Forfatter: Kim

Rørende gal på en lørdag. Vel at mærke på en lørdag efter en lang uge. Og vel at mærke på en lørdag hvor solen står højt og der venter god mad og studenterfest om føje timer. Hvordan kan det være muligt?

Dis
Alderen tynger. Torsdag var en aften med tilbud om koncert med fire islandske bans – Motion Boys, FM Belfast, kanikkehuskenavnet og detsikkertligegyldigeband. På MySpace lød de som nogen af frontløberne i den nuværende Electro bølge, med bands som The Knife som anførere. Godt setup. Men jeg sagde nej. Og det var svært. For så kunne jeg jo ikke, troværdigt, skrive om det på bloggen. Og jeg kunne ikke vise svigerfamiliens unge medlemmer at der stadig var spræl i danskeren. Min værdighed som urban festabe måtte bukke under for fakta; jeg var træt, vinden var hård og kold på cykel og jeg skulle op og undervise 1. klasse hele næste dag. Fredag ringede Thorbørn. Og jeg sagde nej. Til et par øl med Christian. Ikke på grund af selskabet – Christian minder endda lidt om JeanMarcus når han folder sig ud i sit gode hjørne. Og Thorbjørn er altid god for et par strøtanker og et par strøøl tilegnet projektet “Island som tilflytter”. Igen begik fesaben harakiri. Denne gang med en sabel anført af fredagstræthed og viden om at morgendagen bød på “MánisAfslutningsfestMedGymnastikholdet” og “IngvarFreyrBliverStudent”. Begge dele vægtige begivenheder som altid medfører en tur ind i udklædningsskabet, for at lede efter udklædningen som “StoltOgDeltagendeFamiliefar” og “FriskOgEngageretSvigersøn”. Festaben bukkede under, med en viden om at den pondus som en enkelt bytur ville have givet selvet nu var mistet og derfor ikke kun bruges til at komme igennem weekendens obligatoriske studenterfester. Lørdag. Máni og Óliver giver den alt hvad de har. Begivenheden kan findes under bogstavet L. Lortemorgen. Råb, skrig, uenighed, modvilje – godt og grundigt på tværs. Ikke så godt når det bliver iblandet en afholdt abes nylige dobbelte selvmord. Så er det godt vi skal til gymnastik. Så er det knap så godt jeg har læst forkert på sedlen og afslutningsfesten først starter en time senere. Aaaagh! Solen banker ned på de islandske fodboldbaners plasticgræs. Duften af grill breder sig. Og der er en time forude uden program for den lille familie af tidsslaver.

Sonans
Efter en uge med meget vikararbejde er der nu endelig weekend. Foråret er kommet til Island. Og familiære anliggender byder på to fester. Jeg har bagt rugbrød til den Veisteinns fest og vi har været ude at se på gaver. Væk fra hverdagens trivialiteter og folk til at tage sig af vores kære guldklumper. Selv Joakim Von And trænger til ferie fra pengetanken indimellem. Og heldigvis har jeg været så fornuftig at sige nej tak til ugens tilbud af byture, så jeg kan mønstre lidt overskud til ungerne og kvinden i mit liv. Tømmermænd begynder mere og mere at minde om tidsspilde. Eller sagt på en anden måde; der skal noget særligt til før sengetiden bliver efter 01:00. Så jeg er udsovet og klar til gode tider, gode mennesker og god mad. Problemet er bare at jeg er møgknotten. Og jeg ved hvorfor. Og jeg ved også godt at denne grund, eller disse grunde, vil blive erklæret ugyldig ved den almenmenneskelige domstol. Set udefra er jeg jo en værre barnerøv hvis jeg er sur i dag. Det ved jeg godt. Så det er jeg ikke – for jeg har lige drukket en hel kande kaffe. Men, inden jeg glad og fro afslutter posten her og går ud og leger med Máni og Marcus, så vil jeg bare lige have lov til at pointere at selvmorderiske, barnlige festaber skal have lov og plads til at være sure – også selv om vi oftest bliver det på meget upassende tidspunkter og grund af højest mærkværdige grundlag. Vi ved godt. Men det siger vi ikke til nogen. Og så længe I indimellem leger at I er forstående overfor vores barnlige surhed, så går det. Den bedste kur mod os? Tag lidt pis på os, find spejlet frem, ab efter – så seriøse er vores anfald heller ikke…

