…sidder og laver et undervisingsmateriale til Odense Centralbibliotek og finder pludselig mine gamle tekster på nettet fra dengang i 2009, hvor jeg var med i daysofartandlove…
Du skubber til døren og vinden når lige at gribe den; giver den et ekstra smæld og
jeg kigger på dig og siger “Det er de uventede knald jeg bedst kan lide ved dig.” Vi
standser op og ser på børnene der leger med sandet, og jeg giver dit hånd et klem og siger
“Tror du vores sand løber lige så let om ti år?” Fuglene er vågnet og du tror de fortæller
om smukke ting og jeg smiler til dig og siger ”Fuglene lyver kun om natten.” Bordet var
gammelt efterhånden og det trængte til en kærlig hånd og varmepistolen brændte sig ind
til træets årer og jeg siger “Dine årer minder mig om floderne vi svømmede i, før fremtiden
kom over os”. Dagen lukker sig om os, du ligger og fylder næsten ingenting i hængekøjen og jeg kigger mod trækronen og hvisker til dig “Se, vores birketræ vinker til os når det blæser.” Mit hjerte har slået i takt med dit åndedrag i mere end tusinde nætter og jeg elsker at nå dig, lige inden du er vågen, og hviske ord som du tror du har drømt og i dag er det “Jeg elsker dig mere, for hvert et år der vokser ud af din krop.” Maden får os til at blive døsige og vi kan ikke tage os sammen til at rydde af, så istedet sidder vi og se på vandhanen der drypper og jeg fylder rummet med “Det er dryppene vi bemærker, men stilheden imellem dem fylder mest.” Og katten har igen lagt sig foran kakkelovnen og du frygter en glød vil skabe lys lue og du kigger forvirret på mig og siger “Jeg vil føle mig mere sikker på os to, hvis vi ikke vi var så brændbare.” Og den dag, da du glemmer vinterens hårdhed og bevæger dig ud uden omtanke, da ringer du og skriger “Hent mig, inden min hud falder i et med verden.” Og i dag siger jeg “Ja.” hver gang jeg mener nej.