Kategori: Kims blog

Man er aldrig rigtig forberedt på det – man ved godt at man skal sige farvel, og man gør selvfølgelig sit bedste for at gøre den sidste tid hyggelig. men alligevel. Nu har jeg sagt farvel til 10 forskellige klasser – ca. 200 børn og unge. Og jeg kan stadig huske mange af eleverne. Det er en af de latterlige ting ved at være lærer. Man bruger en stor af sig selv i arbejdet med eleverne, har herlige stunder og indædte kampe. Og uanset hvor hårdt man nogengange synes det hele er, så er man alt andet lige kommet ind på livet af en række søde unger eller spændende teenagere – og måske også deres familier. Kender deres historier, deres humor, deres måde at være på. Og pludselig er det så ovre. Det er ikke ligesom at sige farvel til fætter Emil – ham ser man jo nok engang til. Men eleverne, det er bare “Farvel, og god vind…”. Og eleverne synes også det er latterligt – nogen af pigerne havde da lidt fugtige øjne og jeg undgik heller ikke bamseknus fra de store drenge. De tænker på hvad jeg nu skal og om vi ikke ses alligevel.
Det er jo første gang jeg har undervist teenagere – og jeg vil sige at jeg nok efterhånden vænnede mig til det. Og egentlig håber at jeg kommer til at gøre det igen. Det værste var at jeg havde svært ved at huske 80 islandske navne og at jeg ikke kunne skælde ud på Islandsk – når jeg en sjælden gang havde brug for at trække streger i sandet. Nå, men fritteren ligger jo på samme skole så det går nok. Nu vil jeg bage lidt rugbrød og købe noget leverpostej og gammel dansk, og så sige farvel til kollegerne med lidt dansk påskefrokostbord på fredag. Og så vil jeg så se om jeg skal til at finde mig noget mere arbejde efter påske, da jeg nu kun har et enkelt job (for første gang) som er på 24 timer om ugen…

Min første førsteklasse. På Stege Skole. Og jo, de lærte at læse – endda mere end godt.

Formanden for Danmarks Lærerforening, ((don´t get me startet on lærernes a-kasse. Mage til langsomme, fatsvage jubelidioter skal man fanme lede længe efter langsommelig betjening, har jeg ikke set andre steder,)) Anders Bondo, har nu endelig besluttet sig for at holde med sin medlemsskare. Jeg mente på et tideligt tidspunkt at den nye folkeskolelov var noget makværk, og at elevplaner var helt til grin. Og at lærerne nu endelig siger stop for galskaben, synes jeg blot er på tide. Hvorhenne ligger det visionære og det fremadskuende i at iagttage og nedskrive fortiden? Skal vi som skole, institutioner og lærere, os som står for sikkert mere end halvdelen af alt samvær i ethvert barns barndom, ikke prøve at forvalte tid og penge på noget som er imellem de voksne og børnene? Hmm – kig ind på politiken.dk og følg med. Ritt B. synes også vi har ret 😉

De såkaldte elevplaner er nemlig et eksempel på bureaukratiserende signalpolitik, når den er værst.

For det andet kan elevplaner nemt blive en kilde til friktion mellem lærere og forældre, da intet er mere følsomt end en skriftlig beskrivelse af ens barn, der vedrører sociale og psykologiske forhold. I alle de tilfælde, hvor der ingen alvorlige problemer er, vil dialogen herom være rent tidsspilde.

Ved siden af mig ligger en kasse med ca. 2 kg papir. Kassen er hjemmeklistret, med en fint cirkelrundt kighul i midten. Inden i den er billeder af de samlede værker for de sidste seks års kreativitet. Og i morgen bliver den så afleveret. På sidste salgsdato. Til kunsthøjskolen i Reýkjavík. Og så skal jeg til samtale i april. Og får et “ja” i maj. (Erla siger man bare skal sige sine ønsker højt, så går de i opfyldelse). Det har været fedt at lave ansøgningen – den er udformet som en brugsanvisning til produktet “My First Artist, Model # 030177”, inklusive troubleshooting afsnit hvis modellen opfører sig kedeligt eller uinspirerende. Så nu letter noget af arbejds-tågen – så må se om det får blodtrykket ned under de 150 det var på forleden dag… Kryds pensler!

Jeg har to uger tilbage som dansklærer. Og jeg havde fortalt eleverne at den ene uge er grammatik og lytteøvelser, den anden uge er film, rugbrød, fællessang og fodbold. De havde så tilsyneladende glemt den ene uge.

Ihvertfald var der fire elever som prompte rakte hånden op, da jeg tog grammatik øvelserne frem. Da jeg spurgte dem hvad de ville, så sagde spurgte de om de ikke måtte gå op til lægen og få en stivkrampe vaccination i skulderen. Hvilket jo ikke er helt smertefrit. Og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, da jeg tilspurgte dem om det kunne have sin rigtighed at de hellere ville stikkes med en kanyle end at have dansk med mig. Men jo, den var god nok. Og de fik lov til at gå. Jeg tænker i mit stille sind “Hvad bliver det næste?”

Men så igen – sådan tror jeg også jeg havde det med både mine fransk og naturfagslærer ((jeg fik forøvrigt hævn over Hanne Busk, min naturfagslærer. en dag som vikar havde jeg hendes datter i timen. Jeg udlovede en pose slik til den der kunne løse en opgave som jeg tegnede på tavlen – en opgave jeg vidste var umulig. Dagen efter kom datteren og sagde at hendes mor havde brugt 4 timer om aftenen på at løse opgaven, og at den altså var umulig at løse. Jeg gav hende en pose slik for det fine svar, og bad hende om at hilse hendes mor fra Kim Linnet)) i gymnasiet. Man lærer så længe man har en lever…