Forfatter: Kim

De rige kapitalistsvin på isterningen På Island har nogle af de forretningsdrivende startet en forening som hedder Vantro – en forening som har til formål at pointere det latterlige (det profit- og forretningshæmmende) i de kristne helligdage. Og det gjorde de så blandt andet ved at arrangere bingo nede i byen i går. Bingo? Uha, da da. Hvilken revolte, tænker du så nok – de er sørme ude med de store markeringer der. Bingo synes måske ikke af meget, men i den nationale islandske kontekst, så bliver bingospil på langfedag til samfundsomstyrtende aktivitet. Det står nemlig sort på hvidt i den islandske lovgivning at man ikke må spille spil langfredag – og specielt ikke bingo. Hvorfor lige bingo blive udspecificeret er mig en gåde – men jeg er jo også bare en hedensk ateist, som hverken er blevet døbt eller konfirmeret ((Og nej, ikke en gang en nonfirmation fik jeg)) (I skylder mig stadig et stereoanlæg, far og mor).
Ellers var jeg på druk i går med folk fra arbejdet – vi startede med singstar og gik så videre på vegamot, bar 11 og endte på fornøjelige sirkus. Det var gode tider – og jeg endte for første gang hos en tyrker om natten og fik mig en lille pizza. Til 1000.- kr. Jeg følte mig helt henført til nattetider hos King of Kebab på Nørrebrogade.
Panoramaerne er ved at nærme sig noget jeg kan bruge, men der er stadig et stykke vej igen. Og så har jeg ENDELIG fået lavet min første planet – den er godt nok fortegnet, og ikke baseret på et ægte 360 x 180 graders panorama – men den er meget tæt på det jeg havde planer om at lave. Særligt sommerhuset som planet synes jeg er lækkert, da sommerhusets verdensfjernhed klinger godt med planetens medfødte ensomhed. Og det er superfedt at det endelig lykkedes – det har taget mig tre ugers gentagne forsøg, med 4 forskellige stykker software i både windows og linux.

Hver søndag har avisen Morgunbladid på Island en ret stor jobsektion, som jeg selvfølgelig køber, nu da jeg mangler lidt arbejde. Sidste søndag var der så indtil flere computer-jobs fra et firma som hedder Capacent, og jeg søgte to af dem. Og har fået tilsagn fra et af dem i dag. Det er et firma der ligger helt ude på Østisland i Eskifjordur, som gerne vil ansætte mig som system-udrulnings-mand, da de skal til at gøre hele byen trådløs. Det vil sige at alle indbyggere får billig telefoni, kabel-tv og internet – og det hele skal køre via Linux for at gøre det så billigt som muligt. Og da vi talte sammen om at vi måske ikke havde pengene lige nu til at købe et hus ude østpå, så sagde de at vi sagtens kunne få en slags tjeneste-bolig, samt at jeg fik firma-bil, da jeg skulle køre meget rundt for at installere.
Så det lader til at vi i stedet for at besøge danmark til sommer, skal til at flytte alle vores ting østpå. Det bliver spændende at prøve at bo I så lille en by og med den løn de har lovet mig, samt gratis hus, så kunne vi jo også få sparet lidt op. Erla skal jo på barsel, så det passer perfekt. Eskifjordur ligger ca. 12 timer i bil fra Reýkjavik og har vist nok 1200 indbyggere. Juhu! Østisland, here we come… Vi håber at I kommer og besøger os til sommer istedet, nu da vi ikke kommer til DK – det kunne ihvertfald være hyggeligt. De har vist både en 9-hullers golfbane derude, et museum om østisland og en svømmehal med sauna…

Et kort over byen:

De var helt op at flyve over rugbrøddet idag. Sikkert fordi den lokale udgave på øen her ligner rugbrød, men smager som sød kage. Inspektøren var selvfølgelig ikke videre miponeret over at jeg blandt sild, æg, kartofler, leverpostej og rødløg havde sat en halv flaske gammel dansk. Det var alligevel for meget. Det vidste jeg jo godt – folk havde sagt at det ikke var det smarteste at gøre. Men der er jo ikke noget sjovt ved en indvandrer-frokost, hvis ikke den er så nationalpatriotisk som muligt – og dansk påskefrokost med sild er altså inklusive snaps. Så husker de mig nok også bedre.
Nå, lad det nu ligge. Det var rugbrøddet vi kom fra – og det der med at kende sine islændinge. At jeg havde holdt en 50 år gammel dej levende i tre år, synes de var så ærefrygtindgydende at de behandlede de to portioner jeg havde med som relikvier. Og med hensyn til at kende sine islændinge, så er de jo ekstremt mad-glade heroppe. Mad har vel også stået som noget der var ret godt at se frem til, efter man havde redet over fjeldene, fået lava i øjnene og ens hest var blevet kogt i en geyser. Og hvad skal man lave om vinteren når frosten er på minus halvtreds, solen er oppe i 20 minutter og selv fårene begynder at se lidt beklemte ud? Spise, spise, spise.
Ihvertfald var alt glemt om evt. utilfredshed med min lærergerning, og højlydte protester om min afgang samt lovning om vikararbejde fløj gennem lokalet. Så nu går jeg mod min sidste time og skal også lige havde ryddet op efter mig – det er jo ikke sikkert at min efterfølger synes at tilfældighed er et godt princip at kategorisere efter. Fremtiden? Den starter ikke før imorgen.

Man er aldrig rigtig forberedt på det – man ved godt at man skal sige farvel, og man gør selvfølgelig sit bedste for at gøre den sidste tid hyggelig. men alligevel. Nu har jeg sagt farvel til 10 forskellige klasser – ca. 200 børn og unge. Og jeg kan stadig huske mange af eleverne. Det er en af de latterlige ting ved at være lærer. Man bruger en stor af sig selv i arbejdet med eleverne, har herlige stunder og indædte kampe. Og uanset hvor hårdt man nogengange synes det hele er, så er man alt andet lige kommet ind på livet af en række søde unger eller spændende teenagere – og måske også deres familier. Kender deres historier, deres humor, deres måde at være på. Og pludselig er det så ovre. Det er ikke ligesom at sige farvel til fætter Emil – ham ser man jo nok engang til. Men eleverne, det er bare “Farvel, og god vind…”. Og eleverne synes også det er latterligt – nogen af pigerne havde da lidt fugtige øjne og jeg undgik heller ikke bamseknus fra de store drenge. De tænker på hvad jeg nu skal og om vi ikke ses alligevel.
Det er jo første gang jeg har undervist teenagere – og jeg vil sige at jeg nok efterhånden vænnede mig til det. Og egentlig håber at jeg kommer til at gøre det igen. Det værste var at jeg havde svært ved at huske 80 islandske navne og at jeg ikke kunne skælde ud på Islandsk – når jeg en sjælden gang havde brug for at trække streger i sandet. Nå, men fritteren ligger jo på samme skole så det går nok. Nu vil jeg bage lidt rugbrød og købe noget leverpostej og gammel dansk, og så sige farvel til kollegerne med lidt dansk påskefrokostbord på fredag. Og så vil jeg så se om jeg skal til at finde mig noget mere arbejde efter påske, da jeg nu kun har et enkelt job (for første gang) som er på 24 timer om ugen…

Min første førsteklasse. På Stege Skole. Og jo, de lærte at læse – endda mere end godt.