Kagen er jo lækker. Det er den. Der bare det tal der. Det minder mig jo lidt om hvor jeg er på vej hen. Og jo, jeg ved godt at mine læserskare på denne blog er befinder sig solidt i bedsteforældresegmentet, og derfor mener jeg er en vårhare – men det skal ikke afholde mig fra at frygte de 40. Erla mener at jeg venligst burde have overstået krisen, eller at en eventuel krise ikke behøver at blive mere hængmulet end som så (spoiler: jeg hang lidt med hovedet i februar, eller måske januar og februar). Anyway. Vi kom fra en lækker kage. Og lad os bare holde os til det. Kagens konditor er jo skyld i at vi bor i Svendborg, så hun fortjener da lige et hip-hurra og et tillykke med på vejen 🙂 Og jeg tror snart jeg begynder at løbe…
Traditionen tro var der skolefest på ungernes skole. De havde haft tema-uge, hvor Máni har lært Parkour, Óliver har lavet kortfilm og Röskva har øvet gadeteater og moonwalk. Og det er jo rart, når man som far kan irettesætte sit barns lærer i forhold til definitionen af moonwalk, for det er jo den flade fod man trækker bagud, og ikke den anden. Det svære kommer så når ungernes forventninger og ambitioner vokser op over taget. De har jo arbejdet intenst og koncentreret med det her i en uge, og glæder sig til scener og applaus og fokuserede blikke og anerkendelse og råb om ekstranummer og så videre, men bliver mødt af horder af tupperwareslæbende forældre, som ikke leder efter bedste optræden, men derimod bedste ædeplads til pastasalaten, imens kulrede pre-teens mobilfniser rundt i klynger af højrøstet internnervøs falballade og man må tage til takke med den flade asfalt som scene og mor og far som de eneste for alvor-interesserede filmkritikere tilstede. Det kan være lidt hårdt at bære for at barnehjerte – og den indre lærer får lyst til at råbe “så få dog styr på det her arrangement!”. Men det endte jo med at vi alle hyggede os lykkeligt til aftenens ende…
Det har IKKE noget at gøre med at der er kommet ny formand i PSFyn. Det har det ikke. Det er IKKE derfor at der for første gang er kø ud på gaden foran Teater Momentum, 140 publikummer, masser af nye poeter og vild succes. Jeg mener, det er jo bare held. Og at vi er kommet i teatrets katalog. Ikke? Det er da klart! Og det er ihvertfald mig som har lagt grundstenene. Det er min skyld at der overhovedet findes poesi på Fyn. I alle afskygninger. De står sku’ i gæld til mig, alle disse sceneliderlige poeter, som bare vil op og stå på den scene. Her har vi andre ofret både ægteskaber, sene nattetimer, printerpatroner og ladet de mest personlige hemmeligheder flyde ud på papiret, og fanme om så ikke de hjernedøde lemminger først kommer når den sande poesi forlader skuden. Har man kendt mage… Spøg til side. For det var det. Ren spøg. Ha, ha, ha. PSFyn havde en fortryllende sæsonfinale. Det var vildt. Og en hyggelig aften sammen med Kåre, og andre af mine sydfynske udkårne. Og med den nye medvind, så satser vi på en fandangofest om 3 år, når PSFyn fylder 10!
Der var måske nok sket en mindre divisionsfejl, så Máni måtte kæmpe mod gymnaster der var to år ældre, men det går ham nu ikke så meget på. For det ændrer jo ikke ved at han var med til DM. Og dermed er blandt de bedste gymnaster i kongeriget, i den liga han nu spiller i. Og om aftenen var der halbal for alle de unge, hvor de tilsyneladende har nogle ret vilde gymnastdansecirkler. Var far stolt? Ja, da! …hvorefter jeg daffede til hovedstaden af djursland og indtog en hyggelig aften, tilsat fiskebuféet på havnen, mors iPad-Ven og Melodi Grand Prix…
For syv år siden kom Poetry Slam til Svendborg. For seks år siden kom Ord Over Svendborg til byen – og Sushi. For fem år siden startede Veredens Flinkeste Gadefest. For tre år siden startede Love In / Skarø Festivalen. For to år siden åbnede Kammerateriet. For et år siden startede Verdens Største Højskole. I år startede CirkusRummet. Og næste år starter Svendborg Sound. Der er mange steder man kan bo i Danmark – men her kan man også leve 🙂 …og jo, skyd mig bare blidt i knæskallen for at lyde lidt som mor Hella, der på alle tider af året jo mener at der er “Gang i Ebeltoft”. Jeg skal ærligt indrømme at Svendborg også er slapt mellem november og marts, men der har vi jo hinanden…
- Ingen kommentarer til Kom maj, du søde milde…