Endnu en tur med de glade, kristne guitar hippier i Reykjavik.

Vi er stadig ved vores fulde fem. Knap og nap. Er ikke helt sikker på at det kan anbefales ikke at planlægge påsken. Selvom det nu er gået ganske fornøjeligt – den har helt sikkert haft sine glimt af uforglemmeligheder. Som nu fek.s. i går da vi spontant besluttede os for at male os i hovedet, for ligesom at peppe dagen lidt op. Det var også ret sjovt – men nærmede sig grænsen til det absurde da jeg måtte skælde Máni ud på et tidspunkt, og sidde mad alvorlig stemme og kulørt i hele hovedet og sige at han skulle opføre sig bedre. Eller da jeg i dag, til Inga og Niclas´ dåb for tredje gang blev sendt med Máni og Óliver i børnegudstjeneste, fordi Erla igen havde fået os inviteret til barnedåb. Og hun er jo den voksne og skal være med til højtideligheden, så jeg har fået tjansen med at passe unger. Og jeg kan godt klare det – men det ændrer ikke ved at det altid er lidt særligt at sidde og jalla ud på islandsk og klappe i hænderne med Lovord om Jesu, alt imens en glad, fro og trind kristen gutarspiller giver den gas med store fagter som man prøver at følge med på. Fordi Máni til stadighed sidder og kontrollerer om han gør det rigtigt, ved at følge sin fars bevægelser. Halleluja. Men nu sidder vi mætte og glade her efter en påske fyldt med noget så islandsk som familie og mad. Og så skal vi traditionen tro over til søndagsmiddag hos svigerfar. Jeg tror jeg revner. Vi ser om vi kan overkomme billeder lidt senere – jeg ved I alle venter spændt 😉

- 2 kommentarer til Endnu en tur med de glade, kristne guitar hippier i Reykjavik.

OMG.

Det er en meget spændende nutid for tiden. De grafiske landevindinger viser sig gladeligt i biografens mørke. Til efteråret kommer så åbenbart den auditive Photoshop. Det er for vildt. Og rent teknisk fatter jeg det ikke. Måske er det noget med at måle det sammenlagte frekvensrum i en optagelse og så holde det op imod et bibliotek af musikteoretiske formler og kendte akkorder, og så gætte på hvad der passer bedst og splitte ud efter det. Men det vil så også sige at efter efteråret 2008, så er det kun ved livekoncerter man kan være sikker på at folk rent faktisk er ekvilibrister på deres instrumenter – og enhver Computer Wiz kan nu tage Jimi Hendrix´ magi og skifte harmonier… Wow.

- 3 kommentarer til OMG.

Påsken begynder godt…

Selv om man om vinteren lever i mulm og isnende mørke heroppe på isterningen, så lysner dagene til gengæld med lysets hast når det vender. De islandske sommernætter med midnatssol og kølde øl i de varme kilder er uforlignelige. Vi er ikke helt nået dertil endnu, men de er på vej. Vi ikke har planlagt påsken overhovedet i år. Det er så første gang det er sket. Meget udansk. Ret islandsk. 10 dage, uden planer (okay, en enkelt barnedåb, men ellers). Og det går fantastisk. I dag tog vi en tur tilbage til det Erla opdagede var gamle barndomsminder. Svigerfar havde lejet et sommerhus i weekenden ude i nationalparken, hvor familien åbenbart også havde været en del, da Erla var lille. Hvilket jo er tegn på at manden i mange år har været ansat det samme sted, og når man ser på stillingen i dag i forhold til den gang, så ser det ud til at kunne betale sig 🙂 Kunne være jeg skulle lære lidt af det – i stedet for at skifte skole hvert eneste år…lidt trættende i længden. Der var høj sol, ungerne kælkede i poser, vi så folk is-fiske og nød en gåtur på søen mellem bjergene… Det eneste der manglede var lidt Rød Ålborg. Yeah right, som om det harske kommen befængte kølervæske nogensinde er noget man kunne mangle 😉

























- 6 kommentarer til Påsken begynder godt…

Flock 1.1

Det bliver bare bedre og bedre. Flock Browseren har nu support for Gmail og Picasa – og har også support for både islandsk og dansk stavekontrol, så hvis man er moderne så hopper man med. Desuden har den en RSS-Reader, der gør det både nemt og overskueligt at læse sine webmedier (Politiken, information, wired, engadget osv.)

