Forfatter: Kim

På Møn var ungerne i vores lejlighed 80 % af tiden. I soltun var Ulfur altid opppe hos Máni og ikke omvendt. Og nu har naboens unger så også fundet os, så vi har for det meste 4-5 unger fra 17-20 i hverdagen. Og i weekenderne. Og det er da herligt. Men jeg kan ikke finde ud af om det er fordi at vores unger – eller egentlig kun Máni – er ligeså generte som jeg var da jeg var lille og derfor bedst kan lide at lege hjemme, eller om det er fordi vi i en særlig grad har friere tøjler i forhold til støj og leg. Måske er det den komplette samling af Iron Maiden plader. Måske fordi Erla er så sød. Måske fordi himlen er blå. Det er ihvertfald et fact. Med både sine plusser og minusser.
Ellers var jeg i dag ude at shoppe briller igen for første gang i fem år – og jeg er stolt af at kunne sige at jeg er endnu mere blind end jeg var sidst. Hvis jeg er heldig får jeg engang bevilliget førerhund og kan gratis tage venner med i tog og bus. Det må være målet. Jeg valgte igen “ic! berlin” briller, selvom “Mykita” var en stærk contender – designmæssigt (stængerne kunne fek.s. ikke bliver revet af af Troels) var “Mykita” lidt smartere i funktionen, men rammerne passede ikke så godt. Så i stedet er der dømt oldschool chrom og 80´er æstetik – jeg glæder mig. Jeg kommer til at ligne mig selv igen – dengang jeg var 8 år og min mor og far købte briller til mig i 1985.

- Ingen kommentarer til …altid hos os

…nu har vi så været på barsel sammen i 2 måneder. Næsten. Det går ret godt efterhånden, selvom du desværre bliver mere og mere selvstændig – og dermed også mere hidsig, da dine små tykke ben ikke helt kan følge med i dine ønsker. Du vil gerne kravle, men når først du har fået dig moslet ned fra siddende stilling, så kan du ikke få din mave tvunget over de ben, som du samtidig har strukket ud i spegat. Efter 3 minutters højlydt skrigen, så giver du op, og prøver i stedet at hive dig op i stående stilling, som tit ender med at du befinder dig i stillinger får mit hjerte til at slå et par ekstra slag. Og så dine spisevaner.
Da vi startede sammen på barsel, der flottede du dig jo også. Fra at være den lille, fe-agtige Röskva, der drak hvid mælk i den hvide vinter med din vinterblege familie, så fandt du foruroligende hurtigt ud af at far kunne lave noget der var en anelse mere interessant. Hvilket har gjort at du i de sidste par måneder har fået kælenavnet Grød-Marianne. Du spiser grød som var det den sidste nadver og stavblenderen kører i døgndrift. Men vi har fundet et rytme på det efterhånden… Og så skal du også lige vide at du er ret så kølig. Máni er jo vores følsomme, eftertænksomme og efterhånden også humoristiske store barn. Óliver han er bulderbassen, der partout nægter at smide bleen og ligesom understreger sit valg ved at lade enhver potte-trænings session ende med at skide i bukserne. Og du er så hende den kølige der roligt iagttager hvad tosserne omkring dig laver, finder dig i den islandske vind og de mange køreture – og så ellers kun lader et grin falde fra dine læber når Máni gør noget. I to har meget tydeligt noget ganske særligt sammen, som vi andre ikke er en del af. Men det varmer jo et faderhjerte at have fået en pige som er lidt reserveret – som ikke lader sig imponere af hvem eller hvadsomhelst. Det kunne jo tyde på at rækken af potentielle svigersønner som skal gennem mine mange prøver, kommer til at bestå af lidt mere egnede kandidater. Jeg er allerede begyndt at øve mig “Hvad hedder du så?” “Jeg hedder Lucas” (Röskva er jo desværre blevet født i en tid, hvor mødrene mente at bibelske eller oldnordisk navne klart ville passe bedst med deres Louis Vuitton taske). “Er det et navn? Ja, ja, da. Så har jeg hørt det med…”. Det skal nok blive godt. Men selv om du er det tredje barn, og af den grund lidt svær at hidse sig op over, så ender det jo alligevel med at du nu har charmeret dig godt og grundigt ind. Og selv om din oldemor har skældt mig huden fuld for at slæbe dig med til Danmark her i Maj, så glæder jeg mig til at have dig med – og vise dig frem. Så selv om man bliver tyk bag ørene, så kan er en dobbelt-dyrlæge altså det hele værd…

