…nu har vi så været på barsel sammen i 2 måneder. Næsten. Det går ret godt efterhånden, selvom du desværre bliver mere og mere selvstændig – og dermed også mere hidsig, da dine små tykke ben ikke helt kan følge med i dine ønsker. Du vil gerne kravle, men når først du har fået dig moslet ned fra siddende stilling, så kan du ikke få din mave tvunget over de ben, som du samtidig har strukket ud i spegat. Efter 3 minutters højlydt skrigen, så giver du op, og prøver i stedet at hive dig op i stående stilling, som tit ender med at du befinder dig i stillinger får mit hjerte til at slå et par ekstra slag. Og så dine spisevaner.
Da vi startede sammen på barsel, der flottede du dig jo også. Fra at være den lille, fe-agtige Röskva, der drak hvid mælk i den hvide vinter med din vinterblege familie, så fandt du foruroligende hurtigt ud af at far kunne lave noget der var en anelse mere interessant. Hvilket har gjort at du i de sidste par måneder har fået kælenavnet Grød-Marianne. Du spiser grød som var det den sidste nadver og stavblenderen kører i døgndrift. Men vi har fundet et rytme på det efterhånden… Og så skal du også lige vide at du er ret så kølig. Máni er jo vores følsomme, eftertænksomme og efterhånden også humoristiske store barn. Óliver han er bulderbassen, der partout nægter at smide bleen og ligesom understreger sit valg ved at lade enhver potte-trænings session ende med at skide i bukserne. Og du er så hende den kølige der roligt iagttager hvad tosserne omkring dig laver, finder dig i den islandske vind og de mange køreture – og så ellers kun lader et grin falde fra dine læber når Máni gør noget. I to har meget tydeligt noget ganske særligt sammen, som vi andre ikke er en del af. Men det varmer jo et faderhjerte at have fået en pige som er lidt reserveret – som ikke lader sig imponere af hvem eller hvadsomhelst. Det kunne jo tyde på at rækken af potentielle svigersønner som skal gennem mine mange prøver, kommer til at bestå af lidt mere egnede kandidater. Jeg er allerede begyndt at øve mig “Hvad hedder du så?” “Jeg hedder Lucas” (Röskva er jo desværre blevet født i en tid, hvor mødrene mente at bibelske eller oldnordisk navne klart ville passe bedst med deres Louis Vuitton taske). “Er det et navn? Ja, ja, da. Så har jeg hørt det med…”. Det skal nok blive godt. Men selv om du er det tredje barn, og af den grund lidt svær at hidse sig op over, så ender det jo alligevel med at du nu har charmeret dig godt og grundigt ind. Og selv om din oldemor har skældt mig huden fuld for at slæbe dig med til Danmark her i Maj, så glæder jeg mig til at have dig med – og vise dig frem. Så selv om man bliver tyk bag ørene, så kan er en dobbelt-dyrlæge altså det hele værd…
PS: Billige flybilletter
-
1 kommentar til Kære Röskva…
