Måned: oktober 2011

Så er det nu jeg skal til at bygge et nyt hus. Men først skal vi rive alt det ned, som vi har bygget på de sidste 11 år. Jeg tror jeg vil starte med de yderste tagfrustrationer, og langsomt kradse dem i stykker med mine negle, indtil mine fingre er lige så blodrøde som lagenet ved de en, to, tre fødsler det kostede at starte byggeriet. Når toppen er taget af, vil jeg kigge indenfor. Muge skeletterne ud, pletfjerne de dårlige minder og derefter gå i gang med bodelingen. Du kan få sofaen og sengen. Jeg tager fastelavnsdragten og halsbåndet. Du kan tage hækkesaksen og ligusterhækken. Jeg tager solstolen og æblerne. Du kan tage CD´erne og DVD´erne. Jeg tager fotoalbummerne og vinylerne. Du kan tage forståelsen og beslutningen. Jeg tager accepten og viljen. Du kan tage bestikket og porcelænet. Jeg tager krydderierne og bordet. Du kan tage bøgerne. Jeg tager litteraturen. Du kan tage fordøren. Jeg tager smutvejen. Vi deler børnene. Du kan få deres hjerter, jeg tager deres øjne. Du kan tage deres hænder, så tager jeg deres fødder. Du kan tage deres lange, lyse hår, så tager jeg deres små, søde navler. Du kan tage deres hørelse, så tager jeg deres stemme. Og så vil de aldrig blive hele igen, før de flytter hjemmefra og vi giver dem dem selv tilbage. Men sådan er det, det er hvad det koster i mors og fars nye betalingsring. Og når så alt er delt, så vil jeg banke fundamentet op, for at finde ud af hvorfor det ikke var stabilt nok. Sank det lidt i den ene side, fordi du ikke talte højt nok om hvad du ville? Var mørtlen dårlig, fordi jeg var for meget mig og for lidt os? Stod det skævt fordi jeg røg hash eller fordi du gik til Zumba? Fik ukrudtet fat fordi vi glemte at gøde? Kunne det nogensinde reddes, eller var det selv jorden der var forurenet fra starten, så vi aldrig havde en chance? Det skal kulegraves og undersøges. For det næste skal bygges bedre. Der skal være grønt græs, fordi man husker at vande det. Det skal bygges i læ, så stormene ikke får fat. Der skal være en ladeport som dør, så hjerterummet kan vælte ind. Og hver dag skal jeg udvide min horisont en smule, så den til sidst revner og lukker alt det ind som jeg ikke vidste fandtes. Måske får jeg nye børn, helt uden at skulle lugte af bræk og skifte bleer. Måske er der flere end mig der kan stå på ski. Måske møder jeg en der kan råbe og ryge hash – så kan jeg hviske og gå til Zumba. Måske bliver det et bofællesskab i et stykke tid – måske en lejebolig – måske et rækkehus. Eller et lille, nybygget kolonihavehus, med yndig kørvel i urtepotterne, nyklippede rosenskud og en yndig havelåge i jern og kæder, som næsten er ubrugt og aldrig knirker. Men lige nu skal jeg først se tiden i øjnene og blive klar til livets anden del. Hvis blot den kan blive lige så god som den første, så er det ikke så skidt – og jeg ved godt at det ansvar kun er mit. Og jeg håber da for dig at du også kommer videre. Selvom du har taget fusen på mig, har overrasket mig som en flygtning i Greve og synet af en ædru svensker, så fortjener du at blive glad igen. Fordi børn drikker glade voksne til morgenmad. Jeg troede jeg skulle gro gammel i vores hus. Men nu vil halvdelen af ungernes barndom finde sted i et ukendt land – halvdelen af deres historier og minder vil være på et sprog jeg ikke forstår. Og jeg må begynde forfra på nye historier. Det er ok. Jeg var bare ikke lige klar til at vende bladet endnu. Men jeg spidser blyanten og vender siden. Snip snap snude, nu er historien ude – tip tap tønde, jeg glæder mig til at se den næste begynde…