- 2 kommentarer til Kognitiv dissonans eller Strictly Ballroom i en familiær tid

Der er områder af omverdenen som man bare ikke får set så meget til altid. Det ene er DR´s dokumentarzonen, et sted som jeg lige har genopdaget, og som gør at Juice lige nu står og henter 30+ kvali-podcats ned. Det andet er et nyt projekt, The Encyclopedia of Life, til 25.000.000 dollars som indtil flere mastodonter står bag, og som både danske bloggere skriver om og som Wired også smider en forsideartikel efter. Biologisk, verdensomspændende data-indsamlig. Ren Sisyfos. Besnærende. De kan ihverfald lave fede videoer…

Smukt, men ikke nær så sjovt som den stakkels politibetjent der troede han var død, fordi han havde bagt for stærke potkager af noget pot han havde konfiskeret:

Og i anledning af at i har stemt på “Hej med mig” som titlen på den næste plade fra Anne Linnet så er der her en lille fanvideo:

- 3 kommentarer til Pres den juice, dinosaur…

Kære 1.673 gæster – indenfor den sidste måned.
678 af jer bruger bruger Firefox – det er 40 %. Hvilket er ret flot. Men vi ville jo gerne over de 50 %.

Så er der 19 af jer der har søgt på kim linnet og 18 der har søgt på dansker island. I sig selv ret uinteressant, men der er til stadighed et par stykker der finder os ved at søge på koreografi – det er fedt.

Tak til thrumurassar.blogspot.com for at smide 156 af deres gæster videre til os.

Og hvem er de 40 i USA og de 16 i Asien der læser vores side?

…google analytics er til stadighed en kilde til morskab. Og kan sikkert meget, meget mere end jeg umiddelbart ved af.

Se en lille oversigts rapport ved at klikke her…

- 2 kommentarer til 2 minutter og 16 sekunder senere drog de 1.673 besøgende videre…

7 år. Ca. 1/4 del af mit liv. Årene er hastet forbi og det må være fordi vi har haft det sjovt. Men jeg håber da vi bremser lidt op, ellers så sidder jeg med 9 børn om 14 år, i mit 6. land og mit 12. hus. Det har været 7 fantastiske år sammen med en kvinde som jeg elsker og som jeg synes er fantastisk. Hun er klog, sjov, ærlig, sexet, inspirerende og så er hun et så varmt og godt menneske, at folk omkring hende altid åbner sig og spørger til råds eller deler deres drømme om livet. Og sidst, men ikke mindst, så har hun jo evnen til at holde af mig – og min familie. Hvilket jeg jo personligt synes er ret godt klaret. Hun har næsten altid har sagt ja til alle eventyr og muligheder og det er de ting jeg nu sætter pris på og som jeg glæder mig til at dele resten af livet med. Efter at have prøvet 4 flytninger, et hussalg, 2 lande og et bofællesskab, så ved vi begge at vi har både mod og styrke til at prøve kræfter livet, på måder som stikker lidt uden for det normale. Som forælder med hende har jeg som far fået al den plads jeg kunne ønske mig og vores syn på børneopdragelse, værdier i et børneliv og samvær med ungerne er nogen vi deler. I aften skal jeg sidde ned og se hende jeg elsker dybt i øjnene og sige tak for tiden indtil nu og skåle på tiderne som kommer. Og der er stor vægt bag begge ord. Jeg elsker dig Erla. Og hvis du nu havde glemt det, så er der her et par klip fra gamle breve. Og hvor var jeg dog ungdommelig dengang 😉

Kære Erla.
Tak for 6 fantastiske måneder sammen med dig. Du har givet mig utrolig meget, både følelsesmæssigt, intellektuelt og ikke at forglemme fysisk 🙂 Det lød vist lidt som en doktor-afhandling, sorry. Du har givet mig tusinder af magiske øjeblikke, selv når du ikke har været hos mig – bare at have dig at kunne tænke på har været en uvurderlig gave. Jeg ved ikke om det var med vilje at vi skulle mødes på Zahles seminarium, men jeg synes vi har meget tilfælles og så alligevel ikke. Det er som en fantastisk puslespil med myriader af brikker hvor nogle er velkendte, andre helt nye og så igen nogen der ikke helt passer nogen steder, men som alligevel har sin plads et eller andet sted…

