emtekaer.dk

Ved siden af mig ligger en kasse med ca. 2 kg papir. Kassen er hjemmeklistret, med en fint cirkelrundt kighul i midten. Inden i den er billeder af de samlede værker for de sidste seks års kreativitet. Og i morgen bliver den så afleveret. På sidste salgsdato. Til kunsthøjskolen i Reýkjavík. Og så skal jeg til samtale i april. Og får et “ja” i maj. (Erla siger man bare skal sige sine ønsker højt, så går de i opfyldelse). Det har været fedt at lave ansøgningen – den er udformet som en brugsanvisning til produktet “My First Artist, Model # 030177”, inklusive troubleshooting afsnit hvis modellen opfører sig kedeligt eller uinspirerende. Så nu letter noget af arbejds-tågen – så må se om det får blodtrykket ned under de 150 det var på forleden dag… Kryds pensler!

Jeg har to uger tilbage som dansklærer. Og jeg havde fortalt eleverne at den ene uge er grammatik og lytteøvelser, den anden uge er film, rugbrød, fællessang og fodbold. De havde så tilsyneladende glemt den ene uge.

Ihvertfald var der fire elever som prompte rakte hånden op, da jeg tog grammatik øvelserne frem. Da jeg spurgte dem hvad de ville, så sagde spurgte de om de ikke måtte gå op til lægen og få en stivkrampe vaccination i skulderen. Hvilket jo ikke er helt smertefrit. Og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, da jeg tilspurgte dem om det kunne have sin rigtighed at de hellere ville stikkes med en kanyle end at have dansk med mig. Men jo, den var god nok. Og de fik lov til at gå. Jeg tænker i mit stille sind “Hvad bliver det næste?”

Men så igen – sådan tror jeg også jeg havde det med både mine fransk og naturfagslærer ((jeg fik forøvrigt hævn over Hanne Busk, min naturfagslærer. en dag som vikar havde jeg hendes datter i timen. Jeg udlovede en pose slik til den der kunne løse en opgave som jeg tegnede på tavlen – en opgave jeg vidste var umulig. Dagen efter kom datteren og sagde at hendes mor havde brugt 4 timer om aftenen på at løse opgaven, og at den altså var umulig at løse. Jeg gav hende en pose slik for det fine svar, og bad hende om at hilse hendes mor fra Kim Linnet)) i gymnasiet. Man lærer så længe man har en lever…

Jeg har mine prikker, jeg ved det. Eller mine interesser. Nogen af hvilke er så små, at det er de færreste jeg kan indlade mig med med håb om at få en interessant samtale op at stå. Den ene er det der med at bruge computere til andet end mail og word. Den anden er typografi og skrifttyper. Og den tredje er at jeg altid, da jeg nu er godt og grundigt natteblind, har været fascineret af lys og lamper. Og nu er der så kommet en trussel mod min tredje lille fetish. For vores allesammens morfar, den Europæiske Union, har åbenbart tænkt sig at følge trop med Australien, hvilket vil sige at Thomas Edisons gave til menneskeheden, glødelampen, måske kunne blive forbudt at bruge i private hjem i år 2010. Energisparepærer er da på sin vis en god idé, men der er altså et par steder de halter endnu:

1. De virker ikke under høje temperaturer – farvel til lys i saunaen (hvilket måske kunne være meget sjovt).
2. De er ikke alt for fikse til at fokusere lyset.
3. De udsender ikke varme – desværre terrarium øgle, du må fryse lidt.
4. De larmer (okay, de summer. Lidt. Det gør de altså.)
5. De giver et grimt lys.
6: De passer aldrig helt til lampernes design.
7. De indeholder kviksølv. (kviksølv er IKKE godt)
8. De er forbudte ved høj luftfugtighed – sluk lyset når du går i bad, eller tag et hurtigt bad. Med koldt vand.
9. De får epileptikere til at danse. (teoretisk set, men alligevel…)
10. De er dyre – men f… det, vi har trods alt penge nok.

Så et forbud er lidt for meget “far, mor og børn” fra EU’s side. Men en god pegefinger og lavere afgifter, så vi kunne bruge op til 75% mindre energi og formindske drivhusgasserne fra Europa (nu da Kina alligevel har vundet på det felt) er da også tillokkende. Men jeg synes nu min neongrønne indretning med glødepærer var flot – det ville ikke være det samme med lysstofrør.