Hent Browseren ved at klikke her. Og hvis du klikker her, kan du installere ordbøger.

En oversigt over understøttede web-services:

Nørdelig hilsen El Webmaster.

- Ingen kommentarer til Flock 1.1

Vandspejl

I går var Röskva så for første gang i svømmehallen. Udenfor i sneen. 6 måneder gammel. Jeg kan stadig huske da Jeppe stod med Liva på armen bag glasruden i svømmehallen i Reykjavik og så på mig med frådende vantro i øjnene, da jeg gik udenfor i sneen med Öliver kun iklædt badetøj. Men Röskva klarede det også i fin stil. Det gjorde jeg også. Næsten da. For man skal passe på med at gå i svømmehallen på de tidspunkter hvor der normalt er mennesketomt. Det er der alle tosserne kommer ud. Jeg har stadig billedet af ham den ældre, halvfede herre der uden blusel stod og lufttørrede sig i skridtet med hårtørreren. Arrgh! Nå. Men resten af dagen var fin. Vi tog i studiet og hun snorksov i et par timer, mens jeg fik begyndt på et nyt maleri. Og herunder så en lille video af mit tredje barn (fik i øvrigt lidt et chok da jeg stod og så på den nyligt samlede triptrap stol til hende – pludselig stod der tre børnestole. Det ligenede efterhånden en mindre børneinstitution ude i køkkenet). Hun opdager sig selv i spejlet…

- 2 kommentarer til Vandspejl

Op og hop…

Endnu er tiden kommet for en lille weekend blog. Selvom det plejer at være Erla der står for dem.
Min første uge på barsel er vel overstået. Og det har været lidt ligesom ø-lejren var de første par år. Det tager lidt tid at lære at slappe af. Men det kommer, stille og roligt. Mine dage går med praktiske ting omkring huset i DK, med at koge mos til Röskva og så indimellem få et lille rengørings flip i huset. Forleden havde jeg også Röskva med ude i studiet for at male tip-oldefars spisebord færdigt, med der var så spændende derude at hun ikke helt synes min plan om at hun skulle sove til middag mens jeg fandt mit indre jeg i samvær med mine pensler var en særlig skarp idé. Så hun var med til at male lidt – hvilket også havde sin charme. Stakkels Erla, i øvrigt. Ikke alene er hun belemret med tre unger der snart kommer hjem med den ene ubehjælpelige rædsel efter den anden fra folkeskolens hellige feature-uger, hun er også gift med en mand der pure nægter at øvelse gør mester og den skitseagtige friskhed der opstår ved at skifte medie konstant er en god ting. Gad vide hvordan vores hus kommer til at se ud… Tiden går også med at tænke for og imod mine højtravende planer om online lærdom, planer som skal føres ud i livet NU, hvis det nogensinde skal blive til noget. Well. Puha. Jeg får stress. I dag var der knaldgodt vejr. Og når det er det på Island, så går man ikke ude og luger ukrudt og drikker øl, næh, man tager på ski 🙂

…og dæleme om knægten så ikke drønede ud i haven og spillede bold bagefter… Gid man havde energi som en fem-årig.

- 3 kommentarer til Op og hop…

Tøris

Da Erla talte med mig i telefonen og spurgte om jeg havde nogle planer for drengene, svarede jeg at jeg havde tænkt på at tage ud og købe lidt tøris. Hvortil hun, ganske afslappet sagde “Det er fint skat, så ses vi bare her hjemme.” Hvad hun derefter tænkte, skal jeg ikke kunne sige, men jeg ved da at hændelsen har været gentagelsesværdig overfor veninderne. Men vi morede os. Og efter at have leget med det derhjemme, så tog jeg det op i børnhaven og underholdte med et lille WizKid show med balloner, tøris og frugtfarve. Stor succes. I øvrigt lidt interessant at se hvad forskellige regeringer mener er farligt for befolkningen – heroppe mener de at alkohol og husholdningssprit er rene masseødelæggelsesvåben, hvorfor det er ret svært at skaffe. I Danmark derimod mener de at tøris og salpeter i de forkerte hænder kan få folk til at strikke eksplosive, kolde spegepølser sammen i fanatismens navn. En mærkelig verden vi lever i…

- 8 kommentarer til Tøris