bør fremhæve som værende et indhold i sit liv, så skulle man prøve at flytte til sydfyn. For så er man ikke i tvivl. Det her var årets begivenhed, ihvertfald målt på antallet af pressehelikoptere og sejlskibe. Politiken havde en dag også historien på forsiden, omend de havde fejldøbt færgen “M/F Øresund” (den hed M/F Ærøsund), men hey – detaljer, detaljer… Var det en dag værd? Tja, da den endelig sank tog det 15 sekunder, og der havde vi kigget på en færge i 1½ time, så det minder jo om tidligere tiders petting-præstationer i 8. klasse.

En færgesænkning er jo svær at toppe i forhold til nyhedsværdi og blogrelevans, men vi var også ude at se en af de bedste koncerter med ungerne. Det var sangprofessoren fra Jysk Musikkonservatorium der havde sit kor, Vox North, og beatboxeren Roxorloops, med ud på OE. Ungerne var også med, og hvis man får mulighed for at tage med nogen børn til deres koncerter, så er det bare afsted. Smukt, fedt, kærligt, musikalsk, blæret – og med publikumskor dirigeret af skyggeteater. Fornemt.

Men det var ferie vi kom fra. Den er i gang. I dag blev jeg så indviet i familiens nye yndlingsrestaurant – en all-you-can eat sushi restaurant. Det koncept er jo selvforklarende, men at maden kører rundt på små løbebånd, er jo også en del af charmen. I tiden før det, var vi på Brandts. Der var Kurt Trampedach. Han er dygtig. Og en udstilling om havet var der også. Og vi var på Egeskov med the Krygers før det. Og bla, bla, bla… Alt i alt har vi pissetravlt, men har det også meget godt. Så vi nyder ferien og familien, med alt det dissonans og harmoni den slags levned nu også indbefatter…