Kategori: Billeder / Myndir

Flyvedrømmene har forladt mig. Det er mange år siden. Man jeg kan tydeligt huske hvordan det var at svæve udover skolens marmorhvide trapper, eller henover fortovet. Min flyveteknik var egentlig ikke særlig aerodynamisk, den bestod mest af møllehjul, men det vigtigste var den virkede. Men nu kan jeg ikke sidst huske hvornår møllehjul har fået mig til at lette. Jeg går ud fra at drømmene er stoppet på grund af fornuftens overtag – man kan jo ikke flyve, min dreng. Det kan man ikke.

Men jo, det kan man – næsten. Droneanfaldet kunne i størrelse minde om happy.go-lucky dage fra den Afghanske slagmark, det eneste offer i denne kontekst  var dog potentielt set tegnebogen. Vi var taget mod Odense Havnefestival, og startede med lige at defilere forbi MakerFestivalen. Et slaraffenland for drengerøve. Du kunne får printet alt i 3D, du kunne også scanne dig selv og give dit syndige korpus som gave, du kunne lege med elektriske bits & bytes, der var re-design af gamle møbler og imens fløj et hav af droner i alle størrelser rundt i luften. I hjørnet af teltet stod en dreng og kælede forlegent for noget som lignede et landingsmodul til vildfarne kuglepenne. Jeg skulle nok aldrig have spurgt. I løbet af 3 minutter bgeyndte Röskvas øjenbryn at krælle sig ind i hinanden, og min bevidsthed flygtede skrigende bort ud på gaden. Men han fortsatte. Langsomt. Og. Roligt. Og. Insisterende. Forklarede om hver en minutiøs detalje. Og jeg stod paralyseret og lyttede det bedste jeg havde lært.

Resten af festivalen var æstetisk pakket ind i burgeroplevelser, laserlysorgeler, projektioner, dans, parkour og den eveindelige jagt på glemte kontanter. Odense er ved at forandre sig til det bedre. De har sløjfet det ar som en eller anden idiot gave byen i 50’erne, og har formået at lukke en 4-sporet motorvej, som går tværs igennem byen. Det har gadefestivalen Karrussel, som vel er den dannede fætterudgave af Distortion og så har de havnen, som en eller anden har fået øje på – og som de  nu har bygget bro til. Og midt i al virvaret finder vi ud af noget essentielt. Der er et MakerLab i Ollerup – og snart Svendborg. Hvilket er en af de små sensationer som får hamseteren til at træde ud af hjulet og lægge sig lidt ned og tage en slapper. Det er god stil. Mon ikke vi lige prøver det af på et tidspunkt 🙂

Billeder? Jeg er glad for du spørger…

 

- Ingen kommentarer til Odense Havne maker city kunst burgere fin dag i det hele taget festival

Kagen er jo lækker. Det er den. Der bare det tal der. Det minder mig jo lidt om hvor jeg er på vej hen. Og jo, jeg ved godt at mine læserskare på denne blog er befinder sig solidt i bedsteforældresegmentet, og derfor mener jeg er en vårhare – men det skal ikke afholde mig fra at frygte de 40. Erla mener at jeg venligst burde have overstået krisen, eller at en eventuel krise ikke behøver at blive mere hængmulet end som så (spoiler: jeg hang lidt med hovedet i februar, eller måske januar og februar). Anyway. Vi kom fra en lækker kage. Og lad os bare holde os til det. Kagens konditor er jo skyld i at vi bor i Svendborg, så hun fortjener da lige et hip-hurra og et tillykke med på vejen 🙂 Og jeg tror snart jeg begynder at løbe…

Traditionen tro var der skolefest på ungernes skole. De havde haft tema-uge, hvor Máni har lært Parkour, Óliver har lavet kortfilm og Röskva har øvet gadeteater og moonwalk. Og det er jo rart, når man som far kan irettesætte sit barns lærer i forhold til definitionen af moonwalk, for det er jo den flade fod man trækker bagud, og ikke den anden. Det svære kommer så når ungernes forventninger og ambitioner vokser op over taget. De har jo arbejdet intenst og koncentreret med det her i en uge, og glæder sig til scener og applaus og fokuserede blikke og anerkendelse og råb om ekstranummer og så videre, men bliver mødt af horder af tupperwareslæbende forældre, som ikke leder efter bedste optræden, men derimod bedste ædeplads til pastasalaten, imens kulrede pre-teens mobilfniser rundt i klynger af højrøstet internnervøs falballade og man må tage til takke med den flade asfalt som scene og mor og far som de eneste for alvor-interesserede filmkritikere tilstede. Det kan være lidt hårdt at bære for at barnehjerte – og den indre lærer får lyst til at råbe “så få dog styr på det her arrangement!”. Men det endte jo med at vi alle hyggede os lykkeligt til aftenens ende…

