Man er aldrig rigtig forberedt på det – man ved godt at man skal sige farvel, og man gør selvfølgelig sit bedste for at gøre den sidste tid hyggelig. men alligevel. Nu har jeg sagt farvel til 10 forskellige klasser – ca. 200 børn og unge. Og jeg kan stadig huske mange af eleverne. Det er en af de latterlige ting ved at være lærer. Man bruger en stor af sig selv i arbejdet med eleverne, har herlige stunder og indædte kampe. Og uanset hvor hårdt man nogengange synes det hele er, så er man alt andet lige kommet ind på livet af en række søde unger eller spændende teenagere – og måske også deres familier. Kender deres historier, deres humor, deres måde at være på. Og pludselig er det så ovre. Det er ikke ligesom at sige farvel til fætter Emil – ham ser man jo nok engang til. Men eleverne, det er bare “Farvel, og god vind…”. Og eleverne synes også det er latterligt – nogen af pigerne havde da lidt fugtige øjne og jeg undgik heller ikke bamseknus fra de store drenge. De tænker på hvad jeg nu skal og om vi ikke ses alligevel.
Det er jo første gang jeg har undervist teenagere – og jeg vil sige at jeg nok efterhånden vænnede mig til det. Og egentlig håber at jeg kommer til at gøre det igen. Det værste var at jeg havde svært ved at huske 80 islandske navne og at jeg ikke kunne skælde ud på Islandsk – når jeg en sjælden gang havde brug for at trække streger i sandet. Nå, men fritteren ligger jo på samme skole så det går nok. Nu vil jeg bage lidt rugbrød og købe noget leverpostej og gammel dansk, og så sige farvel til kollegerne med lidt dansk påskefrokostbord på fredag. Og så vil jeg så se om jeg skal til at finde mig noget mere arbejde efter påske, da jeg nu kun har et enkelt job (for første gang) som er på 24 timer om ugen…
Min første førsteklasse. På Stege Skole. Og jo, de lærte at læse – endda mere end godt.