– Giv manden en nobelpris, han skriver jo som James Joyce. 😉

Godmorgen kære skat, jeg håber vi har haft en dejlig nat sammen. Men det har vi nu nok, for selv om du skubber mig ind i jernrør og ned på gulvet, så gør du det alligevel på en sød måde 🙂 Nu er du blevet 24, – den første fødselsdag vi har sammen som kærester. Vores 8’ende mærkedag, hvis vi tæller uge-dage med. Jeg ville ønske vi havde en hel dag hvor vi kunne nusse om hinanden, og jeg kunne gå og sige tillykke ti…l

- Ingen kommentarer til 7 år, så ved man et eller andet…

Vil alle danske kvinder der læser denne blog, ikke være søde at bære tørklæde så ofte som muligt. Det her er da for svinagtigt. Siden hvornår blev det legitimt at komme med denne her slags ytringer i det offentlige rum uden at blive kaldt for skingrende sindssyg? Og Khader er da ikke meget bedre “Jeg ville ønske mig en verden uden tørklæder….” siger narrehatten. Okay, man kunne se det som undertrykkende symbol af kvinden (og det er jo ikke spor undertrykkende at benægte alle muslimske, tørklædeklædte kvinder adgang til samtlige offentlige bygninger i hyggelige, lille Danmark), men jeg vil æde min hat / mit tørklæde på at nogen vælger det med stolthed ligesom skotterne med glæde hopper i en kilt. Luk staden, brænd tørklæderne, sluk cigaretterne og få håndskriften glemt hurtigst muligt – I skal alligevel ikke bruge den til eksamen. Mangfoldigheden er død – mangfoldigheden længe leve…

- Ingen kommentarer til Pia er en psykotisk tøjte. Okay, det var lidt ekstremt. Pia er dum.

Jeg ved ikke helt hvorfor jeg gør det. I går var vi oppe at se den afsluttende udstilling fra LHI. Og mens der var ret langt mellem snapsene, så tog jeg stadig et eksemplar af samtlige elevers visitkort så jeg lige kunne tjekke deres websider. Wbesider som viste sig desværre at være hæderlige. I de fem afdelinger der viste deres kunnen, så var der faktisk kun én fra industrielt design der imponerede fordi hun havde lavet et super fedt ur. Et ur som bestod af en lang halskæde, hvor hver perle galdt 5 minutter, og som så var opdelt i lyse og mørke perler. Men nu har jeg jo også en forkærlighed for ure der viser tiden analogt på nye måder (husk det, hvis I skal give mig gaver – det er et sikkert hit).
I grafisk design kunne de ikke rigtig imponere – der var en der havde lavet et flot kortspil og en der kunne sin typografi. Den sidste imponerede endda mig. Og så blev vi blæst lidt væk af de “sande” kunstnere, dem der gik på malerlinien. Og så sidder jeg jo og grunder over om det mon var godt eller skidt at jeg ikke kom ind. Dem på Grafisk Linie kunne øjensynligt ikke meget mere end jeg allerede kan, men den store forskel er jo bare det skide papir som giver en mulighed for at leve af det – måske. Til gengæld valgte Tine jo Branchen fra efter hun var færdig som designer, fordi hun ikke kunne klare den selvsmagende, selvpromoverende og ekstremt kompetitive side af det – og læser nu til sygeplejerske. Så måske skulle jeg bare være glad for status quo og så se kunsten som en hobby som jeg langsomt kan udvikle og som måske kan komme venner og familie til gode. Selvom de sikkert bliver møgtrætte af mine evindelige hjemmelavede julegaver på et tidspunkt… Nå, ja, ja. Det gør stadig lidt ondt det nej jeg fik. Men jeg håber ikke det får mig til at give helt op på planeterne – som der nu er kommet 6 af…

- Ingen kommentarer til Salt i såret