 

Det har IKKE noget at gøre med at der er kommet ny formand i PSFyn. Det har det ikke. Det er IKKE derfor at der for første gang er kø ud på gaden foran Teater Momentum, 140 publikummer, masser af nye poeter og vild succes. Jeg mener, det er jo bare held. Og at vi er kommet i teatrets katalog. Ikke? Det er da klart! Og det er ihvertfald mig som har lagt grundstenene. Det er min skyld at der overhovedet findes poesi på Fyn. I alle afskygninger. De står sku’ i gæld til mig, alle disse sceneliderlige poeter, som bare vil op og stå på den scene. Her har vi andre ofret både ægteskaber, sene nattetimer, printerpatroner og ladet de mest personlige hemmeligheder flyde ud på papiret, og fanme om så ikke de hjernedøde lemminger først kommer når den sande poesi forlader skuden. Har man kendt mage… Spøg til side. For det var det. Ren spøg. Ha, ha, ha. PSFyn havde en fortryllende sæsonfinale. Det var vildt. Og en hyggelig aften sammen med Kåre, og andre af mine sydfynske udkårne. Og med den nye medvind, så satser vi på en fandangofest om 3 år, når PSFyn fylder 10!

 

Der var måske nok sket en mindre divisionsfejl, så Máni måtte kæmpe mod gymnaster der var to år ældre, men det går ham nu ikke så meget på. For det ændrer jo ikke ved at han var med til DM. Og dermed er blandt de bedste gymnaster i kongeriget, i den liga han nu spiller i. Og om aftenen var der halbal for alle de unge, hvor de tilsyneladende har nogle ret vilde gymnastdansecirkler. Var far stolt? Ja, da! …hvorefter jeg daffede til hovedstaden af djursland og indtog en hyggelig aften, tilsat fiskebuféet på havnen, mors iPad-Ven og Melodi Grand Prix…

For syv år siden kom Poetry Slam til Svendborg. For seks år siden kom Ord Over Svendborg til byen – og Sushi. For fem år siden startede Veredens Flinkeste Gadefest. For tre år siden startede Love In / Skarø Festivalen. For to år siden åbnede Kammerateriet. For et år siden startede Verdens Største Højskole. I år startede CirkusRummet. Og næste år starter Svendborg Sound. Der er mange steder man kan bo i Danmark – men her kan man også leve 🙂 …og jo, skyd mig bare blidt i knæskallen for at lyde lidt som mor Hella, der på alle tider af året jo mener at der er “Gang i Ebeltoft”. Jeg skal ærligt indrømme at Svendborg også er slapt mellem november og marts, men der har vi jo hinanden…

 

 

 

 

- Ingen kommentarer til Kom maj, du søde milde…

 

Straffen for ikke at opdatere i et stykke tid,  er jo at man så kommer til at skulle fortælle en masse på en gang. Det kan også gøres kort. Det var en god påske.

Med bedstefar på besøg – og besøg hos bedstefar. Med påskefrokost hos Lars’ kæreste Sietske og hendes søde børn (som har gået på Ollerup). Med brætspil. Gåtur på havnen. Biograf. Latenight film på sofaen. Hygge på Maskinen. Poetry Slam i Odense. Dinnner-date og dans med kvinden i livet. Brødrene. Gåtur i skoven. Kunst i Cisternerne. Besøg hos Inga og Niklas. Gåtur på strøget. Æggetrilning. Magic-Turnering i Holbæk. Running sushi. Og alt det andet gode.