PS: Billige flybilletter

- 1 kommentar til Kære Röskva…

BRAT SAT PÅ plads i virkeligheden stirrede han med vantro på sin netbank. 800 USD for en aften i byen. Nasty. Det måtte have været en god aften i byen. Et enkelt klik efter gik han kold. Som modtager af et beløb på 750 USD stod Iceland Air. Febrilsk greb han telefonen og ringede til selskabet. En tæve med skabet islandsk accent fejede ham af bordet og sagde at købet så ganske afgjort ikke kunne refunderes. Han prøvede først at forklare hende at han han købte det stangvissen i byen, men det lod bare til at opildne hende i hendes korstog mod det gode humør og firmaets latterlige retningslinjer for positive public relations. En måned senere sad han og snavede med en pige i Reykjavik. Hun var blevet helt vild da han sagde han var fra Seattle og i sit stille sind takkede han Kurt og de andre fallerede grunge-helte for at have tilføjet byen flere kendetegn end et turistet fallos symbol og ustandseligt regnvejr. Men hun var for meget. Konstant i mobilen. Konstant på Sirkus. Konstant på arbejde. Og altid med en iPod fyldt med de seneste Pitchfork-darlings som han absolut og skulle høre – og helst synes var spræk eins og lækur. Fuck hende. Men den del af det klagede han ikke over. Efter et par måneders hormonalt inficerede måneder bød hun ham til Danmark. På en sviptur. Hun skulle shoppe. Han sagde ikke nej til en gratis flybillet. Og i Danmark lykkedes det så endelig. Af med hende. Da hun tog tilbage til Island, stod han og vinkede med krokodille fagter, imens han glædede sig til at folde vingerne ud igen. I et hus på jagtvej tog de godt imod ham. Da de hørte han ikke kendte en sjæl, og at hans kæreste lige var fløjet fra ham, gav de ham en madras på loftet. Og da de fandt ud af at han kunne svejse, så gav husets cykelsmed sig til at lave en cykel til ham ud af det bjerg af brugte cykler der lå op af Ungdomshuset. I de næste par uge lå han på et loft hvor der var signerede sort/hvid fotografier fra andre gæster på værelset – Björk, Sex Pistols. Han fik mad og nattely, de fik den ondeste barrikade der nogensinde er blevet svejset på en Københavnsk hoveddør. Og det hjalp. For da politiet kom, angreb de fra kranvogne og helikoptere. Efter det begyndte han at arbejde som freelance frisør og sove rundt omkring hos folk og i parker. Tiden var begyndt at blive sløv i det, da hans ven fra England ringede. Om han ikke kom over til London? Jo, da – gider du betale? Og et par uger senere stod han så i London – efter at have afgivet løfte om gratis klipninger resten af livet. Igen blev dagene fyldt af fandenivoldskhed, tågede branderter, spordiske silikonebryster og åndssvage kunder der ville klippes som David Bowie i “Troldkongens Labyrint.” Hun ringede til ham efter en måned. Spurgte om ikke han ville komme til Island. Hun skulle nok betale. Og nu stod han her. På Gallery Gel og klippede hår. De lejede en lejlighed sammen i midtbyen – og han var lige blevet far. Han var ikke helt sikker på om han skulle have flere børn. Endsige om han skulle have fået det første. Og mens han fortalte sin historie, så så det ud som ham danskeren i stolen nikkede genkendende til flere passager. Han sagde tak for klipningen og godt liv inden han gik ud med ordene “Kom, Máni, lad os gå hjem og vise mor garnet…”

EN KYLLING DELES i kvarter ved et skråt snit mellem bryst og lår. Fuck. I starten af tiden sammen skulle hun imponeres med revet citrongræs, stegte rejer, frisk koriander, fløde og karry. Nu, tre børn senere og en islandsk valuta krise oveni, så stod han og bandede af en halvfrossen kylling og en kogebog der talte til en som om man var præmiestudent fra landbohøjskolen. Lår, vinger, bryst. Hvor fanden skulle man vide det fra? Bed mig om at skifte en BIOS jumper på motherboardet, det er da til at forstå – men det her… Og selvfølgelig skulle de sidste måneder på øen blive hektiske. Der skulle trækkes så meget som muligt ud af dem. Inden livet blev overdraget til de fynske alper. Så derfor var det endt med halvfrossen kylling – så måtte tiden til citrongræs komme igen når ungerne engang var blevet store nok til selv at tage sig et glas vand.

