Så fik Máni sin konfirmation. En stor dag, på mange måder. Og valget var helt og holdent hans – vi forlangte “blot” at han skulle gå til præst, og så måtte han selv bestemme om han ville konfirmeres eller nonfirmeres. Med respekt for de værdier, fortællinger og den etik og moral de vel nok har bevæget sig igennem hos præsten, så undlod jeg at indgå i alt for omfattende diskussioner omkring biblens skabelsesberetning, men talte istedet med ham om næstekærligheden og det at tro på noget større end en selv – men han ved godt at jeg ser bøgernes bog som good ol’ fantasy. Men Máni ville det, og efter den prædiken han fik i kirken, så forstår jeg ham godt. Præsten var både nutidig, humoristisk og henvendte sig til de unge på deres præmisser, og formåede at skabe et rum hvor man kan tale om de ting som man ellers ikke får talt om i hverken skolen eller henover middagsbordet derhjemme…
Men dagen oprandt, med et familiært tilløb fra Island. Allerede torsdag aften landede folket fra Reykjavik og Sverige, Akranes kom fredag, Sjælland kom lørdag og Jylland dukkede op på dagen. Og alle gav en hånd med hvor de kunne. Og det var jo netop det der var Mánis største gave – at stå og se ud over 43 voksne og 30 børn, som han kan kalde både sin familie og sine nære venner. Det var fantastisk og rørende. Solen slog igennem, og efter konfirmationen i kirken, så blev dagen brugt på lækker mad, fælles fodbold, fysikforsøg fra Troels, masser af taler, sange og samvær på kryds og tværs. Selvom mig og smukke har været sammen i snart 16 år, så er det jo første gang nogle folk i familien møder hinanden.
Vi er bare grundlæggende super taknemmelige over at I kom. At I tog jer tid til at fejre Máni, give ham virkelig flotte gaver (han er klart den med flest penge i banken lige pt.) og hjælpe mig og Erla på den måde som I gjrode.
Og sidst, men ikke mindst, så tak til dig min seje og søde Erla – hold nu kæft hvor du gjorde det godt i ugerne op til, du var fantastisk! Godt skuldret 🙂
Well, bedre sent end aldrig – og selvom I nok har set alle billederne, så kommer her et lille udvalg:
Þetta var frábær hátílegur og fallegur dagur takk fyrir mig