…og der var da også andre øjeblikke. Som da jeg næsten sad fast i æbletræet med en grensaks, efter jeg ihærdigt havde prøvet at skære det ned i den højde som jeg mente det havde da vi købte huset. Altimens min far  mente jeg var aldeles dygtig til at beskære træer, og Erla for 37. gang mente at nu var det vist nok med al den beskæren. Næsten som om hun ikke rigtig tror på, at jeg i mit tidligere liv har været gartner. Men jeg fik ondt af hende, og lod hende køre med en fyldt trailer ud på genbrugspladsen på en weekenddag, hvilket er en oplagt mulighed for at øve sine evner i at bakke med trailer. Her prøver man at gøre sit bedste…

…da hun  så kom hjem og fortalte at det var helvede på jord, og jeg ligesom godt kunne se der var 14 trailerfulde haveaffald endnu, besluttede jeg mig for at leje en kompostkværn i stedet. Jeg skal fanme ikke bakke med trailer.  Nu ved jeg ikke hvilken slags kompostkværne de har i Island. Øjensynligt nogen som kan bruges til at kværne bjerge med. For da jeg kom stolt hjem med min lille, fikse og gule kompostkværn fra Silvan, som var stor nok til kviste og enkelte tynde grene, så skreg Erla af grin. Okay, det var måske ikke den mest maskuline kompostkværn i verden. Næste år så lejer jeg den store model. Og smider hele hækken i den. Og så håber jeg den er sort. For det er jo bestemt ikke rart når ens kone griner af kompostkværnen….

…derudover var der ikke så meget. Måske lige en enkelt detalje om en sovende bedstefar ved aftentide, og en onkel der partout skulle lokke alle tre børn med ud i et mosehul, men godt at den stroe dreng selv kan putte sine søskende, og godt at vi have tørre sko og strømper med…

Anyway, her er der billeder – og en video per request, fra årets forårsopvisning i SG.

- Ingen kommentarer til Påske, version 2015

Martins halmhus ligger i en kolonihave i Svendborg. Huset er selvbygget, med mange fine detaljer. Jeg glemte at tage billeder, men f.eks. er stigen op til hemsen et afbarket egetræ, hvor man bruger grenen som stige. Kåre serverede sild og påskeøl og så havde vi to timer sammen der, inden Erla skulle hentes ved toget. Jeg er ikke nået til design endnu. Graden af pikmåling mellem mig og Kåre er kraftigt aftaget, hvis den overhovedet har været der.  Grunden til at jeg og Kåre sad i Martins halmhus, var at Kåre lige ville lade mig høre nogle sange han havde skrevet, så jeg kunne give lidt kritik inden han skulle spille dem på tirsdag, nede på Hansted, til Folk for Folk. Jeg er en røvdårlig kritiker. Særligt efter en påskeøl og en sildemad. Han kunne for min skyld have lavet fluxus-musik med waldhorn og haiku, og jeg ville stadig have klappet begejstret. Sådan er jeg. Der skal ikke så meget til. Pissegode sange, Kåre. Ingen tvivl. Spørg til side, han kan skrive tekster, manden. det er ret fedt. Anyway. Det var pikmåling vi kom fra. Han skulle lige vise mig noget, hans nyeste bogindkøb: “Makers” af Chris Anderson. Og så var det at jeg gik lidt i stå. Det er 4. gang på under 10 dage, at jeg i meget, meget forskellige sammenhænge har fået kastet det nye design-paradigme efter mig.

1. På mit nuværende PD-Modul ved UCL er dannelsen netop afgået ved døden, og vi er overgået til design-paradigmet, hvor værdinihilisme og prototyping er det nye sort. Jeg kan ikke sige jeg er enig, men jeg kan godt se at produktion som meningsskabende aktivitet for den enkelte giver mening.

2. OE er sammen med 11 andre efterskoler i Danmark gået i gang med at udvikle 9. klasse på landets efterskoler. Det er et stort projekt, koster en del timer og 100.000.- pr skole. Her fik vi  Stanford Design Thinking smidt efter os som overliggende ramme for hele projektet – og som en nutidig forståelsesramme for undervisning.

3. Erla havde et kursus, med byens andre privatskoler. Guess what? Målstyret læring og design i processen undervejs (min fortolkning).

4. Kåre. Som nævnt ovenfor.

Så det er fagre nye tider. Jeg ved ikke lige om jeg er klar til at smide Klafki ud med badevandet og erklære alt for lige gyldigt / ligegyldigt, men jeg synes det rummer potentaler. Miseren er så bare den summative evalueringsform der ligger i folkeskolens afsluttende prøver. De giver ikke så meget plads til “Hvordan har DU så lyst til at redegøre for din viden omkring det moderne gennembrud?”. Well, det skal ikke forhinde mig i at starte www.oelabs.dk op til næste år, som digital legeplads. Vi ser had det bringer med sig.

- Ingen kommentarer til Design, design, design.