Kognitiv dissonans eller Strictly Ballroom i en familiær tid

Rørende gal på en lørdag. Vel at mærke på en lørdag efter en lang uge. Og vel at mærke på en lørdag hvor solen står højt og der venter god mad og studenterfest om føje timer. Hvordan kan det være muligt?

Dis
Alderen tynger. Torsdag var en aften med tilbud om koncert med fire islandske bans – Motion Boys, FM Belfast, kanikkehuskenavnet og detsikkertligegyldigeband. På MySpace lød de som nogen af frontløberne i den nuværende Electro bølge, med bands som The Knife som anførere. Godt setup. Men jeg sagde nej. Og det var svært. For så kunne jeg jo ikke, troværdigt, skrive om det på bloggen. Og jeg kunne ikke vise svigerfamiliens unge medlemmer at der stadig var spræl i danskeren. Min værdighed som urban festabe måtte bukke under for fakta; jeg var træt, vinden var hård og kold på cykel og jeg skulle op og undervise 1. klasse hele næste dag. Fredag ringede Thorbørn. Og jeg sagde nej. Til et par øl med Christian. Ikke på grund af selskabet – Christian minder endda lidt om JeanMarcus når han folder sig ud i sit gode hjørne. Og Thorbjørn er altid god for et par strøtanker og et par strøøl tilegnet projektet “Island som tilflytter”. Igen begik fesaben harakiri. Denne gang med en sabel anført af fredagstræthed og viden om at morgendagen bød på “MánisAfslutningsfestMedGymnastikholdet” og “IngvarFreyrBliverStudent”. Begge dele vægtige begivenheder som altid medfører en tur ind i udklædningsskabet, for at lede efter udklædningen som “StoltOgDeltagendeFamiliefar” og “FriskOgEngageretSvigersøn”. Festaben bukkede under, med en viden om at den pondus som en enkelt bytur ville have givet selvet nu var mistet og derfor ikke kun bruges til at komme igennem weekendens obligatoriske studenterfester. Lørdag. Máni og Óliver giver den alt hvad de har. Begivenheden kan findes under bogstavet L. Lortemorgen. Råb, skrig, uenighed, modvilje – godt og grundigt på tværs. Ikke så godt når det bliver iblandet en afholdt abes nylige dobbelte selvmord. Så er det godt vi skal til gymnastik. Så er det knap så godt jeg har læst forkert på sedlen og afslutningsfesten først starter en time senere. Aaaagh! Solen banker ned på de islandske fodboldbaners plasticgræs. Duften af grill breder sig. Og der er en time forude uden program for den lille familie af tidsslaver.

Sonans
Efter en uge med meget vikararbejde er der nu endelig weekend. Foråret er kommet til Island. Og familiære anliggender byder på to fester. Jeg har bagt rugbrød til den Veisteinns fest og vi har været ude at se på gaver. Væk fra hverdagens trivialiteter og folk til at tage sig af vores kære guldklumper. Selv Joakim Von And trænger til ferie fra pengetanken indimellem. Og heldigvis har jeg været så fornuftig at sige nej tak til ugens tilbud af byture, så jeg kan mønstre lidt overskud til ungerne og kvinden i mit liv. Tømmermænd begynder mere og mere at minde om tidsspilde. Eller sagt på en anden måde; der skal noget særligt til før sengetiden bliver efter 01:00. Så jeg er udsovet og klar til gode tider, gode mennesker og god mad. Problemet er bare at jeg er møgknotten. Og jeg ved hvorfor. Og jeg ved også godt at denne grund, eller disse grunde, vil blive erklæret ugyldig ved den almenmenneskelige domstol. Set udefra er jeg jo en værre barnerøv hvis jeg er sur i dag. Det ved jeg godt. Så det er jeg ikke – for jeg har lige drukket en hel kande kaffe. Men, inden jeg glad og fro afslutter posten her og går ud og leger med Máni og Marcus, så vil jeg bare lige have lov til at pointere at selvmorderiske, barnlige festaber skal have lov og plads til at være sure – også selv om vi oftest bliver det på meget upassende tidspunkter og grund af højest mærkværdige grundlag. Vi ved godt. Men det siger vi ikke til nogen. Og så længe I indimellem leger at I er forstående overfor vores barnlige surhed, så går det. Den bedste kur mod os? Tag lidt pis på os, find spejlet frem, ab efter – så seriøse er vores anfald heller ikke…