Så er skoleåret ved at rinde ud. Hylden blomstrer, svigermor er landet og der er festival på OE. Alt i alt superfint og alt i alt meget tiltrængt. Desværre skal jeg også i år sige farvel til ham her: Marco. Mit teater-sidekick og den gode legekammerat på arbejdspladsen. Vi blev ansat samme år, har haft mange mindeværdige stunder som teater-bosser, til julefrokoster, turneér og en del mere… Så det er træls – men så kender jeg i det mindste en sjov mand mere i KBH.
Så er der også dem her. Min bedste kontaktgruppe so far. August, Karl, Karl, Erik, Alma, Dagmar, Ingrid, AnnSo og Freja. Søde, sjove, drilagtige, dovne, humoristiske, opmærksomme og bare en flok med god kemi. Og her sidst på året har de jo vist sig fra deres bedste side 🙂
Mens Óliver slår på tromme, så er Krølle også i gang med sommerafslutningerne. Denne gang er hun blevet udvalgt til at spille videre i musikskolens messing-band, så nu kan hun en smule trækbasun oveni violinspillet. Hun er gæv. Og så synger hun forresten også i kirkens børnekor. Og går til spejder…
Máni brillerede også til sin forårsfest. Han har haft IT og medie, og har sammen med en ven bygget et hologram, ved at projicere fire vinkler op på en slags tragt – det fine er at det faktisk virkede rigtig godt. Derudover har han lige afsluttet sin 8. klasse med et 10-tal i et tværfagligt forløb, så han klarer sig godt i skolen og lader til at trives.
Han har så også fået en lille hobby med at male grafitti, så nu øver han sig hjemme i garagen. Jeg har talt med ham om at bygge en arkademaskine sammen til efteråret, som et lille far-søn projekt; så kan vi kombinere både IT-nørderi, bygge-ting-i-træ og grafitti til at pynte. Det bliver så fint…
Så alt godt, vi glæder os bare syyyygt meget til at få ferie – den her lærerslutspurt i juni måned er sku lidt vild i et hjem med to lærere og tre skolebørn.
- 1 kommentar til Vi lakker mod ferie
Så glad for the blogs mv