BLANDT HORDERNE AF islandske arbejdere var det sociale liv fra den ene dag til den anden blevet nulstillet. At være på barsel her var en blandet fornøjelse. Der var rungende tavshed gennem den rodede lejlighed, kun afbrudt af de obligatoriske stunder med datteren omkring spisning og hygge. Radioen var fyldt med værter der var mere taleglade end lærere og afbrudt hyppigere af reklamer end TV3 på en stolt dag. Computeren var begyndt at stå tændt hele dagen, men selv den var efterhånden blevet ret ligegyldig. Og det islandske sprog gled også mere og mere i baggrunden. Så nu sad han her. Stiv af kaffe, i rodet fra gårsdagens børnepasning og ventede på Godot. Foråret havde ombestemt sig og byen lå igen dækket af sne. Netprojektet som han havde over nedsejling var intetsigende, sikkert også på grund af manglende sparring fra kompetente folk. Så i stedet var han begyndt at læse. Sikkert heller ikke det værste man kunne gøre. Knud Romers debutroman. Og Michael Laudrups Tænder. Og Haruki Murakemi. Og det virkede meget godt. Gav lidt fred. Og han glædede sig også til at datteren blev frisk igen efter penicillin-kuren, så de igen kunne komme lidt ud.

OG TIL SIDST, lige inden han slukkede, kunne han ikke lade være med at lave en lille test af YouTube og Flickr – nu da Flickr endelig havde fået video support. Med en ret interessant begrænsning på 90 sekunder. En grænse som hans yndlings videoblogger, Matti, også havde fundet frem til. Og så slukkede han. Og gik ud i livet…

- Ingen kommentarer til Barselsbilleder

Oh, kære Danmark. Det lader heldigvis til at du er på vej tilbage til din gamle gænge. SF fører politisk og nu er det tilladt at bade topløs i alle Københavnske svømmehaller. Det er jo pragtfuldt. Der findes dog også andre syn på sagen om de fritgående bryster, som feks. Jørgens kommentar i ovenstående artikel. Heroppe er virkeligheden lidt mere barsk. Jeg er ved at blive loco af at være på barsel – jeg er ikke helt bygget til ikke at have noget socialt ping pong i løbet af dagen. Og nej, kære Netdoktors Babyklub, jeg kan altså ikke falde i svime ved at stå og glane over min sovende datter og flippe ud over nye spændende holistiske og økologiske grønsagssammensætninger i den hjemmelavede babymos. Så i stedet er jeg gået i gang med at øve mig på Ukulele og Kazoo, da jeg virkelig er blevet rusten på de to instrumenter. Kan i gætte hvilket nummer det er? (afstemning til venstre)

[audio:dido.mp3]

Men heldigvis er jeg jo lidt mere heldigt stillet end Erla, da jeg har bilen hjemme, hvilket betyder at vi bare kan køre ud i det blå. Hvilket vi også gør. Men der er lige et lille aberdabei. Og det er at Island for tiden holde fest og har drukket sin egen valuta under bordet. Den kære islandske Króna er faldet med ca. 8%, hvilket gør at nationalbank renten er på 15% (den danske er på 4,5%). Og i min anti – matematiske naivitet, gik jeg jo og troede at det kun gjorde ondt på bankerne – men de har sikret sig ved at have deres investeringer sikret i andre valutaer. Til gengæld skal hr. og fru Kim jo så betale kassen, fordi de islandske butikker øjnede chancen og har sat priserne op på ALT med 15-20%. Og aviserne flyder over med reklamer hvor de lystigt henviser til krisen: “Kom køb bananer til samme pris som før inflationen!!” Jeg føler mig hensat til anden verdenskrig. Så hver gang man tænder bilen, så tænker man, hov, der røg så lige 50 kr. Læste også lige på en blog om de stakkels islandske studerende i Danmark med islandsk studielån – de var vant til at få 8400 DKK for deres islandske lån, nu fik då kun omkring 6300 DKK. Av, av.

Og ellers så glæder mig og Röskva os til at komme til Danmnark. Troels han elsker os åbenbart så højt, at han ønsker sig en flybillet i fødselsdagsgave, så vi kan komme med til hans brag af et Ramasjang d. 3 Maj. Det bliver superfedt. Han har inviteret alle dem der har vokaler id deres navn og så er der vist både lejet telt og band – og så laver han den gamle klassiker med at det koster en flaske sprut at komme med, så det skal nok blive mindeværdigt. Derefter drager vi sandsynligvis et lille smut til Fyn for at se på huset og forhåbentlig til en jobsamtale. Og så hjem til isterningen igen. Well, hygge indtil vi ses….

Og forresten, tillykke med fødselsdagen Jónas 🙂

- 2 kommentarer til While my ukulele gently sneeze…