Sådan, Máni. Fars store dreng!

Siden vi kom hjem fra Danmark, så er Máni stille og roligt begyndt at udforske vandet mere og mere. Han startede med at få dykkerbriller på og kigge ned i vandet. Så smed han lufferne i det bassin hvor han kunne bunde, og så legede vi en leg hvor vi skulle vise fingre til hinanden under vandet og så sige hvor mange vi kunne se. Han holdt sig for næsen med den ene hånd og gav håndtegn med den anden. Og fordi vi legede og det var en konkurrence, så glemte han lykkeligt alt om at han pludselig var under helt vand. Derefter tog vi lidt legetøj med hjemmefra som kunne synke til bunds, og han blev nu nødt til at bruge begge hænder for at nå det, så han slap næsen… Og langsomt udviklede det sig. Og så pludselig igår da vi var i svømmehallen, så svømmede knægten pludselig brystsømning under vandet helt selv. Og vi havde ikke øvet svømmetag. Ret fascinerende at opleve hvordan det bare ligger latent gemt i mennesket at klare sig under vand. Så nu kan Máni svømme – i en alder af 5 år. Takket være de fantastiske islandske svømmehaller med varmt vand og en far der ikke pressede ham nær så meget som da han skulle lære at gå 🙂

Så jeg er møgstolt og glæder mig til at køre med ham til hans første time i den rigtige svømmeklub idag. Gad vide om de overhovedet kan lære ham noget 😉